Testamente fra en glemt poet – Ingeborg Stuckenberg SAMLEDE VÆRKER
Ingeborg Stuckenberg skriver skyggerne frem i solskinnet og skaber et univers, som er både blidt og brutalt. Liv og værk flettes godt og grundigt sammen i hendes forsinkede SAMLEDE VÆRKER.
Citat
Døvet af Sol! blænded af Sol sidder jeg og klæder mine Tanker; former dem ikke, klæder dem kun i dejlige Farver. Jeg lægger Hænderne bag Nakken og lukker Øjnene, lader Blodets dæmrende Røde dulme mine blændende Øjne; tænker ikke, har ikke et levende Ønske. Det er som en Drøm! (…) Jeg ser igen Solskinnet der strømmer evindeligt med flimrende blinkende Støvstjerner. Det er altsaa virkeligt! – virkeligt! jeg gentager Ordet saa tit til det bliver mig rent intetsigende; noget rent Bavl, noget der slet ikke giver det, jeg vilde døbe min Lykke med.
Nogle bøger er særdeles svære at læse uden at blande ens viden om forfatterens liv og skæbne ind i læsningen af dem. Sådan forholder det sig med Ingeborg Stuckenbergs SAMLEDE VÆRKER. Skulle man ikke vide det i forvejen, så får man det eftertrykkeligt at vide i Hans Otto Jørgensens efterskrift: Ingeborg led en krank skæbne. Som forfatter blev hun underkendt, og som kvinde blev hun undertrykt – og hun endte med at skyde sig selv i det herrens år 1904 i New Zealand. Det er ikke kun kendskabet til denne historie, der gør, at man ser historien gentaget, men også fordi hun rent faktisk og konstant prikker og stikker til den i sine tekster.
Via manden Viggo Stuckenberg var hun forbundet til en fornem kreds af forfattere, bestående af blandt andre Sophus Clausen og Johannes Jørgensen, som med det symbolistiske tidsskrift Tårnet var bannerførere for et litterært nybrud. Det litterære miljø var imidlertid ikke fritaget for datidens kønsroller, og derfor blev Ingeborg Stuckenberg aldrig til mere end en ‘frimodig Søster’, som Sophus Clausen skrev det i et afskedsdigt ved hendes død.
Forlaget Gladiator fremhæver koblingen mellem bibliografi og biografi ved at udgive Ingeborg Stuckenbergs private breve sammen med hendes prosa. Og det hele udgives nu for første gang som SAMLEDE VÆRKER.
Hos Ingeborg Stuckenberg er det skønlitterære kun alt for virkelighedsnært. Selv i det lettest fordøjelige mærker man bitterheden over normernes fatalisme. Således i føljetonen ’Badegæster’, som er det eneste Stuckenberg fik udgivet under eget navn i sin levetid. En ung dansk pige af fornem familie forelsker sig på en sommerferie i Sverige i havnefogedens søn. Den poetiske og lette sommerdrøm forpurres imidlertid af slangen i Paradis, pigens mor, der repræsenterer det onde og indædte klassehierarki, og som gerne ser, at pigen glemmer alt om svenskeren og opfører sig som en ærbar frøken.
Den snigende bitterhed som anes i ’Badegæster’, udarter sig i ’Fagre ord’ til ren apati. ’Fagre ord, en Mosaik’ blev udgivet under Viggo Stuckenbergs navn i 1895. Af Hans Otto Jørgensens efterord fremgår det imidlertid, at Ingeborg frem for Viggo bar det største litterære ansvar for det, der blev til den endelige roman. I SAMLEDE VÆRKER findes Ingeborg Stuckenbergs grundrids til romanen og udkast til dens kapitler. Det tager form af en vekslen mellem skitser og renskrevet tekst og et radikalt skift mellem synsvinkler, eftersom kapitler gentages, omskrives og leveres i flere versioner.
Johannes skæbne i ’Fagre ord’ er på mange måder Ingeborg Stuckenbergs egen. En kvinde fanget af normernes struktur, som ikke kun praktisk fastsætter hendes plads, men også psykologisk styrer hendes selvværd og selvopfattelse. Samfundet fortæller Johanne, at hun er uduelig, og den tanke inficerer hendes sind, så hun til sidst selv tror på det. Hun føler sig tom i sit ægteskab med den lærde Morten.
Særligt den psykologiske skildring er eminent. Tekstens struktur med dens gentagelser har en egen poesi og fortællekraft, som negler smerten fast og nuancerer personskildringerne. Stuckenberg fanger det kaotiske følelsesliv med psykologisk fintfølelse, som i denne lille dialog mellem Johanne og Morten:
-Men jeg synes ikke før, Du har grædt, naar du sang. – Aa, jeg tror, det var fordi, jeg syntes, jeg sad saa ensom. – Men Johanne? Jeg sad jo der ved Vinduet. – Aa, nej, det forstaar Du naturligvis heller ikke, Du sad jo ikke med et Sytøj og skulde forslaa Tiden med Dine egne Tanker.
Og så er der de lyriske ordranker, som danner billeder, man kan glemme sig selv i. Særligt i ’Korte breve fra en lang rejse’. Her skildrer Stuckenberg sin egen emigration til New Zealand, hvor hendes subjektive oplevelser optræder kun i korte glimt. Det er emigrantens tilstand. hun beskriver.
Med tanke på selvmordet i New Zealand føles bitterheden og skuffelsen i de ellers dragende billeder dog stærkt personlig. I stødt tempo driver oceandamperen over Atlanterhavet, Middelhavet og gennem Det Indiske Ocean, før Australiens og dernæst New Zealands kyst glimter i horisonten. Stuckenberg punkterer rejsens mystik og romantik ved at sanseliggøre de monotone og langtrukne dage til søs. Hun punkterer ligeledes emigranternes drømme, der langsomt forvandles til mareridt – ligesom sommerdrømmen i ’Badegæster’ og kærligheden i ’Fagre ord’ gjorde.
Ingeborg Stuckenberg blev som forfatter glemt i sin samtid. Men her er hendes testamente – ordene, poesien og livets skygger som indfinder sig selv i det klareste solskin.
