29 resultater
Der er ikke meget håb i Caspar Erics ret så gode, men også lidt ujævne, digtsamling nummer tre, der sorgfuldt og vredt skriver om depression, selvmord og sproglig afmagt.
Af Laurits Nikolajsen.
Heiner Müller skriver digte om kroppen og samfundets vedvarende forfald der peger på sammenhængen mellem før og nu.
Af Simon Holm Pedersen.
Som altid er Simon Grotrians poesi en himmelflugt gennem forvirret skønhed. Synerne er både svale og kaotiske. Denne gang handler det om at prøve at stole på dem.
Af Victor Ovesen.
Med sin kønskulrede digtbog har Sofie Diemer begået en fin og forpustet debut. Det er 2016, og ensomheden kan stadig ikke knaldes væk.
Af Victor Ovesen.
Seneste installation i Sternbergs tidsalderserie tager ideen om det perfekte til dens absurde yderpunkt. Som et sirligt Bayeux-tapet fra en tid, der er for god til at være sand – eller sund for nogen.
Af Victor Ovesen.
Grotrians poesi kører videre på sit eget spirituelle brændstof. Vi der ser på, holder vejret – alt imens digteren vælter sig i poetisk inkongruens og ender med at have gjort det igen.
Af Victor Ovesen.
OG – FORSLAG spænder over alverdens emner fra sørøveri til stetoskopets opfindelse til kannibalisme og mord. Alligevel er det en spinkel bog, sætningerne forsvinder for hurtigt igen.
Af Benedicte Gui de Thurah Huang.
Godt nyt fra dansk lyriks mest mytiske salmedigter: Det simrer stadig i det hinsides!
Af Victor Ovesen.
Farrokhzads VITSVIT foreligger nu på dansk. Poeten og debattøren trækker de sort-hvide fronter op for at prøve at tale fra netop den grænse. Selve teksten kunne have brugt lidt poetisk kontrastfarve.
Af Victor Ovesen.
Nervernes adresse er kroppen og dens nære slægtning sanseligheden. I NERVERNES ADRESSE bliver vi budt et forundret og fint velkommen til dér, hvor Lea Marie Løppenthin bor.
Af Mette Hammerich Caserta.