Tegneseriemodernisme – Chris Ware JIMMY CORRIGAN – DEN KLOGESTE DRENG I VERDEN
JIMMY CORRIGAN er, foruden at være formalistisk innovativ og grænsesøgende, en sørgelig og gribende beretning om opvækst, familie og ensomhed. Nu har tegneserien fået sin ULYSSES.
Tegneserien oplever i disse år en kært velkommen forsinket modernisme. Der leges med form og stil for alle pengene, og mediet bliver presset til sit yderste på alle leder og kanter for at se, hvad det kan bære. Det ypperste eksempel på denne strømning finder vi i nærværende værk.
Chris Wares tegneserie handler om Jimmy Corrigan fra Chicago, som ikke er så klog, som man ledes til at tro. Mest af alt er han en ensom, ulykkelig, patetisk mand i 30’erne som har en ekstremt omklamrende mor. Hvad han mangler i det ydre, opvejer han dog for i det indre. Hans bizarre fantasi kører konstant på højtryk, ofte med romantiske drømme om et lang og lykkeligt liv med en udkåren. Jimmys far, som han aldrig har mødt, bryder pludselig Jimmys grå hverdag, da han skriver til ham og inviterer ham hjem.
Mødet mellem far og søn er så tåkrummende akavet og pinligt som noget, og det umage par er plaget af ulykker. Værkets rigtige tristesse rammer dog i den parallelhistorie der kører om Jimmys farfar, også kaldet Jimmy, og hans horrible opvækst i Chicago i 1893. Hans mor døde i barselssengen, og hans grufulde far opdrager Jimmy med hyppige klø og psykisk afstraffelse. Det hele kulminerer med verdensudstillingen i Chicago i 1893. Den storslåede klassicistiske ’hvide by’ står i stærk kontrast til den lille Jimmys hjerteskærende historie og de kummerlige forhold, han lever under.
Tegnestilen i JIMMY CORRIGAN er meget flad og minimalistisk. Det højner faktisk identifikationen med personerne og situationerne og åbner samtidig for nye kompositoriske muligheder, uden at sætte overskueligheden over styr. Ware bruger et utal af mulige og umulige elementer: bittesmå paneler og indstik, mikroskopiske diagrammer der på én side viser en persons livsforløb, klip-ud modeller osv. Hver eneste kvadratmillimeter af JIMMY CORRIGAN er pakket med tekst og billeder, der suger én ind i Wares univers.
Den ironiske tone gennemsyrer værket, fra omslaget der indeholder en tætskrevet brugsanvisning i at læse tegneserier, komplet med en quiz og diagrammer. Men trods den ironiske tone, formår værket at vække den dybeste emotionelle resonans i sin læser. JIMMY CORRIGAN lever faktisk op til betegnelsen graphic novel, for her har vi at gøre med tegneserielitteratur af højeste karat. JIMMY CORRIGAN er et mesterværk og en nyklassiker i tegneserieverdenen.