Svalerne og Mærsks containerskibe – Liv Sejrbo Lidegaard FÆLLEDEN
Liv Sejrbo Lidegaard skriver om altings indbyrdes afhængighed i sin debutbog. Der er interessante ting på spil, men jeg sidder alligevel tilbage med en uforløst følelse.
Citat
det efterår, seriøst, det var sprødt – remember? / løb fra fest til fest og kyssede med alle de forkerte – shit / parkeringskældre, garderober (mellem jakkerne), opgange, porte // en ting startede allerede i august // var helt wack, folk jeg kendte blev totalt skræmte / ingen grænser inden i mig // det føltes virkelig sådan / der var ingen grænser for hvad jeg kunne finde på // men altså den her aften, oppe i et sommerhus / en flaske whiskey – mig og gabriel // gik ned til vandet i solopgangen
Jeg ville ønske, at jeg var lige så glad for Liv Sejrbo Lidegaards debutbog FÆLLEDEN, som Solveig Daugaard er i Information, og Mikkel Bruun Zangenberg er i Politiken. Men det er jeg altså ikke. Det er ikke, fordi det er en dårlig bog. Men jeg sidder alligevel tilbage med en uforløst følelse. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er, bogen vil. Og jeg savner at blive rykket rundt, sådan som jeg bliver af virkelig gode bøger.
Bogen er genrebetegnet ’poesi’, og de fleste af teksterne er sat op som digte, altså med lige venstrekant og løs højrekant. Det er ikke afrundede tekster, men snarere en slags suiter, der hænger sammen. Nogle steder er det et jeg, der taler, andre steder er det et vi, blandt andet i bogens første del, hvor vi følger en gruppe unge på en slags telttur i det, der med bogens titel in mente godt kunne være Amager Fælled:
– krummer os sammen bag hinanden, i en stadig mindre række. gemmer os i hinandens skygger. tre fly trækker spor over himlen, de krydser hinanden tre forskellige steder. vi smider nogle paller på et bål. mine lommer er fyldt med lyng. der er lidt tvivl om hvor vi skal hen. svalernes haler deler sig skarpt foran mærsks containerskibe.
I bogens midterste del er formen fragmenteret, og forskellige brokker flyver rundt mellem hinanden, så man får fornemmelsen af at læse brudstykker af en ung digters dagbog. Det lyder for eksempel sådan her:
– at stritte imod pænhed og regulering er ikke at stritte mod skønhed og solidaritet
(at stritte imod hygge og ligegyldig snak er ikke at stritte imod en mild og åben omgangsform)
min intenst revolutionære periode var ikke den store succes
faktisk vil jeg sige: mange opførte sig som var jeg blevet spedalsk
nu for tiden er jeg reelt bange for fascisme
og jeg har forsonet mig med min far
Tematisk er der mange bolde i luften i FÆLLEDEN. Et af de vigtigste er økologi, eller hvordan vi mennesker behandler jorden og de dyr, vi deler den med. Som man også kan se i det citerede stykke fra teltturen, foregår digtene ofte i et grænseland mellem kultur og natur, og der er mange af de her møder eller sammenstød imellem de to: Der vokser blomster i håndvasken, digteren har lyng i lommerne, på himlen flyver svaler og passagerfly side om side, og i motorvejskanten sidder en gulnæbbet skade.
På den måde er bogen også politisk, idet den, ofte helt eksplicit, taler for fællesskab og økologi frem for egoisme og antropocentrisme. Det ligger allerede i titlen: I gamle dage betegnede ordet ’fælled’ et fælles græsareal, hvor alle bønderne i landsbyen kunne lade deres køer græsse. Og det er sådan, verden præsenteres i bogen: som en mark, hvor mennesker, dyr og maskiner græsser side om side:
– give hinanden vand – gå langsomt i flok – forstå vi kan så meget – kæmpe imod sin død – se bare flamingoerne når de letter – ikke som os, der tror vi er små guder – der tror vi kan klare os selv – dét giver jo ingen mening
Et andet vigtigt tema er sprog eller skrift. Og her tror jeg nok, jeg kan se en inspiration fra digtere som Lyn Hejinian, Ann Jäderlund og Jenny Tunedal. Der er en interesse for, hvad det vil sige at sige noget. For det dunkle område, hvor tankerne befinder sig, før de bliver til sprog. Hvilket viser sig i form af sætninger, der ligesom føler sig frem:
– kan man koble. sådan kan man ikke sige det. noget rører på sig. en næsten utrolig antydning.
Samtidig handler bogen også helt banalt om at være ung og forelsket, om at ryge sig teenageskæv og rulle rundt på et gulv i indtørrede champagnesjatter og aske. Om at være forvirret og ked af det, og om at finde sig selv. Se bare citatet i boksen.
Og det er alt sammen meget godt, og ikke mindst: sympatisk. Men alligevel sidder jeg som sagt tilbage med en uforløst følelse. Det er svært at sige, hvad det er, der galt – hvis man overhovedet kan sige, at der er noget galt – men det er, som om der mangler noget af den magi, der kendetegner virkelig gode bøger. Som om der er for få overrumplende sætninger, som virkelig vender op og ned på verden. Nu har jeg læst bogen fire-fem gange, og det er stadig meget få sætninger, der sidder fast i min hjerne.
Igen: Jeg ville ønske, at jeg var lige så glad for FÆLLEDEN som Solveig Daugaard og Mikkel Bruun Zangenberg er. Men det er jeg altså ikke.
