Sympatisk satire til samtidens stivstikkere – Lone Aburas POLITISK ROMAN
Med den aktuelle fokus på flygtningestrømmen til Europa, virker Lone Aburas’ seneste roman med den demonstrative genrebetegnelse-som-titel, POLITISK ROMAN, ubehageligt relevant. Og hendes engagement sympatisk og rettidigt.
Citat
Da vi ud på aftenen står i køkkenenet i færd med at forberede aftensmaden, kan jeg høre hoveddøren smække og min søns stemme blande sig med Amirs. Jeg ser på Robert, der koncentreret piller et løg, og tørrer mine hænder af i et viskestykke, inden jeg går ud i entreen.
Hej med jer, siger jeg og prøver at lyde venlig. Hvor har I været?
Ude at se på islamisk kunst, siger Oskar.
Jeg ser på ham med hævede øjenbryn.
(…) Uden et ord vender jeg om og marcherer tilbage til køkkenet. Det her er noget, Robert må tage sig af. Islamisk kunst. Min bare. Gjorde Oscar alt for at såre mig?
I Lone Aburas har den lunkne middelklasse i Danmark fået sig en særdeles effen sædeskildrer. Ligesom hendes to tidligere romaner viser POLITISK ROMAN os et humoristisk turneret udsnit af hverdagslivet i Danmark, men denne gang er udsnittet rammet ind af konfrontationen mellem den almindelige passivitet og den politiske handling.
Via fortælleren Rebecca får vi (en noget modvillig udgave af) historien om den dag hendes mand, tandlægen Robert, beslutter sig for at engagere sig politisk. Ikke mere snak, nu vil han skjule en illegal flygtning. At foretagendet ret hurtigt udvikler sig til at blive temmelig mudret og ender mere eller mindre galt, kommer hverken bag på den gennemkyniske Rebecca, som er modstander af projektet fra dag ét, eller på læseren. Den store forskel på Aburas’ roman og den politiske agitationsroman med rødder i 1970’erne, som bogen – i kraft af sin titel og ikke mindst omslaget, der er prydet med en knyttet næve i rødt kartoffeltryk – har åbenlys reference til, er den satiriske grundtone i fremstillingen af alle bogens middelklasseeksistenser. Inklusiv de politiske vakte af dem. Og det relativt mistrøstige billede Aburas tegner af deres muligheder for at flytte noget i samfundet såvel som i deres egne små liv.
Det er et åbenlyst rigtigt greb, når Aburas vælger at iklæde sin roman den usympatiske fortællers ulveklæder og udstille dobbeltmoralen og anakronismerne i den velnærede middelklasses politiske engagement – i den ene ædende onde observation efter den anden. Hun rammer en morsom tone med den sarkastiske Rebeccas sprog, og man fniser en del undervejs af replikskiftene mellem Robert og Rebecca og den øvrige sammenbragte families dysfunktionelle medlemmer. Jeg kom til at tænke på Leif Panduro, som også havde denne evne til at holde normaldanskeren ud i strakt arm og underkaste samfundets arketyper en satiriske analyse, som var knivskarp uden at blive kritisk på en moralsk eller irettesættende måde. Jeg forestiller mig også at Aburas, som Panduro, har potentialet til at blive en rigtig danskundervisningsklassiker. Der er masser af stof til ungdomsuddannelserne og folkeskolens ældste klasser. Og titlens og omslagets meta-ironiske legen med læserens genreforventninger er en vigtig del af dette potentiale.
Selv bliver jeg ikke for alvor tændt af Aburas’ prosa. Jeg morer mig, som over en kras kronik eller et vittigt debatindlæg. Jeg er fuld af sympati over for emnevalg og projekt og imponeret over hendes evne til at bevare kompleksiteten og nuancerne i en sådan fremstilling – det bliver aldrig forenklet eller skingert. Aburas formår at formidle et politisk engagement og giver et vigtigt spark til den middelklasse, hvor både hun og jeg selv ligger lunt. Og jeg synes også, at det konceptuelle greb omkring bogens titel er sjovt, som det leger med læserens forventninger til læsningen. Men det forbliver for spinkelt eller påklistret til for alvor at løfte bogen et andet sted hen. Jeg havde samme fornemmelse med hendes forrige roman, DEN SVÆRE TOER– bogens metagreb var sjovt (at det italesatte bogens position som kommende efter den roste debut), men på en eller anden måde fik meta-ironien det hele til at klinge lidt uforpligtende og bidrog til bogens forglemmelighed. Det er ikke fordi, jeg er imod konceptuelt spræl – tværtimod. Men i Aburas’ tilfælde kunne jeg godt ønske mig, at det satte sig igennem i stoffet som andet end indpakning. Det er måske uretfærdigt, for at foregribe eller diskutere med receptionen af egne bøger på den måde er friskt tænkt. Det er imidlertid udført med en flagrende påhitsomhed, som jeg hurtigt bliver færdig med.
Det er som jeg ser det, altid i en eller anden udstrækning politisk, når litteratur afdækker eller undersøger mennesker eller forhold i vores samfund mere indgående, end til eksempel journalistikken har for vane. Og således er de bøger, der fortæller flygtninges historier, som man i både Sverige og Danmark er begyndt at se flere af, for mig at se ikke mindre politiske end Aburas’ roman. De kaster nemlig lys over historierne, som ligger bag hvert enkelt tal i statistikken og på den måde motiverer de til handling eller menneskeligt engagement (læs f.eks. Johannes Anyuru EN STORM KOM FRA PARADISET eller Zilan B.’s MIN HISTORIE). Men det særlige ved POLITISK ROMAN, hvis vi skal se den som ‘politisk litteratur’ er, at Aburas i sin parodi på de privilegeredes forsøg på at engagere sig politisk lykkes med at få koblet engagementet i det nære sammen med det politiske engagement. Det, der rækker ud over dig selv og din egen familie.
På trods af, eller måske netop i kraft af, personernes hykleri og den konkrete politiske handlings umiddelbare nyttesløshed, bliver det en pointe i romanen, at nogen gange må man engagere sig. Også selvom verden er mudret, og ingen handling kan stå som helt igennem meningsfuld og fri for al dobbeltmoral. Og det selvom hverdagens opbud af små og store problemer er tilstrækkeligt til at optage os alle.
Robert vil engagere sig politisk, men formår, trods sin ‘handlekraft’, ikke at engagere sig menneskeligt. Hverken i sine egne børn eller i den skjulte flygtning. Rebecca vil derimod fokusere på det nære, hun vil bare gerne have et ordentligt forhold til sin vrede teenagesøn, Oscar, og havde helst lukket alt andet ude. Men dels kan det ikke lade sig gøre at lukke af, idet hverdagen konstant tvinger hende til at forholde sig til alskens andre mennesker. Og endnu vigtigere, så udgør den politiske handling i romanen faktisk en mulig bro til hendes søn, som hun eftertrykkeligt brænder. Fra læserens synsvinkel er det oplagt, at Oscars sparsomme interesse for flygtningen Amir kunne have vist Rebecca en ny vej ind i sønnens liv. Men på grund af sin indifferens over for Amir og hele projektet, føler hun sig, som i citatet til højre, kun yderligere truet af forbindelsen mellem ham og sønnen, og hendes og Oscars veje skilles mere og mere uopretteligt som romanen skrider frem.
POLITISK ROMAN er en – ja – politisk roman. Og trods sin lidt uforpligtende konceptualitet fungerer dens samtidssatire i henhold til alle parametre: den er ond, morsom og vækker til eftertanke. Og Lone Aburas’ litterære engagement fremstår både sympatisk og rettidigt.