Til alle verdens møgunger! – Carlo Collodi PINOCCHIOS EVENTYR


Her kommer den, årets julegave til din øretæveindbydende lille skrighals af en nevø eller niece: PINOCCHIOS EVENTYR! Der er ikke meget Disney over originalen, som til gengæld er en hel del sjovere. Og så får man Roberto Innocentis pragtfulde illustrationer med i købet!

Vi er mange, der er trætte af møgunger. Rigtig trætte. Ikke alene skal vi høre på dem i Netto, vi bebyrdes også til overflod med deres infame opførsel i et stigende antal tv-programmer, der følger småbørnsforældres daglige kamp for at bevare et minimum af værdighed. Børn er i fokus, møgunger er om muligt endnu mere i fokus.

Thomas Harders nyoversættelse af italieneren Carlo Collodis klassiske fortælling PINOCCHIOS EVENTYR kunne derfor ikke være kommet på et mere passende tidspunkt. Det er fortællingen om en af litteraturens allerværste møgunger, marionetdukken Pinocchio, som går så gruelig meget ondt igennem – og som i den grad har sig selv at takke for det! En pointe, som selv den mest ukoncentrerede pode formodentlig vil være i stand til at fatte.

Pinocchio kommer til verden hos den fattige Gepetto, som på sine gamle dage vil tjene til livets ophold ved at optræde med et marionetteater. Pinocchio viser sig imidlertid at være mere rapkæftet og egenrådig end de fleste marionetter. I løbet af ingen tid er det ham, som sætter dagsordenen i det lille hjem (hvor mange forældre kan mon nikke genkendende til det mønster?), og der går heller ikke lang tid før den stakkels Gepetto er blevet rodet ud i en masse ballade, ene og alene pga. den elendige dukke.

Alligevel elsker han Pinocchio som en søn, og vil gå gennem ild og vand for ham. Pinocchio er da heller ikke uberørt af faderens offervilje, men det er grumme svært for ham at være den gode, artige og flittige dreng, Gepetto ønsker sig. Faktisk er det helt umuligt. For ikke alene er Pinocchio egenrådig og overmodig, han er også arbejdssky, kræsen og løgnagtig. Og så er han godtroende så det skriger til himlen. Det kan kun gå galt, og det gør det. Pinocchios eventyr kan begynde.

Det er et eventyr spækket med fantastiske skabninger: Det snu makkerpar Ræven og Katten, som franarrer Pinocchio hans penge, feen med det turkisfarvede hår, den frygtelige Hajfisk og naturligvis Den Talende Fårekylling, som ikke får lov at sige ret meget, før Pinocchio i raseri smadrer ham med en hammer – så meget for Disneys syngende hyggeonkel af et insekt – og en masse andre, som den lille marionet møder på sin vej ud i verden. En vej, der er brolagt med titusind forhindringer – og ligeså mange dårlige undskyldninger fra Pinocchios side.

Det er fantastisk underholdende, og sine steder meget, meget morsomt! Moralen er selvfølgelig – og den gennemsyrer hele Carlo Collodis fortælling – at når man ikke vil høre, så må man føle. Her er ingen kære mor. Eller pædagog. Eller TV-familieterapeut. Og dog er der lys for enden af tunnelen. Selv for møgunger og marionetter.

PINOCCHIOS EVENTYR er en europæisk børnebogsklassiker, gjort af det samme stof som ”Den Store Bastian”, ”Den gamle Rævebog” og ”Anton Hannibal Olsen”. Barske fortællinger, men også fabelagtigt morsomme. Moralske, men aldrig moraliserende. Og de går rent ind hos de små rødder. I dette tilfælde er tilegnelsen godt hjulpet på vej af Roberto Innocentis fortryllende illustrationer, der gør PINOCCHIOS EVENTYR til en læseoplevelse af de sjældne. Ind under juletræet med den!

Skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *