Svigt og Skyld i sukkerlage – Margaret Skjelbred GULDDRONNING, PERLEDRONNING
Fortællingen om en morfar og hans barnebarns fælles kamp mod fortidens forbrydelser er en bittersød karamel, der klistrer klæbrigt til ganen. Forbeholdt læsere med smag for Werthers Echte.
Citat
Forventningen om smagen af blød karamel smelter sammen med forventningen om morfars skød, med morfars arme rundt om kroppen, med morfars hage hvilende let mod det øverste af mit hoved og morfars stemme der syngende, monotont fortæller at der var engang…
Med GULDDRONNING, PERLEDRONNING udkommer norske Margaret Skjelbred for første gang på dansk. Romanen træder ind på den danske litteraturscene med Amalie Skram-prisen i ryggen, og hermed er tonen slået klokkerent an: Suffløren i det naturalistiske drama hvisker stikord som ’afviste børn’ og ’psykiske lidelser’ – helt i den gode gamle Fru Skrams ånd.
Historien fortælles af den voksne Signhild, der sidder ved sin højtelskede morfars dødsleje. Hun fører læseren tilbage til den sommer i hendes barndom, hvor den trygge tilværelse på morfarens gård bliver forstyrret af fæle fortrængningsbilleder. Med Norges landlige idyl som blomstrende kulisse afdækkes Barnets Historie, som også er historien om flere slægtleds grufulde skæbner.
I rampelyset står morfar Håvard, hvis uoprettelige svigt (i flertal) danner baggrund for hele miseren. Det går kun langsomt op for læseren, hvilken rolle han har spillet i fortidens drama, der har ført til en psykotisk datter og hendes omsorgssvigt af barnet Signhild.
For at lette den tunge byrde af skyld, der hviler på den gode morfars skuldre, tager han det traumatiserede barnebarn under sine beskyttende vinger. Hans mange fine eventyr-fortællinger og fantasifulde historier – altid med et gran af grusom virkelighed – tryller Signhild tilbage fra fortidens mørke minder.
Der er lagt op til en øm og kærlig portrættering af forholdet mellem en morfar og hans barnebarn. Lillepigen kilder den gamle Håvard, hiver ham i ørerne og er så lykkelig, at hun ”stikker næsen ind i hans hånd som en lille hundehvalp”. Det er åh så sirupssødt og hyggenyggeligt, at det næsten ikke er til at holde ud.
Men så løber Skjelbreds pen løbsk og skriver en række pædofile associationer ind i sin ellers pletfrie version af paradisisk-idyl-med-hjemmelavet-gyngehest-og-rødternede-duge. Uskylden er i hvert fald svær at få øje på i sætninger som: ”Jeg sidder på skrævs over hans mave og mærker at han holder godt fast om mine hofter”.
I betragtning af romanens form som en voksen kvindes sidste kærlighedserklæring til sin døende morfar er der næppe tale om et ’ekstra, dystert lag’ i fortidens fortrængninger. Det minder desværre mest af alt om en forfatter, der ikke til fulde mestrer blæk & pen.
Margaret Skjelbreds digtning kan ikke just klandres for at være kontroversiel – som medsøster Amalie Skrams blev det i sin samtid. Faktisk indskriver GULDDRONNING, PERLEDRONNING sig så snildt i den moderne norske litteraturhistorie, at det næppe kan løfte noget øjenbryn. Med andre ord: det er set før. Og det er set bedre. Ved siden af Herbjørg Wassmos fantastiske Tora-trilogi reduceres Skjelbreds fortælling om et omsorgs-svigtet barn til et enaktet ekko – eller, hvis man skal være streng, til et sentimentalt pladder-plagiat.
