29 resultater
Brixvolds digte fortæller i salver af adjektiver og sammensyede ord. Det går hidsigt råbende og farligt derudaf, men de taber desværre kraft netop i viljen til at beskrive.
Af Nanna Storr-Hansen.
Sværen skriver distinkt og dog gådefuldt om billeder og ord. Han binder mangfoldige teksttyper sammen, og digtene får lov til at veje på siderne. DRONNING AF ENGLAND er en sjælden bog, som man læser koncentreret, til man er ør.
Af Benedicte Gui de Thurah Huang.
Med få måneders mellemrum sender Rasmus Halling Nielsen to digtsamlinger på gaden, hæsblæsende, følsomme og umulige at bevare overblikket over. Ligesom mandens øvrige produktivitet.
Af Solveig Daugaard.
Catherine François debuterer med knappe digtsekvenser, der på en legende måde undersøger det intime via et punktligt, organiserende greb. Legen ender dog lidt slapt.
Af Nanna Storr-Hansen.
Bukdahls nye digte råber op og ter sig som de urolige drenge i klassen og skygger således for den mere tænksomme og stille Lars, der faktisk har rørende og enkel poesi at byde på.
Af Kristoffer Holm Pedersen.
Linsen er slebet når Bredsdorff kigger dybt i sjælens mørke gemmer. Igen har han skrevet et fremragende stykke litteraturhistorie.
Af Carlos Dahl Kofoed.
7-9-13 for, at Grotrian fortsætter med at levere blå heste og ingefærstrande, og et rent 13-tal for hans nye digte.
Af Victoria Westzynthius.
At læse Ole Sarvigs digte er ikke spor sjovt. Men det er bestemt heller ikke meningen!
Af Kristoffer Holm Pedersen.
Der er ingen der skriver Henrik Nordbrandt-digte bedre end Henrik Nordbrandt. Men måske er Nordbrandt selv blevet lidt for dygtig til det?
Af Kristoffer Holm Pedersen.