Taktile himmellegemer – Bruno Schulz KOMETEN
Bruno Schulz’ fortælling er rig på sceniske himmelskildringer, teksttaktile greb, flydende billeder og familieanekdoter. KOMETEN har et skær af science fiction og heksende trylleri.
Citat
Med sammenknebne øjne stillede min far skarpt og så nu pludselig for sig en rund, schweizisk ost fuld af huller, bleggul var den i det skarpe lys og dækket af udvækster som en hvid spedalskhed (…) Min far gøs, da han indså sin fejltagelse, nej, dette var ikke en schweizisk ost, det var uden tvivl en menneskehjerne, et anatomisk hjernepræparat med hele sin komplicerede struktur (…) Den grå substans og de små granulationer afslørede tydeligt for min far, at det var et embryos konturer, der skinnede igennem, det lå omvendt i den karakteristiske kolbøttestilling, og med de bittesmå knytnæver holdt op foran ansigtet sov det saligt i det lyse fostervand.
Bruno Schulz (1882-1942) var en polsk-jødisk forfatter, han nåede at udgive to novellesamlinger KANELBUTIKKERNE (1934) og SANATORIET UNDER TIMEGLASSET (1937). Schulz var påvirket af Kafkas forfatterskab og oversatte desuden PROCESSEN. KOMETEN blev trykt som selvstændig fortælling i et tidsskrift i 1938. I 1942 blev Schulz skudt på åben gade af en tysk SS-mand.
Bruno Schulz’ fortælling KOMETEN er et billede af en tid, hvor troen på videnskab og mekanik er vundet frem, men hvor de teknologiske opfindelser endnu befinder sig i magiens trylleskær. Jegfortælleren skildrer årets sidste vintermåneder, sin fars begejstring for elektromagnetisme, onkel Edwards forvandling til en ledning og kometens snarlige komme, der betyder jordens bratte undergang.
Ved fortællingens begyndelse er vinteren ved at gå på hæld. Over de første sider berettes der scenisk om himlen, der bliver lysere som sukker, om månen, om vinden og om de ildebrande, der af og til bryder ud i byen. Fortællerens blik svæver alvidende over byens tage, mens den ene beskrivelse tager over for den anden i en bevægelse, der kunne minde om dominobrikkers færd over gulvet. Sproget er rigt og fuldt af sammenligninger, trods det er sætningerne ikke tunge, de driver fremad i højt tempo. Det er en spændt og forventningsfuld åbning; noget går svanger, noget vil ske.
For eksempel kunne blæsten rive et tagvindue op og blotlægge en ung pige:
– Skorstensfejere løb hen over byens tage og svalegange under en irgrøn, forreven himmel. Mens de sprang fra tag til tag mellem spir og faner, drømte de af og til fra dette fugleperspektiv, at blæsten rev tagvinduet over en ung piges alkove op, øjeblikket efter blev byens vidunderlige bog smækket i – men den berusende lekture rakte til flere dage og nætter.
Som citatet viser bliver teksten eller bogen brugt som metafor for byen, og den pige man ville kunne belure i alkoven. Sammenligninger til skrift, tekst og bog er på færde gennem hele Schulz fortælling, i det lidt klassiske billede af tiden, der går: ’Herefter bladrede dagene tomt gennem sig selv’ og i den originale beskrivelse nyheden om jordens pludselige undergang, der kommer uventet og tilfældigt: ’uden at have noget mål, nærmest midt i en sætning, uden punktum eller udråbstegn, uden nogen yderste dom’. Her er vi helt nede mellem tegnene.
At gøre selve tekstligheden til metafordomæne kunne snildt blive et dumkløgtigt metagreb, det bliver det bare ikke i Schulz’ fortælling, snarere gør det teksten særligt materiel og taktil, at den indeholder billeder og referencer til sit eget medie.
Bruno Schulz’ KOMETEN er en rig fortælling ikke bare i kraft af sin taktilitet, men også i kraft af detaljer og sidespor. De begivenheder, der fortælles om, er ikke udvalgt som led i konstruktionen af en stram og distinkt fortælling. Visse af dem virker nærmest som overskydende materiale, billeder og anekdoter, der kunne have været hele historier i sig selv, men nu er tilstede som rester og glimt. Det gælder blandt andet beskrivelsen af pigen Adela, hvis hud ændrer farve: ’hendes grå ansigt, der ellers havde haft et fjernt og forårsdrømmende udtryk, blev blussende rødt af vrede og latter’ senere bliver huden skøn og hvid: ’den fik et mælkehvidt skær, en opalnuance, en emaljeglans’. Beskrivelserne af Adela fremhæver fortællingens sanselige øje for farve og materiale.
En anden digression er til Onkel Edwards datter og hendes syn på sin fars skæbne:
– Hvad angår hans datter, så det ud som om hun var begejstret over sin fars løbebane. Men senere tog hun ikke desto mindre en slags hævn over mig og gengældte dermed, hvad min far havde forbrudt, men det er en anden historie.
Fortællingens sidespor er kokette, men også humoristiske, som da fortælleren undskylder for sine malende overdrivelser i skildringen af nætterne op til den forventede verdensundergang, den ekspressive fremstilling ender komisk i forestillingen om det trettende stjernebillede ’Cyklisten’.
KOMETEN beskriver en tids overeksalterede tilgang til videnskaben og dens opdagelser. Det er populært at cykle rundt på ’velocipeder’, fortællerens far eksperimenterer i sit laboratorium for at bevise ’panta rei’, substansens evige kredsløb og onkel Edward reducerer sit selv for at blive en teknologisk installation i familiens trappeopgang.
KOMETEN skildrer angiveligt hysteriet omkring Halleys komet i 1910. Schulz’ fortælling har et skær af absurd science fiction ved sig, den er ingen fremtidsvision, men stærkt optaget af himmellegemer og opdagelser, mindre af psykologiske karaktertræk. Farens optagethed af ’panta rei’, forestilling om at alting er i konstant forandring, genfinder jeg i fortællingens billeddannelse, da faren betragter månen, som flydende ændrer billedkarakter fra schweizisk ost til menneskehjerne til en homunculus.
Bruno Schulz’ KOMETEN er en del af forlaget Virkeligs udgivelsesserie Bestiarium. Den er en fabelagtig fortælling, podet med en særlig komik og med taktil sans for billeddannelse.
