13 resultater
Jørgen Leth og cykelanekdoter; nævn en mere ikonisk duo. Det er svært hvis man både er sports- og litteraturinteresseret. Det er langt lettere, hvis man kun er én af delene, men så er værket “Der var engang en mand som hed Fausto Coppi” til gengæld også et, man bør springe over.
Af Jonas Reebirk.
Jørgen Leth skriver med smittende fascination om sine helte i bind nummer fire af sin selvbiografi, MINE HELTE, der er en kunstnersjæls vidtfavnende og mod-verden-rettede katalog over spændende personligheder.
Af Laurits Nikolajsen.
Lars Movins samling af Jørgen Leths avis-skriverier fra 1960’erne er en fin præsentation af den unge spørge-Jørgen på vej frem i verden, et godt tidsbillede – og en noget ujævn læseoplevelse.
Af Gudrun Hagen.
Jørgen Leth skriver som få om sorg og bordtennis og livets andre store spørgsmål.
Af Martin Lykke Nielsen.
Er det interessant at læse om en gammel digter, der leder efter sproget og i øvrigt kun begejstres, når Roger Federer slår en perfekt baghånd? Når det er Jørgen Leth, der skriver, er det.
Af Jonas Kleinschmidt.
Debutanten Christel Wiinblad portrætterer populærkulturelle kendisser og Villy Sørensen, idet hun kun tør gisne om det vilde og farlige.
Af Søren Langager Høgh.
Sådan angrer han. Ikke. Jørgen Leths nye erindringer kører ufortrødent videre, uden helt at nå op hvor etteren slap.
Af Kristoffer Holm Pedersen.
En film om angst, uhygge og sjælens misere, kort sagt Jørgen Leth anno 1993.
Af Lauge Larsen.
Selv ikke noget så uberegneligt som en hel dags tørvejr kan stoppe litteraturen. Den sejler ufortrødent din egen sø. Også på Roskilde Festival.
Af Lauge Larsen.
Fra Peru til Rusland kender litteraturen ingen grænser, men det gør DEN BLÅ PORTs efterhånden skabelonagtige sammensætning til gengæld. På en god mintgrøn måde.
Af Søren Langager Høgh.