Af | 26. august 2011

Tapetet griser ikke – Christina Hesselholdt PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT

Superrealismen indhyller børnebogslæseren i et vattæppe af intime stemninger mellem en mor, hendes datter og deres to lorteproducerende kaniner.

Citat

»Nu må du feje«, siger Solas mor. »Nej, det er dit arbejde«, siger Sola. »Du skal huske at snakke med dine kaniner hver dag«, siger hendes mor. »Jeg glemmer det«, siger Sola, »de er ligesom tapetet«.
»Tapetet griser ikke«, siger mor. Og Sola ser for sig en masse små kaninlorte komme ud af huller i tapetet og rulle ned ad væggene.

Allerede på første side af billedbogen PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT fylder Kirsten Raagaards illustrationer af de to aktuelle og udspekulerede kaniner hele forgrunden, mens de fortællende hovedpersoner, Sola og hendes til tider mere end utålmodige mor, trætte står i baggrunden og ser frem til endnu en dag med kaninlort, kaninlarm og kaninfodring.

Både fortælling og streg rammer altså hurtigt en yderst realistisk linje i nærværende børnebog. Christina Hesselholdt skriver ekstremt konkret realistisk, tempoet er langsomt og stemningen nær og personlig.

I Sola og mors lejlighed handler alt nemlig om de to dominerende kaniner, der kræver alt af både læsers og fortællers opmærksomhed. Fortælleverdenen er lille og tæt og fuld af små, konkrete opgaver, og på mange måder bliver det at holde kaniner meget hurtigt
(tilnærmelsesvist) lige så omfattende som det at få et barn – formoder jeg.

På den vis er der et klart opdragelsespotentiale at hente for både billedbogens Sola og for de børn, der skulle får læst PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT op. Både i forhold til hvad det kræver at holde kanin og hvad det kræver at få en baby for den sags skyld, for i sidste ende handler det vel sagtens langt hen ad vejen om ansvar. PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT handler dermed også om, når opdragelse slår fejl:

– Kaninbogen siger, at kaniner hader eddike og vil holde sig langt væk fra et sted, man har vasket i eddike, men det ved Plet og Langøre ikke noget om. De tisser alligevel.

Da Sola forsvinder ind i en fantasiverden omkranset af dyrebøger – alle i øvrigt skrevet af Hesselholdt selv – sker der for et øjeblik noget med fortællingen. Den tager fantasifuldt form af et eventyr med kaninen Langøre som hovedperson. Raagaards tegninger følger trop og bliver til udsyrede opstillinger med skæve perspektiver. Det er et dejligt afbræk fra den altoverskyggende børnebogsrealisme i resten af PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT.

Her er Sola og Solas mor ligestillede, når det kommer til pasningen af kaninerne, og ofte er det Sola, der har overskuddet.

– ’Hvorfor sukker du?’ spørger Sola. ’Jeg kan godt blive lidt træt af kaninlort’. ’Hold så op med den sukken’, siger Sola, ’du taler alt for meget om kaninlort’.

Det meste af PLET, LANGØRE OG ET BJERG AF KANINLORT handler faktisk om kaninlort. Om de konkrete ting, det kræver af en at holde dyr, og det er skrevet i et letforståeligt sprog med en intim stemning. Den trygge verden, der opbygges mellem mor, Sola og de to kaniner, lader læseren inden for via realistisk dialog og en ekstrem virklighedstro og udførlig beskrivelse af kaniner og deres afføringsvaner.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Børnebog,

Læs også