Teknik er etik – Bruno Latour VI HAR ALDRIG VÆRET MODERNE
At være moderne er ifølge franske Bruno Latour ensbetydende med at skelne skarpt mellem menneske og natur, mellem politik og videnskab. Men hvad med hybride fænomener som genmodificeret majs, forurening eller mobiltelefoner? Måske har vi aldrig været moderne?
Når den franske professor i sociologi, Bruno Latour, ikke underviser kommende ingeniører, skriver han øretæveindbydende bøger. I den første, LABARORY LIFE fra 1979, var Latour taget på antropologisk opdagelsesreje til et naturvidenskabeligt laboratorium i Californien. Hvorfor, spurgte han, ikke kigge på pipetter, bevillinger og videnskabelige kendsgerninger på samme måde som antropologer længe har kigget på pusterør, begravelsesriter og azteker-pyramider? Med dette retoriske og bevidst polemiske spørgsmål i baglommen påviste Latour, hvordan naturvidenskaben, akkurat som sociologien, er nedsænket i et komplekst netværk af influerende størrelser. Latour stod på, at de to discipliner påvirker hinanden symmetrisk, sådan at det sociale ikke blot kan forklare det naturlige, men at det naturlige også kan forklare det sociale.
Tesen om at videnskabelige kendsgerninger også har deres kausalhistorie (at de er betinget af teknologi, biologi, fysik såvel som politik, etik, religion, jura) karakteriserer Latours filosofi, hvis indflydelse har bredt sig langt ud over det socio-videnskabelige fagområde: Vi er forpligtede på at tage det ikke-menneskelige, tingene, naturen og teknologien med på råd. Vi bør acceptere og anerkende kvasi-objekterne; det irreduktible, det medierede menneske. Det er her VI HAR ALDRIG VÆRET MODERNE sætter ind som en slags teoretisk overbygning på Latours empiriske feltstudier.
Ifølge Latour befinder vi os i en vestlig idétradition, der som sin ypperste disciplin har indsat evnen til at kunne adskille det menneskelige fra det ikke-menneskelige. Latour fører denne kutyme langt tilbage i filosofihistorien, og fejer raskt alle fra Kant til Habermas af banen. Kigger man ud af vinduet, opdager man nemlig hurtigt, at det kulturelle og det naturlige er viklet ind i hinanden. I fuld alvor taler man i dag om geo-engeneering, kontrolleret manipulation af klimaet, og hvordan skal man lige rubricere sådan noget? Hvad med gærdselskoven på Langelands sydspids, der er blevet beskåret hvert 5. år siden 1700-tallet og derfor nu er fredet? Er den et naturligt eller kulturelt fænomen? Ja, Latour sender tankerne på udflugt.
Skillelinien mellem kultur og natur stemmer kort sagt ikke overens med virkeligheden. Latour er pragmatisk og stoler på de faktiske hybrider frem for på den postulerende tankemodel, der reducerer alt non-humant til et neutralt instrument til fri afbenyttelse. Det er er etisk forkert, siger Latour. Når man tvangsfodrer gåsen for gåseleverens skyld, glimrer den moderne forfatning ved dels at overdrive tingsliggørelsen af fjerkræet og dels at fortie de økologiske konsekvenser, der før eller siden vil slå tilbage.
Latour gør det komplekse forståeligt. Ikke ved forsimpling, men ved respekt for fænomenernes forviklede natur. De arrogante og bredpenslede kategoriseringer i åndshistorien vil man altid kunne diskutere og ligeså en temmelig vag præcisering af det dragende forslag: ”Tingenes parlament”. Disse smalle steder er på den anden side nok forudsætningen, der tillader Latours imponerende faste greb om vores verden. En verden, hvor tingene og maskinerne i en slags ny-etik bør høres, hvis vi vil forstå os selv.
