Tavshedens sprog – Miriam Toews SMÅ UDSVING
Miriam Toews giver sin afdøde far stemme og læseren en fortælling, som bevæger befriet for sentimentalitet.
Citat
Er depressionen også et resultat af ikke at føle sig hjemme i verden og bebrejde sig selv for det? Kan det måske sammenlignes med en voldsramt kvindes oplevelse af, at hun selv bærer ansvaret for sin ulykke, at hun på en eller anden måde er skyld i mishandlingen, og at det måske ville holde op, hvis bare hun var en bedre hustru? Siger et menneske, der er deprimeret, til sig selv, at hvis bare jeg var et bedre menneske, ville jeg ikke være deprimeret, eller siger han, at hvis bare verden var et bedre sted, ville jeg måske stå ud af sengen?
– For en mand der elsker ord, hvorfor kan jeg så ikke tale?
Det spørgsmål stiller hovedpersonen sig selv i canadieren Miriam Toews’ SMÅ UDSVING. Hovedpersonen og fortælleren er forfatterens far, Melvin Toews. Miriam Toews giver ham stemme i en på én gang biografisk og fiktiv fortælling, som er flettet sammen af skriftlige og mundtlige brudstykker, herunder Melvins egne notater, venner og families erindringer om ham og forfatterens fortolkning af sin fars handlemønstre.
Det er fortællingen om en arbejdsom, selvdisciplineret og videbegærlig person, som forsøger at gøre det, han mener er bedst for sin familie, men også for sig selv. Melvin er lærer, og undervisningen er hans liv. Han lever for at indsamle viden, nedskrive den og med smittende entusiasme give den videre til sine elever. Passionen er født af trods. Melvin Toews er maniodepressiv. Han vokser op i en isoleret og dybt religiøs by i det inderste Canada, hvor psykisk lidelse er et tabu.
På trods af sit store engagement i klasseværelset forbliver Melvin tavs på hjemmefronten i længere perioder af sit liv. Sin sygdom taler han aldrig om. Hans frygt for omverdenens dom og for personlig fiasko afføder den tavshed, der præger ham frem til hans død for egen hånd. SMÅ UDSVING er et bud på, hvad tavsheden rummede. Som sådan er romanen et forsøg på at forstå det meningsløse – selvmordet – men i virkeligheden, skriver Miriam Toews i prologen, er der kun ét svar, og det er depressionen.
Romanen når dog aldrig frem til en entydig forståelse. Miriam Toews har før skrevet romaner med selvbiografisk afsæt. Hendes kritik af sin fødebys dogmatisme og konservatisme er også present i SMÅ UDSVING, men synsvinklen føjer nuancer til, som komplicerer billedet af religiøs (selv)undertrykkelse.
Handlingen er på en gang livsbekræftende og livsfornægtende, som polerne i den sygdom, der i dag kaldes, nå ja, bipolar.
Melvins refleksioner over sin egen opvækst, sine forældre og sit eget ægteskab, fremstiller en mand, som er dannet af strenge religiøse dogmer: En mand skal arbejde og forsørge sin familie, han skal passe sin kirkegang, hans hustru skal passe hjemmet, han skal leve et stille, pligtopfylde liv og følge Guds vej. I Melvins barndomshjem er Guds vej en mor, der drikker og forskelsbehandler sine børn, og en far, som stiltiende accepterer det under anstændighedens åg.
Melvin er til dels et spejlbillede af sin far. Kun over for sin kone Elvira åbner han glimtvis op for sit depressive sinds bundløse afgrund. Han lever i selvfornægtelse, og selvom hans mange timer i sengen, uvilje mod mad og konversation afslører hans tilstand, nægter han frem til sit selvmord at forholde sig til sin sygdom.
På trods af det mørke tema er SMÅ UDSVING også fyldt med solskin. Melvins trods mod sygdommen er ikke kun en fornægtelse, men også en bekræftelse. Han fylder klasseværelset med lys og engagement, når han underviser. Han elsker sin kone og sine døtre.
Man kan vælge at være skeptisk over for forfatterens personlige involvering, og hvad den betyder for fortællingens troværdighed. Hvis man vælger ikke at være skeptisk, ser man, måske, at den personlige involvering er underordnet. Det, der fremtræder, er først og fremmest en vedkommende og ligefrem humoristisk fortælling om en mand og et samfund og om sygdom hos både manden og samfundet.
Selvfølgelig kan man ikke ignorere Miriam Toews personlige relation til sin hovedperson. Hun involverer sine egne teenageår, oprør og løsrivelse i fortællingen om Melvins senere leveår. Der er en ømhed i disse beskrivelser, hvor datterens behov for at tilgive sin far skinner igennem Melvins fortællestemme: ‘Måske har jeg alligevel ikke været helt katastrofal som forælder’.
SMÅ UDSVING er også en stille hyldest til skriften og fortællingen som livets meningsgiver. Da Melvin ikke længere kan holde sammen på ordene, da hukommelsen og evnen til at skrive forlader ham, forlader han livet. Den slutning er givet fra starten, men midt i mellem fordrives meningsløsheden, og lyset titter frem.
