Af | 30. september 2011

Tiden går tur i Italien – Adda Djørup 37 POSTKORT

Adda Djørup bevæger sig langsomt, men sikkert, men langsomt i nye retninger. Den seneste digtsamling handler om at rejse, men kan selv betragtes som et overgangsfænomen.

Digt

sådan må det jo være: gudsforladte steder
er der hvor Gud har været
på Stillehavet vender panserkrydseren langsomt som jorden
(mågerne er grå nister i mørket)
dens store hjerte brøler
Gud viser vejen
*
her lyser sneen hvide skygger i mørket
her er stille
(hyacinterne springer ud)
hyacinters duft
alt er uvirkeligt alt er virkeligt
vi er her ikke mere

Det er en lidt sørgelig tilstand! Jeg ved faktisk ikke, om anmeldelsen her skal være sådan lidt mavesur eller sådan lidt småbegejstret. Det må komme, som det gør. Den eneste ting, der er sikker, er, at der skal tryk på ’sådan lidt’.

Adda Djørup har ellers klart talent. Hun har udgivet digte, kortprosa og en roman; alt sammen velskrevet og veludtænkt. Djørups metode har tidligere været ironien: hun har skrevet ironisk, sarkastisk og sjovt om personerne i hendes historier; hendes digte har været distancerede og fyldt med refleksioner over det at reflektere. Der gik ’monsieur’ rundt midt i vidunderligheden og kedede sig. Hun eksperimenterede meget, man havde på fornemmelsen, at hun endnu ikke havde lagt sig fast på noget, ikke tilegnet sig en tilbundsgribende stil, men det var en del af charmen. Hendes forfatterskab var i øst og vest.

Digtene her har fået en anderledes alvor over sig. Stilen er blevet anstændig, sentimental, insisterende. I stedet for som tidligere at blande lommefilosofi, patos, ironi, ordspil og rableri i et slags asymmetrisk sammensurium er det som om, at digtene har fundet ind i en mere stabil form. Den, der taler, er et jeg, der rejser – mestendels i Italien – heraf postkortene i titlen. Nye indtryk, nye følelser, nye tanker. Jeget føder et barn, der også er nyt. Jeget reflekterer så over dette nye, ofte i de sidste linjer i digtene. De konkrete indtryk gøres altså på en måde abstrakte, gøres til refleksion. Det er en form for filosoferende digtning – selvom al digtning sikkert på en måde er filosoferende – en metarefleksiv form. Stilen kan måske siges at finde sin forløber i sådan noget som Søren Ulrik Thomsens mest tænksomme poesi. Jeg kan godt lide Søren Ulrik Thomsens mest tænksomme poesi og kan derfor i princippet også godt lide den form, som disse digte antager.

Problemet er bare, at det tit bliver lidt for fortænkt. Jeg mener fx den næstsidste linje i ovenstående digt, der ellers er et af de bedste i samlingen: ’alt er uvirkeligt, alt er virkeligt’. Er digtet ikke uvirkeligt og virkeligt nok i sig selv? Det gudsforladte sted er jo et paradoksalt rum, her viser Gud stadigvæk vejen, selvom han er væk, skuden vender, hvad laver den dog?, den sejler tilbage samme vej, som den kom fra. Samtidig med at rummet er uvirkeligt, er det også virkeligt, helt konkret: der vokser hyacinter, der kan duftes, der er stille osv. Her synes jeg, at næstsidste linje fungerer som redundans, digtets tilstand bliver ikke mere virkelig, mere øjenåbnende klar af at blive italesat på den måde. Den abstrakte refleksion tænker på en måde digtet ihjel.

Derudover synes jeg, at det er lidt lidt med kun 37 små digte i en digtsamling til 120 kr. Det er over 3 kroner pr. digt, siger min skærmlommeregner. Kunne man ikke have ventet til, at der var lidt flere (99 postkort?) eller have sat prisen lidt ned? Jeg vil have mere digt pr. krone!

Når alt dette er sagt, er det klart, at Adda Djørup med denne digtsamling er trådt ind i en ny fase af sit forfatterskab, er blevet mere moden, ville nogen sikkert sige, og det giver løfter om nye, gode ting. For hun kan skrive, og hun kan også tænke.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også