Team Danmark-støtte til Niels Frank – MODERNISMEN TIL DEBAT
En forskergruppe på Syddansk Universitet med kontorer i Kolding har i en række KRITIK-artikler blæst til angreb mod modernismens gespenst. De er nu samlet i en antologi, hvor man kan læse, at vi i stedet for modernisme nu skal have det hele med; altså også ikke-modernisme. Men hvor mange strenge er det nu lige, der er i en flerstrenget litteraturhistorie?
Der er udeholdet, Oldboys, med Torben Brostrøm og Steffen Hejlskov Larsen m.fl., som i 60’ernes begyndelse plæderede for en ny og tidssvarende kosmopolitkunst: Modernismen. Så er der hjemmeholdet, Kolding, med Anne Marie Mai og Anne Borup m.fl., som 40 år senere i 00’ernes begyndelse plæderer for, at Oldboys’ plædering er noget betændt vissevasse.
Brostrøms konfronterende modernisme viser sig ved et grundigt marxistisk eftersyn at stå i konspiratorisk ledtog med kulturradikalisme, nykritik og velfærdsstat. Allerede common-use-termen ’modernismen’ siger ifølge hjemmeholdet det hele: Den bestemte endelse tillægger en autoritet, der fuldstændig negligerer andre forestillinger. Tilbage står litteraturens teodicé (Koldings Jon Helt Haarders dåd af en etiket; nemlig at al ond tematik og formalitet i virkeligheden er frugtbærende god) som dét litterære brændpunkt, hvortil al litterær virksomhed 1960-2005 kan føres tilbage.
Denne modernismens litterære geometri har tilsidesat litteratur, som ikke tjener et formål, ikke er ordentlig og ikke vil være opbyggeligt konfronterende. Det kulturradikale korrekseri har været kørt i stilling på bekostning af først og fremmest de proces- og materialeorienterede trends. Med modernismens skyklapper på har litteraturen været tvunget fremad med fornyelsen som det eneste gangbare ideal, hvorfor litteraturen ikke har fået lov til at være mangfoldig – og det skal den så have lov til nu, om det stod til Kolding. For at effektuere mangfoldigheden erstattes ’Modernisme’ med det mere gennemsigtige ‘Modernismekonstruktion’ – undtagen, forstås det, på antologiens egen forside?
Problemet med Koldings Robin Hood-agtige selvforståelse er, at opdagelsen af de glemte poeter er en bedaget opdagelse. Peter Laugesen og Dan Turèll, som det mestendels drejer sig om, havde netop fundet sig det, man i erhvervslivet kalder en nicheproduktion, hvori eksilet er intenderet og motiverende. Modstrøm kræver en strøm, hvorfor mod-modernisme holdes i live takket være modernismens enevælde. Kanoniseringen af de langhårede (og Onkel Danny var jo en karseklippet langhåret) er anderledes sagt en noget speget affære.
Relevant er MODERNISMEN TIL DEBAT for enhver læser, der har færten af nyere dansk litteraturhistorie, men interessant bliver den først rigtig, da 2. geled af kamphaner træder til. KUA-holdet Jan Rosiek og Thomas Bredsdorff lægger ud med at betvivle Koldings pure hensigter: De negligerer vel blot det højmodernistiske værkbegreb for at lade pladsen til buzzword’et ‘Avantgarde’. Mai og Borup er altså ikke en pind bedre end Brostrøm og Hejlskov Larsen. 1-1.
Bredsdorff påpeger gammelklogt, at det alt sammen handler om kampen mellem forskellige fortider, 1-2, og Rosiek ser objektivt verificerbare kvaliteter i det ‘stringente digt’, inden han rigtig får bladet fra munden og maner 60’ernes ‘bogstavlege’ i jorden. Rosiek sparker godt fra sig, for hvad er egentlig pointen i at indhente en avantgarde, hvis drivkraft er at være foran? Er ‘omfavnelsen en kærlig eller kvælende gestus’? 1-3.
Det skulle Rosiek imidlertid aldrig have sagt. Det triggede nemlig the dark horse, Niels Frank. Som et lyn gennem diskussionen for og imod de vise paraplyer sætter Franks flair for verbale overhalinger sig igennem. Kommende læsere kan med fordel gå direkte til side 197, hvor prominente navne som Niels Lyngsø, Erik Skyum-Nielsen og Rosiek selv efter tur hudflettes. For Frank er d’herrer alle so passé i deres kunstsyn, som kort sagt vil genne litteraturen ind i ‘snævre æstetiske kanaler’: Lyngsø anmelder (eller rettere: anmeldte) bøger på Politiken, som de gjorde det for 40 år siden i USA! ’Ka’ du komme til’, tænker man fornøjet, mens måltavlen taler sit eget sprog. 2-3. 3-3.
Frank selv befinder sig sjovt nok på et helt andet opdateret niveau. Tyngden i hans busende litterære vid, der er for stort til provinsen Danmark, kan diskuteres, men han forstår som kun de få at gøre sig sjov og hånende men også klog og skarpsindig på vegne af giganter. 4-3.
Sådan et sportsmandsmod og sådan en teknisk ekvilibrisme er forrygende at sidde overhørig og burde præmieres af Team-Danmark. Så kunne Frank som danmarksmester i modernismedebat komme udenfor landsbyen og stange horn!
