Firbenslyrik – Laus Strandby Nielsen NÅR DET ER MØRKT, BLIVER DET LYST
Laus Strandby Nielsens digte svæver rundt om det, der ikke kan siges. Indimellem meget præcist.
Digt
HØJDESKRÆK
Det hjælper ikke med et rækværk. Højdeskræk er en slags mørke. Og der findes ikke den bro der ikke styrter sammen under vægten af blot et strejf af dette mørke. Det er et mirakel at gå i det tomme. Men det er ikke rart.
Højdeskræk kan også være en slags lys. Det er næsten værre.
Det er første, men bestemt ikke sidste, gang, jeg læser en bog af Laus Strandby Nielsen. Der er indimellem lidt langt mellem snapsene, men hvilke snapse! Bogen starter med digtet ‘Bølger’, der starter således:
– Vand har den næsthøjeste specifikke varmekapacitet/ Af alle flydende og faste stoffer. Bare det var os. Nu// Begynder vi. Men ikke her. Bølger optræder i det daglige/ Liv i mange former. Vi er i fuld gang. Vi begynder// Typisk med slutningen. Det er jo der vi er (…)
Og så fortsætter det lidt mindre fokuseret, men jeg har allerede fået nok til at holde mig kørende, fordi det bare er sjovt at ønske sig den næsthøjeste specifikke varmekapacitet lige nu.
Bogen leger hele tiden med det uudsigelige. Den ved, der er et punkt, den aldrig kan nå, noget sproget aldrig kan sige. Nielsen er vældig god til at suge energi fra det punkt ved hele tiden at være i nærheden af det. På den måde kan han minde mig om Knud Steffen Nielsen.
Som sagt – indimellem kører det lidt længe derudaf, uden at jeg får så meget ud af digtene, for når man hele tiden leger med det paradoksale og uudsigelige, er man også i nærheden af det banale. Andre gange virker grebene lidt for tilfældige, fordi nu skal digtet slutte. Men det kan også virke befriende, at teksterne ikke er overkonstruerede, og under alle omstændigheder bliver jeg ikke i tvivl om den dybe underliggende humor og desperation.
Der er også politiske vinkler – asyl, klimaændringer og fattigdom antydes. Fx i det virkelig gode digt ‘Der mangler ord’, der også stod i Hvedekorn i 2011. Jeg elsker indledningssætningen: ´Ministeren mener ikke mangel på penge er den rigtige definition på fattigdom´. Digtet slår også fast, at ´ministeriet er en meget indviklet tekst. Som befinder sig inden i en helt anden meget meget indviklet tekst´, og spørger ´Hvad er det modsatte af fortolkning?´. Digtet stiller sig an som det naive udsagn overfor en konstrueret kompleksitet, hvor kloge folk forsøger at forklare fattige mennesker, at de ikke er fattige. Men de fattige mangler ikke ord, de mangler penge.
I det også rigtig gode ´De slukker aldrig lyset ude på gangen´ befinder vi os på hospitalet fyldt med kramper og stativer og den ´snorken i universet du kalder din næste´. Der er en foruroligende stemning med et udrykningskøretøj, der har kurs mod spiserøret, men humoren og uvisheden om, hvad det hele handler om, fastholdes.
I det hele taget er bogen præget af et fokus på øjeblikket, på de skiftende stemninger, på uvished, undren og humoristiske iagttagelser af en verden, der aldrig falder på plads, men bare bliver ved og ved. Jeg fornemmer også en desperation i al denne erkendelse af, hvor svært det er at beskrive det, der er. Som i digtet om Professor Mørke – en gennemgående figur – som starter: ´Historierne snor sig ned ad bjerget indtil de alle ender i havet og synker til bunds´. Historierne bliver i verden, rådnende på bunden af havet.
På forsiden af bogen er et fint firben. Og det er et godt billede på digtene, for de stikker af, gør de, men man sidder alligevel med en sprællende hale i hænderne lang tid bagefter.
Det gode ved at opdage en ældre herre (f. 1944) er, at så er der jo hele bagkataloget. Man behøver ikke sidde og vente på den næste bog. Den står sikkert nede på biblioteket.
