Sygdommen til døden – Philip Roth ENHVER
Amerikaneren Philip Roths 27. bog bør læses af enhver, der holder af en poetisk, smukt skrevet og tankevækkende roman.
Citat
De havde svømmet over en bugt og ud til nogle klitter, hvor de kunne ligge uden at blive set og kneppe i solskinnet og så rejse sig og tage badetøjet på igen og svømme tilbage til stranden og samle klyngevis af muslinger fra klipperne som de bar hjem til aftensmaden i en spand fuld af havvand.
De eneste foruroligende øjeblikke var om aftenen når de gik tur langs stranden sammen. De mørke bølger der slog mod kysten med en dump og sigende lyd, og himlen der var overstrøet med stjerner, gjorde Phoebe vildt begejstret, men skræmte ham. Dette væld af stjerner fortalte ham utvetydigt at han var dømt til at dø, og det tordnende hav få skridt fra ham – og mareridtet om det sorteste sorte under vandets rasen – gav ham lyst til at flygte fra truslen om glemsel, løbe tilbage til deres hyggelige, sparsomt møblerede hus hvor lyset var tændt.
ENHVER handler om døden, både som en privat, tragisk hændelse og som et almenmenneskeligt, næsten trivielt vilkår for tilværelsen. Romanen starter ved en begravelse og slutter med det dødsfald, der efterfølges af selv samme begravelse. Således indkapsler bogen sit tema i en komposition, der slutter en smuk cirkel fra begravelsens slutning, bagud i tiden til livet og atter frem til døden; en cirkel, der beskriver hovedpersonens liv. Han er en jødisk reklamemand i New York, der efter en succesfuld karriere og et mindre succesfuldt privatliv med tre kuldsejlede ægteskaber og medfølgende børn, er flyttet ud til kysten for at male og pleje sin sygdomsplagede krop.
Sygdom og død er allestedsnærværende i ENHVER. Så meget at en sygdomsfri periode på 22 år blot beskrives med et ganske lille afsnit mellem to store blokke, der handler om henholdsvis en lungebetændelse og en bypass-operation. Fokus ligger på det enkelte menneske – som titlen viser, kunne det være hvem som helst – og på det faktum, at kroppen er forgængelig, og livet slutter en dag. Dog udvides det snævre fokus til tider i nogle få fejende sætninger, som for eksempel her hvor året 1918 beskrives som ”Bare et af de forfærdelige år i det væld af anni horribiles som vil formørke erindringen om det tyvende århundrede for evigt”. Nok beskrives sygdom som et ganske almindeligt fænomen, men man finder også anstrøg af protest mod de vilkår, der er givet os alle fra fødslen. Og at noget er almindeligt, gør det ikke ubetydeligt: ”det er netop det almindelige der er det mest smertefulde”, som der står et sted.
Den stedvise protest mod dødens urimelighed til trods er grundtonen i romanen melankolsk og let resigneret på en klarsynet måde, som mest af alt er stoisk. Man må nyde livets glæder og udholde dets pinsler i visheden om, at det hele slutter en dag. Døden er således både en smertelig tragedie og en lindrende befrielse.
ENHVER er usædvanlig smukt oversat af Niels Lyngsø, der som lyriker viser suveræn sans for Roths stilfærdige, besindigt sansende og poetiske prosa. Poesien knytter sig særligt til havet, som spiller en enorm rolle i romanen. Det associeres med døden, men det er også ved havet, at de smukkeste begivenheder i ENHVER finder sted. Her kan man svømme i brændingen, elske i varme klitter, plukke smagfulde muslinger og lade sig rense af den klare luft. Desuden er havet karakteriseret ved den ro og vedholdenhed, som kendetegner stoikeren og gør mennesket livsdygtigt.
Det er meget sigende for ENHVER, at bogens slutning beskriver dødens uundgåelige komme og samtidig er en smuk og rørende, men aldrig patetisk, hyldest til livet. For sådan er det jo: livet og døden hænger uløseligt sammen. At det rent faktisk er til at leve med, er pointen i ENHVER, der er et lille mesterværk og en stor læseoplevelse.
