Syng os om vreden – Tahar Ben Jelloun DET ARABISKE FORÅR
Jelloun forsøger med lige dele satire og indignation at sætte ord på de oprør, som siden årsskiftet har rystet flere af de arabiske despotier. Det lykkes ham rigtig godt.
Citat
Begivenhederne i Tunesien og Egypten er udtryk for en protest af moralsk såvel som etisk art. Det er en total og benhård afvisning af autoritarisme, korruption, tyveri af landets værdier, afvisning af nepotisme, af favoritisme, af ydmygelser og af den illegitimitet, der var forudsætning for at disse statsledere, hvis metoder står i stor gæld til mafiaens, overhovedet kunne komme til magten. Det er en protest for omsider at få etableret en smule moral i et samfund, som i den grad er blevet udnyttet og nedværdiget.
Derfor er det ikke en ideologisk revolution, vi har med at gøre. Der er ingen leder, ingen chef, ikke noget parti, der bærer revolten frem. Det er millioner af almindelige borgere, der er strømmet ud på gaderne, fordi det blev for meget! Det er en ny type revolution: spontan og improviseret. Det er nye sider i historien, der skrives fra dag til dag uden overlæg, uden fusk og forfalskning. Som et digt der skrives under diktat fra livet i kamp for bedre tider.
Den 17. december 2010 satte den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi ild til sig selv foran en officiel bygning. Han blev heftigt forbrændt og døde 18 dage senere af sine brandsår. I mellemtiden var verden gået i brand omkring ham, og uden at vide det blev han gnisten, som antændte en krudttønde og forårsagede en bølge af oprør i den arabiske verden.
Tahar Ben Jelloun tager udgangspunkt i den tragiske historie om Bouazizi i sin nye bog DET ARABISKE FORÅR, som består af nogle korte essays om tilstanden i Nordafrika og Mellemøsten og en novelle om frugtsælgerens vej mod sit desperate selvmord. Den fattige og underkuede tuneser er altså omdrejningspunktet, og frem for alt udmærker Jellouns bog sig ved, at den får sat ansigt og følelser på flere af de individer, man på afstand af begivenhederne ofte betegner som ’befolkningen’ eller ’folket’.
Den knugende uretfærdighed føles på egen krop, når man læser om de prøvelser, som fik Mohamed Bouazizi til at brænde sig selv og hans landsmænd til at rejse sig i protest. Den større fortælling om demokrati mod autokrati bliver kun bedre og mere relevant, når den enkelte demonstrant træder frem som menneske, og læseren får anskueliggjort de forhold, under hvilke den menige egypter, tuneser eller libyer har måttet leve i så mange år.
Bogen sælger dog ikke sig selv på alvor alene. Som optakt til sin overflyvning af de arabiske samfund kravler Jelloun ind i hovedet på den egyptiske eks-diktator Hosni Mubarak og den tidligere tunesiske enevoldshersker Zine Ben Ali. De to aldrende mænd beskrives med en bidende satire som forfængelige fjolser, der midt i en tidevandsbølge af utilfredshed mest af alt bekymrer sig om deres grånende hårpragt. Senere bliver der også plads til et ubetaleligt portræt af den libyske galning Gaddafi:
– Ligesom Ben Ali og Mubarak tillægger Gaddafi sit udseende meget stor betydning. Han elsker sig selv, hans narcissisme er grotesk. Han elsker tøj. Han skifter tøj op til tre gange om dagen. Han går altid med skudsikker vest. Det siges, at selv hans turban er skudsikker!
Disse beskrivelser af de nordafrikanske autokrater fungerer glimrende som modvægt til den anderledes dystre historie om vold mod og undertrykkelse af civilbefolkningen. I bogens sidste del tager Jelloun skridtet fuldt ud i beskrivelsen af Mohamed Bouazizi. Novellen MED ILDEN handler om de ydmygelser, der får den fattige tunesers drømme til langsomt at krakelere, og som til sidst munder ud i den voldsomme manifestation af afmagt foran guvernørpaladset.
Historien er fint skrevet, men den virker for manieret, og formålet træder for tydeligt frem. Forfatteren har simpelthen været så ivrig efter at få så mange nedværdigende forhold med, at fortællingen kommer til at lide under de tvungne elementer. Dermed ikke sagt, at novellen ikke opfylder sit formål. Man føler oprigtigt med Bouazizi, og vreden over politiets magtmisbrug og magthavernes ligegyldighed kryber langsomt fra mellemgulvet op imod brystet.
Man bliver måske ikke meget klogere på de årsager og følgevirkninger, som kendetegner det arabiske forår, men man sidder tilbage med en følelse af at have forstået vreden hos de mennesker, som driver det fremad.
