Tak, Brian! – Herman Bang VED VEJEN
Hvis blot alle kanoner sagde ‘Bang’, i stedet for ‘Bum’, ville verden være et bedre sted at leve. Der ville dog formentlig ikke blive udgydt færre tårer! I hvert fald ikke, hvis skytset var VED VEJEN, som er blandt de 12 litterære værker, kulturministerens kanonudvalg har udpeget som must-reads.
Citat
– Hm – sagde Katinka igen – jeg saa hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpituret…
– Hvor ser jeg dem endnu – alle Ansigterne – alle…
– Hvor jeg græd…
Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa’ hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.
– Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.
– Ja, Tiden gaar…
– Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:
– Ja, sagde hun og fo’r let sammen.
Og lidt efter:
– Her har man jo – sit Hjem.
De sad atter tavse.
Bai kom ind i Haven. Man kunne høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj – og før havde der været saa stille i Tusmørket.
– Jeg henter glassene, sagde Katinka.
– Ja – dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie…
Scene 1: Typisk teenager-værelse i starten af 90’erne med Beverly Hills 90210 plakater på væggene og røgelsespinde i hjørnerne. Bøjet over et skrivebord sidder en stortudende pige og læser.
Scene 2: Typisk honeymoon-hotelværelse på Azorerne med udsigt over havet og maritime billeder på væggene. På sengen ligger en stortudende kvinde i slutningen af 20’erne og læser.
Fællesnævnere? Samme kvinde, samme bog! Knap 15 år siden er det, at undertegnede første gang læste Herman Bangs VED VEJEN, men tusind drømme fattigere og en masse akademisk blaserthed (plus et styk nyerhvervet ægtemand) rigere er effekten – o fryd – den samme den dag i dag: spandevis af tårer!
Delkonklusion 1: Anmelderens snart 29-årige sjæl er endnu ikke tørret ind! Delkonklusion 2: Meget kan man sige om Brian Mikkelsens kanon, men hvis den kan få det danske folk til at læse eller genlæse Herman Bang, har kulturkrigsministerens korstog mod den forhærdede hob af landsforræderiske, relativistiske tidselgemytter bestemt ikke været det rene idioti, om end ikke just en Guds velsignelse.
Faktum er under alle omstændigheder, at Gyldendal har fundet anledning til at genudgive VED VEJEN, og det bør så sandelig inspirere til at genopfriske et smukt bekendtskab, måske et af de allersmukkeste bekendtskaber i dansk litteratur.
I resumé er det også et af de mest himmelråbende banale: Forsømt og ordknap stationsforstanderhustru møder nydelig og ordknap lagerforvalter. Sød, men absolut uforløst musik opstår. Lagerforvalter rejser. Stationsforstanderhustru dør. Bipersoner: gamle pebermøer med små hunde, giftelystne unge piger og deres hysteriske mødre.
Og så alligevel. Og ja, så også netop derfor. Med et minimum af drama og et overmål af dvælen ved det provinsielle dagliglivs trivielle detaljer og indholdsløse konversation skaber Herman Bang et sandt mesterværk, som uden at gøre væsen af sig brutalt æder sig ind i hjertekulen på sin læser og sætter sig dér som en stor, sort knude af melankoli, fortvivlelse og sorg. For ikke blot er Herman Bang elegiker, han er også benådet med en dæmonisk sans for det fatale i det banale. Hos ham knuses liv og forandres skæbner i de umærkelige øjeblikke mellem kaffestellets nervøse klirren og bornholmerurets adstadige slag – uovertruffent, mesterligt, kanonisk, så selv den største kyniker må bøje sig dybt i sit tørre ler og græde.
Så tak til Brian for hans befaling om at holde mandtal over den bedste danske litteratur gennem tiderne. Det er længe siden jeg har grædt så dejligt. Kom i gang, dansklærere! Flere tårer i pensum, tak!
