Svimlende melankoli – W.G. Sebald HØJDE. SKRÆK.
Sebalds fortællinger er ikke drevet af et plot, men af uro og længsel, og hans skrift er gennemsyret af bevidstheden om tidens passeren.
Citat
Under et af de næste besøg, jeg aflagde Lukas, gik vi op på loftet under taget. Sandsynligvis var det mig, der havde ledt samtalen hen på loftet. Lukas mente ikke, at meget kunne have forandret sig deroppe i tidens løb. Han havde nemlig ikke ryddet op på loftet, fortalte han, da han efter tanternes død overtog huset, for alene tanken om alt det skrammel og ragelse, der lå hulter til bulter deroppe, var nok til at udmatte ham. Og loftet var faktisk et overvældende syn. Kasser og kurve var stablet op, og ned fra bjælkerne hang alle slags sække, læderremme, bjælder, musefælder, snarer, honningrammer og futteraler. I et hjørne lyste en tuba mat op under det lag af støv, der dækkede den, og ved siden af lå en uhyre stor og for længst forladt hvepserede på en madras, der engang havde været rød, og såvel messingtubaen som den grålige rede, der så ud, som om den bestod af tusind papiragtige blade, fik én til at tænke på den langsomme opløsningsproces, der trods stilheden fandt sted her på loftet. Der var noget bedragerisk over stilheden. Fra kister, kommoder og skabe med halvåbne låg, skuffer og døre vældede alle slags beklædningsgenstande og brugsting ud. Man kunne sagtens forestille sig, at hele denne samling af de forskelligste ting havde været i bevægelse lige indtil det øjeblik, hvor vi var trådt ind, ja at der havde fundet en slags evolution sted, som netop nu, på grund af vores indtræden, var standset, lydløst, som om intet var hændt.
Det er vanskeligt at forklare, hvad der foregår på de omtrent tohundrede sider, der gemmer sig bag omslaget på den tyske litterat og forfatter W.G. Sebalds HØJDE. SKRÆK, men det er ikke desto mindre min opgave. Bogen er opdelt i fire fortællinger, men egentlig er der langt flere. Eller også er der kun en enkelt, det er svært at sige, og det forekommer alligevel irrelevant at opresummere handlingen.
Hvad med karaktererne? Hovedpersonen i den første fortælling er Henri Beyle, a.k.a. Stendhal før han bliver Stendhal, i den tredje en Dr. K., a.k.a. Franz Kafka. Ellers fortælles der af et jeg, der er litterat og sjovt nok hedder Sebald, men mindre sjovt og ligefrem foruroligende er dette jeg et ret ustabilt bekendtskab, der mister sit pas, giver sig ud for at være udenrigskorrespondent og spekulerer over, om man kan tage livet af sig selv ved blot at tænke. Alle karaktererne er rejsende. De rejser gennem Sydtyskland, Norditalien og den europæiske kulturhistorie.
Jeg kunne også påpege, hvor mange genrer Sebald excellerer i, og i flæng kækt opremse: essay, rejseskildring, pizzeriakvittering, erindring, litterære biografier, drømme, anekdoter, kunstkritik, lokalhistorie, eller bemærke hvordan værkets 72 illustrationer både underbygger, fascinerer og forvirrer. Men nu har jeg næsten brugt halvdelen af min plads uden at nærme mig bogen mere end en dårlig bagsidetekst.
I stedet burde jeg nok gå ned i detaljen og bemærke, hvordan en vissen kvist ’overtrukket med utallige saltkrystaller’ påkaldte sig min opmærksomhed, som en ’allegori over kærlighedens vækst i vore sjæles saltminer’. Men den egentlig ret prangende kvist melder lidt sig selv, og det forekommer vigtigere at fremhæve den vedvarende sprogpræcision, hvormed regnen ’skraverer ruden’, en pil trænger ind i et hjerte med ’en mærkelig mættet lyd’ eller en ’hær af rygsækrejsende’ har slået sig ned i en banegårdshal ’som et nomadefolk i en ørken’.
I forlængelse af den med gnistrende saltkrystaller tildækkede kvist, kunne jeg til gengæld benævne nogle temaer: kærlighed, længsel, ensomhed, erindring og historie. Måske ville jeg ligefrem blive højstemt (det ligger til mit gemyt) og beskrive, hvordan motiverne, som i et stykke klassisk musik, først antydes, derpå forsvinder, og, næsten som man har glemt dem, kommer igen og gennemspilles, nu som hovedtema. Derved kunne jeg betegne bogen som ’labyrintisk’, ’kalejdoskopisk’ eller ligefrem som ’en forvandlingskugle’. Det ville lyde sindrigt eller i hvert fald ret anmeldelsesagtigt.
Jeg kunne afslutte anmeldelsen med at understrege – og det ville især appellere til den litterært dannede – at det bedste ved værket er stemningen og stilen. Skriften er til trods for sin germanske elegance kun langsomt fremkommelig i sin omskiftelige tekstur, og det at læse Sebald er i det hele taget som at træde ind i en anden atmosfære og fortabe sig. Welt von Gestern-stemningen kan betegnes som Sebalds trademark, men det måtte præciseres, selvom jeg netop nu overskrider mine 3000 tildelte tegn, at historie og erindring ikke blot er nostalgiske størrelser. Fortiden ligger og skurrer på loftet, gør den, og lever sit eget liv. Lidt som de genstande, der beskrives i citatboksen ovenfor. Sammenlignet med SATURNS RINGE, der udkom på dansk sidste år, er HØJDE. SKRÆK. endda mere ængstelig i anslaget. Stemmen i teksten forekommer på én gang nærværende – benådet med et milimeterpræcist billedsprog og en evne for detaljeskildring – og dog samtidig så fjern. Som om den menneskelige eksistensform blev betragtet fra en satellit; koncist og dog uhyre distanceret.
Men selv med de sidste i verdensrummet rungende ord, har jeg ikke identificeret det genuint sebaldske, der gør, at jeg holder så forbandet meget af denne bog og allerede nu ville ønske, at jeg ikke havde påklistret min egen ubehjælpsomme metafor i forrige afsnit. Øv! Det bedste er måske bare at videregive en uforbeholden anbefaling af HØJDE. SKRÆK.
