‘Ticcende’ bombe – Jonathan Lethem MODERLØSE BROOKLYN
Hør hov, vi blev lovet et mesterværk…!?
Citat:
”Nåmen, jeg er altså alligevel glad for, jeg mødte dig,” sagde hun.
Jeg udstødte en lyd – halvvejs hund og halvvejs kat. Noget i retning af ‘Varrruff’.
Det mest originale ved den amerikanske roman MODERLØSE BROOKLYN er persontegningen af jegfortælleren Lionel Essrog. Han har Tourettes syndrom – en sjælden, neuropsykiatrisk lidelse karakteriseret ved ufrivillige motoriske og verbale tics. Således får vi indblik i alle hans løjerlige tvangshandlinger, såsom at kysse fremmede mennesker, ligesom hans verbale tics får lov til udfolde sig uhæmmet i romanen – til stor fornøjelse for læseren. På poetisk vis bliver ord og sætninger fordrejet og forvansket i hans sygeligt kreative hjerne og undslipper ham i herlige neologismer eller kuriøse konstellationer. Mens han taler med en person, kan han pludselig finde på at bjæffe højt eller uforvarende svine vedkommende til med en rimet række af sjofelheder: ‘Lyriske Gæssmog! Logiske Pissnob! Pismedtony! Misterphony! Pikkelcrony! Satansony!’
På denne måde får forfatteren fremskrevet et nuanceret, realistisk og tragikomisk billede af en mand, der holdes fanget et klaustrofobisk sted imellem verden og sin hjerne. Og hermed bliver romanen en moderne version af ‘Kejserens nye klæder’. Lionel bliver den, der kradser i den pæne overflade, smider ‘ticcende’ bomber og siger det uudsigelige:
– Det er her, den opstår, trangen til at råbe i kirken, på plejehjemmet, den tætpakkede biografsal. Først som en kløe. Ubetydelig. Men denne kløe er inden længe en brusende strøm bag en dæmning, der kæmper for at holde den på plads. Noas oversvømmelse. Denne kløe er hele mit liv. Og nu kommer den. Hold jer for ørerne. Byg en ark. ‘Æd mig!’ skriger jeg.
Det mindst originale ved romanen er plottet, der er iført uklædelige krimi-klæder. Lionels chef og faderfigur, Frank Minna, bliver myrdet, og Lionel gør det til sit livs vigtigste mission at finde morderen. Denne jagt fører ham gennem mafioso-underverdener og endda en kortvarig kærlighedsaffære, til han sluttelig løser gåden om Franks mord. Men spændingen kommer aldrig i omdrejninger, og plottet ebber ud i en fad sløjfebindingsafslutning.
Bagsideteksten sælger bogen som ”på én gang litterær storbyroman og fremragende detektivroman”. Måske er det netop her, rotten ligger begravet. Forfatteren vil for meget og når derfor ingenting. Krimiplottet optager på samme tid for lidt plads til at folde sig ud og for meget plads i forhold til romanens filosofiske overbygning. Således forfølges de underliggende temaer om ‘den indsigtsfulde udstødte’ eller ‘den kloge klovn’ ikke nok, hvorfor de virker som umotiverede vedhæng, der skal blåstemple romanen som intellektuel. Af samme grund virker de talrige referencer til amerikansk kultur og de sproglige Tourettes-udgydelser mest af alt som påduttede pudsige indslag, der skal tjene til at give romanen kultstatus på linje med Jack Kerouac og andre beatforfattere, ligesom der tydeligvis er en heftig gæld til Paul Auster.
Hvis denne anmeldelse heller ikke fik solgt romanen så godt, skal det hurtigt tilføjes, at man faktisk er hæderligt underholdt og klukler sig igennem romanen – særligt på grund af jegfortællerens selvironi og sproglige diaré (og her skal oversætteren have stor ros!). Man kommer dog til at lede forgæves efter spor af det universelle mesterværk, som medier verden over udråber romanen til at være.
