Af | 12. februar 2014

Svensk krimi, der hellere vil være en film – Lars Kepler SANDMANDEN

Fjerde roman fra det svenske Lars Kepler-par fungerer bedst som filmmanuskript.

Citat

–   Du var den, der sporede og pågreb Jurek, og du var den eneste, han faktisk talte med forud for retsagen. Joona ryster på hovedet og ser ud af den tonede rude, ud over den øde parkeringskælder. –  Jeg har forsøgt, siger han langsomt. – Men Jurek er ikke til at narre, han er ikke som andre, han kender ikke til frygt, han har ikke brug for medfølelse, han fortæller ingenting. – Ville du gøre et forsøg, spørger Verner.  – Nej, jeg kan ikke, svarer Joona. – Hvorfor ikke? – Fordi jeg er for bange, svarer han simplthen.

Den første Lars Kepler-roman HYPNOTISØREN er for længst blevet til en film. Og efter endt læsning af deres (ja, Lars Kepler er jo som bekendt ikke bare en mand, men et par) fjerde udspil, SANDMANDEN, er man heller ikke tvivl om, at den er tænkt som oplæg til et visuelt slutprodukt. Som forfatter kan man givetvis glæde sig over den økonomiske fordel, der ligger i at få sit værk filmatiseret. Spørgsmålet er dog, i hvor høj grad det er en fordel for fans af det skrevne ord, at en krimi på så tydelig vis er skrevet som et oplæg til en film.

SANDMANDEN er en del af serien om den svensk/finske politikommissær Joona Linna, hvis kone og barn denne gang bliver trukket ind i sagen om den mystiske seriemorder Jurek Walter. Sagen om en kendt forfatters to børn, som er blevet bortført for mange år siden, åbnes op. Den viser sig at være forbundet til seriemorderen, der befinder sig i psykiatrisk forvaring.

Som i HYPNOTISØREN tilbyder SANDMANDEN et kæmpe persongalleri, hvilket koster på den konto, hvor man som læser fordyber og engagerer sig i karaktererne. Det gør ikke så meget inden for krimi-genren. Men som handlingen skrider frem med stormskridt i alle mulige retninger, mærker man, at der trods alt er grænser for, hvor overfladisk man kan slippe af sted med at præsentere en spændingsromans bærende kræfter.

Selv om der på intelligent vis lægges op til, at vores helt Joona Linna selv har meget at miste i sagen om Jurek Walters bestialske master plan, er han ikke så interessant som i HYPNOTISØREN. Man får ikke lov at til at engagere sig i ham på samme måde, og SANDMANDEN fremstår mest af alt som et galleri af bipersoner. Seksuel patologi og tunge barndomstraumer, selv blandt the good guys, skaber skam spænding og læselyst. Men med 30-35 af slagsen virker selv de mest fremtrædende så fragmenterede, at man sidder med oplevelsen af, at de blot er brikker i en plotmaskine, der skal presses til det yderste.

Med de ultrakorte kapitler og den gennemgående ‘klippe’-teknik – der klippes midt i en scene i ét kapitel, hvorefter man i næste kan læse om den samme scene fra en anden vinkel – er det cinematiske perspektiv tydeligt. Den teknik fungerer da også fint på film. I romanform bliver de mange kameraskift desværre til et fortællegreb, der ikke har samme elegance og naturlighed som på film.

Mod romanens slutning må der derfor også samles op på alle mordene og forklaringerne på, hvad der ligger til grunds for dem. Finalen med den uligevægtige kommisær Saga Bauer fra Sikkerhedspolitiet og Joona Linna er  dog så tilpas raffineret og åben, at døren står på vid gab til femte bind.

Selvfølgelig må man et eller andet sted beundre det ferme plothåndværk og den psykologiske indsigt, det kræver at udvikle en historie som SANDMANDEN. Men Kepler-parret bliver alt for bundet af ønsket om at folde historien ud på det store lærred. SANDMANDEN bliver sikkert en spændende film, men det koster desværre på romanfronten, hvor de filmiske og plotfikserede elementer tager livet af de virkemidler, der skal til, for at en krimi kommer i mål på skrift.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også