The bookishness of a book – PASSAGE 57
Seneste nummer af Århus’ bud på et højpandet litterært tidsskrift, PASSAGE, er forrygende læsning. Det fantastiske emne er bogmediets yderste og alleryderste overfladelag, og skribenterne er dedikerede nørder.
Citat
Jan Bäcklund instruerer i bogforfalskning:
’1) købe et anden- eller tredjeoplag i vilkårlig stand hos en trash-antivkar for ingenting, hvis dette anden- eller tredjeoplag blot besidder et pænt smudsomslag, 2) købe en originaludgave uden smudsomslag, i et velassorteret, men noget rodet antikvariat i byens mellemleje, og 3) ud fra disse to bøger at producere henholdsvis en komplet First Edition og en temmelig værdiløs Reading Copy ved at give det pæne smudsomslag til originaludgaven, som manglede et.’
Når jeg nu sidder med det nyeste, 57’ende nummer af litteraturtidsskriftet PASSAGE i mine hænder, kan jeg ikke lade være med at kritisere tidsskriftets meget lidt tiltalende ydre: Det høje format giver store sider pakket med uoverskuelige tekstmassiver; omslaget kommer i et lousy linoleumsagtigt materiale, der inden man har læst sig forbi side 50 sprækker og ’vipper op’, når man ligger tidsskriftet fra sig; billedmaterialet er grimt (så lad hellere være og bring ren tekst); papiret kommer i en sær halvglittet kvalitet, der kan tørres af med en våd klud og føles fælt syntetisk mellem fingerspidserne.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke det, fordi alle disse trælse – som de ville sige i Århus – fattigmandsløsninger alle sammen peger på en holdning fra udgiverens side, nemlig at en given teksts ydre ikke er vigtig, at den sammenlimede stak papirer er et ligegyldigt og neutralt signalmedium for det, teksterne handler om. Skæbnen griner ironisk, idet PASSAGE 57 netop består af en samling videnskabelige tekster med det fælles budskab, at bogens ydre i den grad bærer på betydning og lige nøjagtigt ER vigtig. Jeg havde gerne set et guldlamineret korkomslag med stereografiske portrætfotos af bidragyderne samt 3D-briller i lomme på indersiden af bagflappen.
Når litteraturvidenskaben i det meste af det 20. århundrede har negligeret bogmediets fysiske ydre, dets paratekster (dvs. forfatterbiografi, kolofon, bagsidetekst mv.), fotos, layout, dets distribution osv., hænger det sammen med det autonome tekstbegrebs indtog. Bogens ydre er netop tekstens konkrete berøringsflade med omverdenen, hvorfor bogens fysik er tabuiseret fy-fy i forhold til begrebsapparatet omkring den autonome tekst.
PASSAGE-redaktør og skribent Tore Rye Andersen, der får imponerende meget (kvalitativt som kvantitativt) ud af at kigge på et enkelt smudsomslag, påpeger et sted ganske rammende den latterlige og helt misvisende kompleksitet, forestillingen om den rene tekst genererer:
– Det kan godt være, at forfatteren ifølge Roland Barthes er død, men derfor er det nu alligevel meget rart med et foto af ham eller hende på inderflappen af den dyre hardcover, man overvejer at investere i.
Den sande åbenbaring i PASSAGE 57 er imidlertid svenske Jan Bäcklund og hans artikel om bibliofili, en sygdom han tydeligvis selv er ramt af. Bäcklund er ifølge bidragyderlisten ’bureaugraf’ – kontorskriver, velsagtens? – og hans veloplagte og bogglædestruttende tekst beskriver bogsamlerens logik, hvor læsning forekommer som utidig slidtage af bogobjektet mens bogens egentlige vurderingsparametre er antikvariske katalogstrenge, f.eks. ’er trykt hos P.G. Berg’, ’har været H.C. Andersens eje’, ’indeholder pornografica’, ’er sjælden’. Dermed har Bäcklund afmærket den autonomes teksts fuldkomne modsætning, og på den yderste dag vil jeg helt klart stille mig på Bäcklunds side.
De generelt lange, vel tørre, men til gengæld minutiøst grundige bidrag i PASSAGE 57 er gedigen videnskab og god læsning, og lad det hermed være slået fast: Teksten er en ting.
