Tidsskrift for litterære læsninger – DEN BLÅ PORT #66


Hvad et såkaldt litterært tidsskrifts egentlige formål er, bliver problematiseret i DEN BLÅ PORT 66. Med sine fyldige indslag af litterære læsninger kommer tidsskriftet – trods åbenlyst gode intentioner – denne gang til at ligne et opgavehæfte for 1.-årsstuderende på Dansk.

Det begynder ellers flot med et redaktionelt forord, der langer ud til højre og venstre, men dog mest til Frederik Stjernfelt & Søren Ulrik Thomsen. Og det slutter med bravour med endnu en leder, hvori …. Stjernfelt & Thomsen bliver afvist som formfikserede æsteter, der ikke har sans for ægte og god litteratur: den litteratur, der tager afsæt i en social og politisk virkelighed samtidig med, at den holder på formerne. Redaktørerne Tue Andersen Nexø og nys tilkomne Lars Frost giver uden blusel deres bud på rigtig litteratur, og det er befriende med en positiv definition af den slags. Tillige ser det ud til, at de herrer har nærmet sig hinanden i synspunkter, og at der nu både er plads til og faktisk forefindes smal litteratur, der tager sit omgivende samfund alvorligt. Tidligere har flere ledere efterspurgt en litteratur, der turde tage samfundsmæssige og politiske risici på sig, da redaktørerne ikke har kunnet finde den såkaldt smalle og verdensvendte litteratur. Man kan altså spore en udvikling i lederholdninger, hvilket kan skyldes et skifte i den ene lederstol. Se, det ser jo rigtig fint ud.

Feltet af bidragydere spænder som vanligt vidt i alder og udtryk. Fra Plinius den ældres fysiognomiske fantasterier til T.S. Høegs natlige taxature gennem København, fra Niels Franks Frida Kahlo-elegi til Lars Skinnebachs vrede kussedigte og fra Katrine Marie Guldagers noget misantropiske anekdoter til Thøger Jensens lille lysindfald. Så vidt de litterære bidrag. (Nikolaj Stochholms 3 digte optræder mest som et P.S. til Peter Borums Stochholm-analyse.) De er alle gode og underholdende indslag, som giver tidsskriftet den pondus og spændstige spændvidde, som for mig at se er dets kendetegn.

Hertil kommer tre nærgående tekster om Litteraturen. Kristine Kabel interviewer Niels Frank, Elisabeth Friis læser ’Sparagmos hos Jensen, Bjelke og Søndergaard’ og Peter Borum som nævnt Nicolaj Stochholm. Teksterne ligner mest universitetsopgaver ved det akademiske sprog og den nærgående tekstanalyse. Nok er teksterne gode, men de er så tekstnære, at de hellere fungerer som eksemplariske læsninger i tekstanalyse: Se her, sådan kan man lave litterær analyse! Al respekt for det, men det bliver lidt kedeligt at læse Peter Borums otte siders syntaktiske analyse af to-tre digte. Digtene folder sig nok ud undervejs, men kun hvis læseren ikke har foldet bogen sammen inden da.

Skal et Tidsskrift for Litteratur (med stort L) også være et tidsskrift for Læsninger? Jeg er ikke overbevist. Specielt ikke i lyset af de to ledere, der efterlyser litteratur – og dermed vel også læsninger af samme? – som ikke isolerer sig fra verden omkring den.

Jeg ved ikke, hvor verdensvendt Plinius Den Ældre er, men han får med sin fantasifulde overlegenhed lov at få det sidste ord med disse sætninger fra Naturalis Historia, bog 7, afsnit 2: Besynderlige folkeslag.

– Og at der, i den østlige del af Indien, nær Ganges’ udspring, findes Mundløse; disse har ingen mund, hele kroppen er dækket af pels, de er klædt i planteuld, og de lever udelukkende af luft og dufte, som de indtager gennem næseborene. De behøver hverken mad eller drikke, kun forskellige dufte fra skovenes rødder, blomster og frugter. Sådanne ting medbringer de på længere rejser, for at de ikke skal mangle noget at snuse til. De kan uden vanskelighed slås ihjel med en lidt for kraftig lugt.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *