Tid til forandring – DEN BLÅ PORT #63 & #64
Først og fremmest tager de sig lækkert ud. De to linoleumsagtige covers føles godt mellem hænderne, purismen i layoutet har stil og ryggen vil tage sig appetitlig i reo-len. Én ting har de ubestrideligt forstået på DEN BLÅ PORT: at lave et ’objet d’art’ for feinschmeckere.
Redaktørduoen Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexø er blevet enige om, at den er hel gal med litteraturen. I 63’s leder, der i maj måned skabte anledning til polemik i de få medier, som beskæftiger sig med den slags, gav de to redaktører den litterære andedam en ordentlig opsang. Det litterære landkort anno 2004, blev det påstået, består efterhånden af en smal, celeber, indadvendt, uambitiøs del, der kun henvender sig til vennerne og de indviede og har samme kulturelle betydning som brevdueflyvning. Og overfor denne selvfedme befinder mainstreamdelen sig, som anderledes velvilligt kommer ud over scenekanten, men det kun for at reproducere et ufarligt og på forhånd stålsat virkelighedsbillede.
Lederen i nr. 64 følger op på debatten. Der efterlyses i den sammenhæng mere udtalte kvalitetskriterier, end den danske anmelderstand i dag opererer med. Når kriterierne er for uartikulerede, bliver magt til ret. Redaktørerne efterlyser litteratur, der udvider perspektivet fra det bredt eksistentielle til specifikt samtidsrelaterede, for derved at formidle forholdet mellem individ og socialitet. For når individet har del i de omgi-vende institutioner, giver det ikke meget mening at skrive litteratur om singulære individer. Nej, individet og samfundet er blevet slyngveninder, og det skulle dem, der bruger deres tid på at skrive bøger ta’ at fatte!
Det er utvivlsomt rigtigt, men vi kommer ikke udenom, at de herrer Skinnebach og Andersen Nexø nok fik stoppet lidt for meget krudt i kanonen. For hvem overhovedet ville stille sig op og påstå (eller skrive som om), at litteraturen IKKE skal handle om nye måder at tænke menneske, socialitet og verden på?
Bidragene i nr. 63 er et overordnet trægt hold af tekster og essays, der antageligt tager mennesket og socialiteten på sig. Jeppe Brixvold skriver interessant nok om presset fra samfundsinstitutionerne. Men når han kobler denne iagttagelse med Jan Sonnergaards trilogi, gennes Sonnergaards fanden-i-voldskhed i en retning, den kun delvist selv løber i. Janus Kodal fungerer bedre på fiktive ben end på interviewofferets vaklende stylter. Excellent er Kodals lille fortællestump om vennen, der bryder ud ”i en stående Poul Pilgaard Johnsen”, hvori navnet på den attråede på finurlig vis er censureret ud med et: ”[hendes navn]”. En lignende korrekturvirksomhed er faldet Mette Moestrup i hænderne. Hun har oversat en lille bid af Emily Dickensons håndskrevne MASTER LETTERS, og fordi Dickenson har streget ud, sådan som man nu gør, når man skriver i hånden, har Moestrup været nødsaget til også at strege ud. Resultatet bliver en trykt rodebutik (altså på den gode måde) med gennemstregede ord, og små indføjede ord mellem linierne.
Svenske Stig Larsson runder i Lars Frosts oversættelse af med sprælske tekststykker, om rød hvidvin, Aftonbladet, dessert og Gunnar Ekelöf, men mest saft og kraft er der nu i Nikolaj Zeuthens introduktion til Knud Pedersens forfatterskab. Det består af noget, der vist nok slet ikke er litteratur! Zeuthens fremlægning er præget af en anderledes tilstedeværelse, fart og tyngde, end det er tilfældet i de andre analyserende opsatser i DEN BLÅ PORT, nr. 63. Det lykkes Zeuthen at få en nysgerrighed vagt hos undertegnede, hvorfor Zeuthens opfordring om selv at opsøge Knud Pedersens værk, kun kan gives videre.
I nr. 64 gribes der tilbage i traditionen. Måske Skinnebach og Andersen Nexø vil præcisere, at litteraturen skam også har en tradition og altså ikke kun et omkringliggende samfund at forholde sig til? Kant og Goethe henholdsvis indleder og afslutter nummeret med muntre indslag om korporlige fornemmelser og luftballoner. Med denne knibtang får vi fat om det institutionelle pres…?
Stærkest i tidsskriftet er prosastykkerne, hvor Jeppe Brixvold tager revanche med Eu-ropaserie 1-5. Antydninger og udpluk er alt vi får, men dermed gisninger om de historier, der går forud og følger efter disse scener i Europas tid og sted. Karaktererne er overladt til deres ikke alt for heldige skæbner og katastrofen lurer lige om hjørnet.
Også Ida Jessens mand-møder-kvinde-tekst vækker begejstring. Den uerfarne Joachims indre monolog konstituerer den klichéfulde sprogbrug og med enkle midler formidler Jessen scener fra et forhold i sin vorden. Også her er væsentlig viden udeladt, hvilket efterlader tomme pladser for den glade læser at fylde ud.
Pablo Henrik Llambías leverer i engageret og kritisk stil brudstykker fra en uudgivet spøgelsesroman. Med Rousseau som talerør skriver Llambías bl.a. om at forvalte sin identitet som kapital, hvor selv nederlag er positiv kapital. Det ligner en videnskabelig artikel og den vanlige llambíanske usikkerhed om tekstens status indfinder sig.
Franske Michel Leiris’ noter om den selvbiografiske blanding af fakta og fiktion peger på, at forfatterens forholden sig til sit biografiske stof er en heltedåd lig tyrefægterens, der træder ind i arenaen med livet som indsats. I forlængelse heraf plæderer den argentinske forfatter Juan José Saer, hvis fortællinger blander fiktion og filosofisk pludren, for at gå empirisk og ikke humanistisk til verden.
Lars Bukdahl hylder Henrik Have, mens Thomas Boberg mere interessant og i den lyriske afdeling laver effektfulde sammenstillinger af elementer fra forskellige sfærer for at tale om menneskelige eksistentialer – eller om lykken på bar mark mellem Ros-kilde og Borup, om man vil. Inden Goethes udgangsbøn om luftballoner underholder Claus Handberg Christensen med drømme om umiddelbart uigenkendelige skulpturer i unavngivne materialer, mens Tone Hødnebøs og Steinar Opstads fadt messer centrallyrik.
I DEN BLÅ PORT kredses der for tiden om eksistentielle emner og skæbnevalg. Om Mennesket, der er overladt til sig selv og andre mennesker. Om Mennesker, der må søge svar i det hinsides eller i den empiriske virkelighed. Men skulle det være et forkromet udtryk for ambitionsspændt fokus på socialitet? Hvis materialet skal leve op til lederens doktrin om at ”påtage sig moralske og politiske risici” og dermed fremvise en diæt mod selvfedmen, er der lang vej endnu. Men coveret, det er i mål.
