Tænk, før du tweeter – Jennifer Egan SORT BOKS
Det er godt tænkt at skrive netop en spionroman i tweets. Jennifer Egan forstår at udnytte formatets potentiale.
En mand, der er kendt for sin grusomhed, kan stadig udvise stor omsorg, når han hjælper sin skønhed ned i en vippende speedbåd.
Han vil måske tolke hendes tøven om at gå om bord som en frygt for at falde i vandet.
Modstå impulsen til at spørge, hvor I skal hen.
Prøv, i tilfælde af ængstelighed, at fremkalde en fjoget fnisen.
Lokaliser din Personlige Beroligelseskilde og brug den.
Hvis du har en twitterprofil, har du nok prøvet det: at sidde og skære ned og bande begrænsningen på 140 tegn pr. tweet langt væk. På Twitter skal du være præcis og velovervejet, når du skriver, og det kan være lidt af en udfordring, hvis du har meget på hjerte. Jennifer Egan har taget udfordringen op og skrevet SORT BOKS – en hel roman i twitterformat.
En kvinde er sendt ud for at spionere. Hun skal foregive at være en Skønhed, den slags der tilhører de magtfulde mænd på strandene ved Middelhavet. I virkeligheden er hendes krop en sort boks, der sender oplysninger hjem til USA om hendes Tildelte Partner. Det er en farlig mission, hun er på, og den kræver præcise instrukser og overvejelser om alt, hun vil eller kan komme ud for som spion. SORT BOKS er hendes logbog.
Dette er mit første møde med Jennifer Egans bøger, og det antal spionromaner, jeg har læst, kan tælles på én hånd. Til gengæld har jeg en twitterprofil og synes, at lige præcis dét sociale medie kan noget særligt – fordi man ikke kan alt herinde og er nødt til at tænke, før man tweeter. Jeg forstår godt, at en forfatter fristes til at kaste sig ud i en roman af tweets, for eksperimentets skyld.
Nu er det langt fra altid sådan, at en bog bliver god, bare fordi forfatteren fik lyst til at eksperimentere. Men SORT BOKS er vellykket, og det er den, fordi historien passer til formatet. Det er nemlig rigtig godt tænkt at tweete en spionroman, for en spion skal, ligesom et tweet, være velovervejet og præcis. Hun kan ikke tale udenom eller tale over sig.
Egans spionskønhed kender kun meget lidt til de mennesker, hun er omgivet af, og hun afkoder dem og genanalyserer missionens forløb tweet for tweet:
– Hvis du ønsker at undgå kropslig intimitet, vil synet af en speedbåd bringe lettelse, trods de utallige nye problemer, den præsenterer./Hvis ingen ord veksles mellem din Tildelte Partner og speedbådens kaptajn, var deres møde sandsynligvis aftalt forud.
Der er mange instrukser – faktisk næsten ikke andet – men der er tale om refleksive instrukser, der tegner konturerne af et menneske bag den kølige spions facade:
– At forestille dig selv som en lysprik på en skærm, er sært beroligende.
(…)
Hvis det beroliger dig at forestille dig, at din mand følger din lysprik, så forestil dig det.
Egans spion er mere end en sort boks med informationer til den amerikanske efterretningstjeneste. Hun er en meget ung kvinde, der har en mand derhjemme, og som i missionens farligste øjeblikke klynger sig fast til det løfte, hun har givet sig selv om, at hun skal vende hjem til ham, så de kan få et barn sammen.
Når der er blevet plads til så meget info om hovedpersonen i den bare 102 sider lange roman, skyldes det, at Egan forstår at udnytte formatets potentiale. Direktiver og huskelister er kraftfulde, korte og, hvis de bruges af en forfatter, der har gennemtænkt sit projekt nøje, meget informative.
Egan fanger dermed netop det, Twitter kan: levere korte, præcise optegnelser, der løfter lidt i gardinet og giver indblik i ellers helt utilnærmelige menneskers liv.
