Testosterontrip – Chad Kultgen EN HELT ALMINDELIG HAN


Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig mand? Nyheden ligger ikke i svaret (sex), men i sproget, der pumpes med så meget mandligt kønshormon, at den måske bliver svær at sluge for de kvindelige læsere.

Citat

Jeg siger, ‘I dit tankeeksperiment ville jeg kneppe den gamle, selvom der ikke var nogen efterfølgende lækker kælling.’
‘Det er fandme klamt mester!’
‘Du ville gøre det samme’
‘Hvad? Nej, det ville jeg kraftedeme ikke!’
‘Jo, du ville. Hvis ingen fik noget at vide, og der ikke var nogen former for risici involveret, hvad rager det så dig, at hun er gammel? Hun har jo stadig en kusse, ik?’
Det går op for ham, at jeg har ret. ‘Jo,..det har hun vel, så jeg ville kneppe hende. Ville du kneppe en hvilken som helst kælling under de samme omstændigheder?’. Mit umiddelbare svar er ja, men rent logisk kan det ikke passe. Jeg helgarderer og siger, ‘Måske ik’ ligefrem hvem som helst. Inden for aldersgruppen 17 til skindød ville jeg nok kneppe omkring 98 % af dem.’

Hvis den helt almindelige mand fra bogen skulle oprette en kontaktannonce, ville den se nogenlunde sådan ud:

– Har lavet et tankeeksperiment med min kammerat og fundet ud af, at der nok er ca. 2 % af USA’s kvindelige befolkning, jeg IKKE ville kneppe. Har dog ikke mødt en endnu, så du har gode chancer…

Afsløring: Den helt almindelige mand tænker på sex, og han vil gøre næsten alt for at få det – måske endda gifte sig til det. Det er der ikke noget nyt i, men det er vældig underholdende, når du først lærer at læse det hormondirrende staccatosprog (se citat).

Bogen regner sig selv for værende i ‘Dick Lit’-genren (andre er Benn Q Holms HAFNIA PUNK, Nick Hornbys FODBOLDFEBER og Jacob Ejersbos SUPEREGO). Altså et modstykke til ‘Chik Lit’-bøgerne, der bombarderede os i 1990’erne. En bog der i en slags dagbogsform løfter sløret for mandens skjulte hjerneaktivitet. På grund af det potentielt anstødelige sprog har bogen fået nyhedens interesse i USA. Det er måske også dens største værdi. Faktisk handler de fleste omtaler af bogen også om den hype, der er om bogen, og ikke om bogen som sådan. Forlaget har nemlig lagt et par sjove og vældigt populære videoklip ud på myspace.com som reklame for bogen. Se dem her:www.theaverageamericanmale.com

Bogens oversætter Jeff Matthews (bl.a. forfatter til HALALITY, der også er skrevet med slang) har sagt til Metroexpress, at der også er et vigtigt budskab i bogen, der burde komme frem. Hvilket?

At fyre tænker meget på sex?

At alle piger vil giftes og dyrke så lidt sex som mulig?

Det første er ikke en nyhed og det sidste er ikke sandt.

Findes der ikke i dag både mænd, der er mere end villige til at etablere sig og som vil sværge, at det biologiske ur ikke kun er en feminin ting OG kvinder der vil bevare den evige singlestatus, så de kan få spænding og bekræftelse igen og igen? Som med ‘Chick Lit’-genren hjælper det ikke stort at hidse sig op over generaliserende kønsrollebeskrivelser, og de er da også kun sjove, fordi der er noget om dem.

Nogen tolker ifølge bagsideteksten bogen som en kritik af det pornoficerede samfund på samme måde som AMERICAN PSYCHO var en kritik af yuppie-samfundet. Chad Kultgen bliver også kaldt for ‘arvtager til Bret Easton Ellis’, og det er sandt nok for så vidt som kvinder konsekvent bliver kaldt for enten ‘klatkrop’ (slickbodies i AMERICAN PSYCHO) eller ‘kælling’. De to hovedpersoner deler også det generelle håbløse syn på livet og medmenneskene. Men der er ikke samme bidende satiriske greb over bogens noget mere simple setup, og der ligger heller ikke samme grumme statement i at lave en hovedperson, der spiller pik og computerspil hver nat som en der begår mord hver nat, og som ignoreres, når han indrømmer det.

EN HELT ALMINDELIG HAN skal ikke beskyldes for at have meget på hjerte, til gengæld bør man nyde det morsomme testosterontrip – lige så længe det varer.

Skrevet af Jannie Schjødt Kold

Har altid tændt på ord og brugte som barn mere tid i selskab med De Fem end med familien. Rykkede til København og læste Litteraturvidenskab og filosofi, og var i en periode også ugens gæst på Teatervidenskab. Startede sammen med Nanna Goul webmagasinet www.litteraturnu.dk Har gennem tre år arbejdet med kommunikation og ledelse for Dansk Røde Kors i hovedstaden og i to år været skrivende webredaktør hos Egmont Magasiner. Nyder nu at sidde i eget kontor på Vestegnen, hvor hun sammen med journalist Marianne Bindslev driver det journalistiske produktionsselskab Westendstory.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *