Tante Rifs pludren – Klaus Rifbjerg DAGSTELEGRAFEN
Klaus Rifbjergs nyeste roman er som at sidde ved siden af en gammel tante til en familiefest: pludrende, springende, genkendelig og banal, men med enkelte glimt af sprog- og livskraft undervejs.
Citat
’Dagstelegrafen’ var det første ord, der tikkede ind i hovedet, da bevidstheden vendte tilbage, og hun spekulerede et øjeblik på, hvorfor dette gammeldags og for længst glemte navn på en for længst glemt avis skulle være det første, der meldte sig, da hun vågnede.
Emma Nielsen var ingen passioneret avislæser, så det kunne ikke være derfor. Hun fulgte med som alle andre, lod øjnene løbe op og ned ad siderne i avisen, men hæftede sig mere ved småtingene end de større begivenheder, hvis betydningsfuldhed blev understreget af typografiens format. Selv hørte hun ikke hjemme i kassen med versaler, det vidste hun udmærket, skønt der ikke var noget i vejen med selvfølelsen. Hun var som de fleste hovedperson i sit eget liv, måske endda mere end så mange.
Det er sjældent, man opfatter det som noget positivt: Men der er faktisk en art pludrende kvalitet over Klaus Rifbjergs seneste roman, DAGSTELEGRAFEN.
I adstadigt tempo, ikke for udfordrende og med små, banale pointer, man ikke kan undgå at fange, skrider den lille fortælling roligt frem mod sin afslutning. Det bliver ikke på noget tidspunkt sindsoprivende, men da meget hyggeligt, og det hele gøres udholdeligt af Rifbjergs genkendelige og stilsikre sproglige ekvilibrisme, der med gammeldags udtryk og opfindsomme vendinger er romanens største aktiv. Skrive kan han stadigvæk, Rif.
Har Rifbjerg så fundet noget at skrive om? Nej, ikke rigtig. DAGSTELEGRAFEN veksler mellem fire (måske fem) fortællespor, der hver især følger forskellige medlemmer af familien Nielsen: Bedstemoderen Emma, der lige har mistet sin mand, Richard; Datteren Rie, der arbejder på et reklamebureau; sønnen Carsten, der er soldat i Afghanistan; barnebarnet Anders, der går på Forfatterskolen; og i et enkelt bizart kapitel den afdøde Richard, der i førsteperson fortæller om sin egen obduktion.
Fortællingen følger over et ikke helt klart antal dage familien i deres mere eller mindre (mest mindre) spændende gøren og laden. Der er nogle fortrængte kærlighedshistorier, der er nogle overvejelser om kunsten og livet, der er trods, indestængthed og jalousi, og så er der et skjult familiedrama, læseren ikke får kendskab til før til sidst.
Ingen af fortællesporene fænger dog. Det er der flere grunde til: Personerne er simpelthen for overfladiske og deres relationer utroværdige. Historierne er for små, usandsynlige og ligegyldige. Karikaturerne på kendte personer indenfor kunst og kulturlivet er for platte og kedelige. Og den satire, der vistnok skulle være ”bidende” og ”sarkastisk”, bliver sjældent andet end almindelige og uinteressante udfald mod kendte og gennemtærskede Rif-aversioner som militær, forfatterskole, det moderne reklamesamfund og gud i himlen.
Nej, det er ikke godt, og det næstbedste man kan sige om bogen, er da også, at den er kort: kun 118 sider og derfor rimelig hurtig at komme igennem. Det bedste ved bogen er som sagt sproget, der på trods af den skrantende handling og uinteressante karakterer emmer af overskud, humor og varme.
At læse DAGSTELEGRAFEN bliver derfor ikke ulig at sidde ved siden af en gammel tante til en familiefest: Den pludrer springende og usammenhængende om letgenkendelige og uhyre banale ting, man egentlig godt vidste i forvejen. Men det er sgu meget rart at høre gamle tante Rifs stemme igen. Hvis da bare den havde noget interessant at fortælle.
