33 resultater
Bjørn Rasmussen har skrevet en ung forældreløs bulimisk skuespillerindes dagbog. Hun kæmper efter eget udsagn mod en ‘sværdhævdende normalitetshungrende optik’, og den kamp er en sindssygt god roman.
Af Lean Pejtersen.
Selv om den ikke giver svar på, om det ville være en fordel eller ej, hvis vi udviklede vinger, er Morten Søndergaards nye digtsamling en udforskning af kroppen og verdens grænser. Det er en virtuos legende nysgerrighed, der driver sproget. Det er fedt!
Af Mona Munck-Lindblom.
Det er ikke alle digtsamlinger, der ikke bare tåler at blive læst to gange i rap, men som næsten kræver det. Daniel Dalgaards debut opholder sig ved sprogets logiske fundamenter og indbyder til analytisk driftsudfoldelse.
Af Anna Møller.
Llambías fortsætter dagbogsbogsbekendelsen i sonetform, hvor forrige års MONTE LEMA slap. Men forgængerens ansatser til tematisk strukturering, research og forsøg på at debattere seriøst er borte, og opløsningen mere radikal – der står alt og ingenting i de sonetter.
Af Solveig Daugaard.
Den debuterende Olga Ravn æder sig med sin digtsamling sultent igennem andet end bare lyng. Hun kaster sig også grådigt over Tove Ditlevsen, pigekroppen og sprogets grammatik.
Af Birgitte Duelund Pallesen.
Åh ja, den gode gamle afsender og modtager. Hvor stor en betydning bør de to størrelser have, og i hvor høj udstrækning formår en tekst rettet mod sig selv at påvirke sin læser? I FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI strækker de bedste tekster sig udover deres egne grænser og afdækker et isbjergsindhold, der kun lige rager op af skriftens hav.
Af Anna Møller.
Karaktererne i Naja Marie Aidts debut som romanforfatter kalder situationen for absurd. Det er heller ikke helt ved siden af, dog kunne man have ønsket sig noget mere substans, så STEN SAKS PAPIR ikke virkede ligeså lemfældig som resultatet af legen med samme navn.
Af Mona Munck-Lindblom.
På sprogets scene danser et druknet hjerte med tålmodige læger, spindoktorer og mødre, der lyver, og mens alle taler forbi hinanden, taler Stine Pilgaard til mig.
Af Anna Møller.
LILLE HJERTE er egentlig en noget uoriginal fortælling, men et spændende persongalleri giver den tilstrækkelig særpræg til at gøre den værd at læse.
Af Mona Munck-Lindblom.
Ord sprøjter voldsomt ud af et sår, der havde dannet skorpe, men nu er revet åbent. Det er ikke behagelig læsning, men det er vanvittigt velskrevet og langt sin Montana-nominering værdig.
Af Anna Møller.