Tænk over danskheden – Henrik Marstal BORGER I SMILETS LAND, BENNY ANDERSEN OG DANSKHEDEN
At definere danskheden er et vigtigt emne i mange sammenhænge for tiden. Med sin bog BORGER I SMILETS LAND forsøger Henrik Marstal at beskrive og diskutere den ‘bennyandersenske’ danskhed, som en åben danskhed. Desværre bærer bogen præg af en åbenlys genreforvirring og en række subjektive og politiske kommentarer, der ikke altid er velbegrundede.
Lad mig starte med at slå fast, at Henrik Marstal ved en masse om Benny Andersen. Derudover har han også tænkt en del over, hvad danskhed er.
I BORGER I SMILETS LAND, BENNY ANDERSEN OG DANSKHEDEN beskriver Henrik Marstal den ”bennyandersenske” danskhed. Forfatteren gentager mange gange, at Benny Andersens danskhedsbegreb er meget nuanceret og åbent, og at det står som modstykke til det, som Henrik Marstal kalder ”Dansk Folkepartis modernitetsforskrækkede klyngen sig til forældede værdier”.
Men det er som om, at Henrik Marstal skriver løs uden at skænke valg af genre og målgruppe en tanke. Nogle steder virker det så forvirrende, at bogens pointe går af fløjten.
Henrik Marstal blander poesi, politik, forskning m.m. og sidestiller disse forskellige områders udtalelser på en måde, der ikke er velargumenteret, men blot subjektiv.
Det er som om, at Henrik Marstal har en diskussion med sig selv om Benny Andersen og danskheden set i et politisk perspektiv, hvilket er et interessant og frugtbart emne, men denne diskussionsform virker ikke – i hvert fald ikke på skrift – da de mange sammenligninger, associationer og personlige politiske kommentarer forstyrrer mere end de krydrer. Sproget i sig selv er dog letforståeligt, men med mange gentagelser.
Selvom temaet i bogen er at beskrive hvad danskhed er ud fra Benny Andersens digte og udsagn, så overtræder Henrik Marstal denne ellers udmærkede afgrænsning, og fremfører som sagt egne politiske kommentarer, og man spørger sig selv om han ville have skrevet en politisk debatbog, eller et uhyre langt essay?
Og pludselig midt i det hele giver han en mindre dom over Benny Andersens ”Den hvide Due”, som han betegner som en mindre interessant udgivelse på grund af de sentimentale og idylliserende skildringer, og man spørger da sig selv hvorfor han nu benytter anmeldergenren?
Der er altså tale om en genreforvirret udgivelse, hvor Henrik Marstal bruger Benny Andersen som våbenskjold for selv at få luft for den selvtilstrækkelige og fremmedfjendske danskhed, som han tydeligvis synes nogle danskere er et eksempel på.
Emnet er aktuelt, men Henrik Marstals form er ikke vellykket.
