50 resultater
Efter succesen med DOPPLER og VOLVO LASTVAGNAR har Gyldendal udgivet Erlend Loes debutroman fra 1993. Det er en god ide, for dens første tredjedel er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har læst.
Af Martin Baake-Hansen.
Hvordan kan det være, at vi føler trang til at dvæle ved noget, der som udgangspunkt kun fylder os med intens afsmag eller rædsel?
Af Martin Baake-Hansen.Svinebørster, bøsser og hundepsykologi er altsammen noget af det, der går op i en højere enhed i denne norske feelgood-roman.
Af Anne Sæhl Sørensen.
I en (temmelig) selvstændig fortsættelse af sin roman DOPPLER (2004) udvider norske Loe bekendtskabskredsen og refleksionsniveauet en smule, men fortsætter ellers i vanlig suverænt humoristisk stil.
Af Anne Vindum.
Linn Ullmann skildrer den varme, solbeskinnede barndom på øen i Østersøen, så man kan dufte græsset, mærke sveden på panden, og så man får ondt i maven over de problemer, man møder som barn på Hammarsö.
Af Redaktion.
Hvad der begynder som en roman om afmagt, manglende sprog og raseri ender som metalitteratur, hvor forfatteren åbenlyst vedkender sig sit bedrag og alligevel på imponerende vis snører læseren endnu en gang.
Af Lauge Larsen.
Fortællingen om en morfar og hans barnebarns fælles kamp mod fortidens forbrydelser er en bittersød karamel, der klistrer klæbrigt til ganen. Forbeholdt læsere med smag for Werthers Echte.
Af Christina Mellios.
Så er Jan Kjærstad tilbage, hvor han slap Jonas Wergeland i OPDAGEREN. Med en magisk fortællende stemme spinder Kjærstad sin læser ind i en fantastisk fortælling om en antihelt, der forsøger at erobre skønne og kloge kvinder, nye teknologier og et helt Europa. Ved årtusindeskiftet bestemmer den næsten 50-årige Alf I. Veber sig for at… Læs mere
Af Redaktion.
De norske mænd forstår at skrive store romaner, der på smukkeste vis fortæller om livet, døden og kærligheden i barndommen og i Oslos gader. Det er fortællinger om små drenge, der bliver påvirket af stærke kvinder. Det er poesi og kunst i tykke prosabøger. Det er Jan Kjærstad, Lars Saabye Christensen og Ketil Bjørnstad. Hvor er det godt, vi har dem.
Af Redaktion.
Som læser skal man holde tungen lige i munden. Mister man koncentrationen et øjeblik, er man fortabt i romanes enorme netværk af handlingstråde. SIMENS STORME er depressiv og ubehagelig læsning, men der er belønning til de tålmodige.
Af Victoria Westzynthius.