Sværvægter i hopla – Salman Rushdie KLOVNEN SHALIMAR
Rushdies nyeste pletskud er en overlegen leg med romangenrer og sprogets smukkeste kringelkroge. Så smid hvad du har i hænderne og tag med på en rejse, der spænder over et halvt århundrede og på tværs af tre kontinenter.
Citat
Frygten var dette års største afgrøde. Den hang på frugttræerne i stedet for æbler og ferskner, og bierne frembragte frygt i stedet for honning. I rismarkerne voksede frygten tæt under overfladen af det lave vand, og på safranmarkerne kvalte frygten ligesom snerler de sarte planter. Frygten tilstoppede floderne ligesom vandhyacinther, og på de højtliggende græsgange døde får og geder uden nogen tilsyneladende grund.
Det hele starter i et højt tempo, i et scenarium taget direkte ud af en hårdkogt politisk thriller. Vi befinder os i Los Angeles i 1991, og Max Ophuls, charmør, bestseller-forfatter og storpolitisk aktør, ligger død foran sin bolig med halsen brutalt skåret over. Datteren hører hans dødsrallen i dørtelefonen, løber ud og ser den hastigt voksende blodpøl omkranse sin far. Morderen er Max Ophuls’ hengivne chauffør, som går under navnet Klovnen Shalimar.
Pludselig befinder vi os så i en lille landsby i det stadigt idylliske Kashmir mange år tidligere. Her lever folk deres små sorgløse liv med skuespil og madlavning og kommer ud for hændelser, der, måske, måske ikke, er udtryk for skæbnens magiske indgriben. Det er også her, en tragisk kærlighedshistorie med episke undertoner tager sin begyndelse og viser sig som den første brik i Rushdies puslespil, der både fører læseren tilbage til Anden Verdenskrigs modstandskamp i Frankrig og frem mod det brutale mord i L.A. mange år senere.
Den bratte opbremsning i tempoet ovenpå Ophuls-mordet tager lidt af pusten fra KLOVNEN SHALIMAR for en stund – specielt hvis man, som denne anmelder, ikke er helt pjattet med magisk realisme – men tempoet letter hurtigt igen, og tålmodigheden bliver belønnet i tifold. For nu skal det siges; KLOVNEN SHALIMAR er et stykke forbandet godt sammenskruet litteratur.
Rammen for fortællingen viser sig, groft forenklet, at være provinsen Kashmir og fire menneskers liv og skæbner, der er uløseligt forbundet – mere skal der ikke afsløres her. De overordnede begivenheder falder hurtigt på plads, men det gør kun læsningen mere spændende. For bogen er spækket med præcise persontegninger, en fornem narratologisk præcision og ikke mindst et helt eminent greb om sproget:
-…og så var den der igen, himlens uærlige børneværelse-blå, som fik hele verden til at se barnlig og ren ud, denne højrøstede, uhøflige klode, der bralrede ad hende, ligesom en mand, der lo for højrøstet i en restaurant.
KLOVNEN SHALIMAR er fyldt til bristepunktet med fantasifulde formuleringer og metaforiske perler af den art. Her skal Thomas Harders glimrende oversættelse selvfølgelig også roses.
Salman Rushdie besidder en sprudlende fortællelyst. Derfor bliver den overordnede rammefortælling til tider langt på hylden fordi han bare MÅ fortælle os om kashmirsk madlavning eller militærets vanvittige logik eller en bipersons elaborerede had til homoseksuelle eller et hvilken som helst andet emne, som forlanger opmærksomhed. Det er der plads nok til i stor litteratur.
Rushdie binder desuden sin fortælling sammen med Shakespeare, græsk tragedie og indisk mytologi, så bogens aktører ikke kun befinder sig i den koldblodige virkelighed, men også kommer til at stå som moderne litterære arketyper, der forsøger at modarbejde deres foreskrevne skæbner. Dette flettes umærkeligt sammen med popkulturelle referencer og faktiske mediebegivenheder. Det er en skattejagt, litteraturnørderne og nyhedsjunkierne får med som en lille bonus, men som ikke forstyrrer læsningen for alle andre.
Så der er ingen vej udenom. KLOVNEN SHALIMAR kan meget vel vise sig at være efterårets bedste litterære udgivelse, og hvorfor skulle man dog snyde sig selv for den?
