Til de kærlighedshungrende eller de søvnløse – Per Olov Enquist BOGEN OM BLANCHE OG MARIE
Kærlighed er som bekendt farlig, forførende, underfundig, fantastisk og absolut uundværlig. Bøger om kærlighed kan derimod være dræbende kedsommelige. Per Olov Enquists nyeste roman er ingen undtagelse.
Citat
Hvad ville hun råbe? Det ved ingen. Kærlighed skal man ikke prøve at forklare. Men hvad var vi, hvis vi ikke forsøgte?
Blanche Wittman var hovedaktør i den verdensberømte neurolog Jean Martin Charcots seancer, der bl.a. blev overværet af folk som Freud og Strindberg, da hun var indlagt med det sene 1800 tals (kvindelige) bestseller sygdom – hysteri. Da Charcot, som Blanche havde et (vistnok udelukkende) platonisk kærlighedsforhold til, døde, blev hun ikke blot mirakuløst kureret for de teatralsk-hysteriske anfald, men også ansat som laboratoriemedhjælper for den to gange nobelprisvindende kvindelige forsker Marie Curie (I ved hende, der opdagede radium).
Det er netop Blanches beretninger, dels om sit eget kærlighedsforhold til Charcots, dels om Maries fatale kærlighedsforhold til en gift fransk forsker, der udgør Per Olov Enquists nye roman. En roman, der er komponeret over Blanches autentiske notesbøger, hvor i hun nedskrev notater og spørgsmål om sit og Maries liv, og om kærlighedens uforståelige væsen.
Og han kan sit kram den gode Enquist. I hvert fald rent romanteknisk. Med den klassiske modsætning mellem kærlighedens irrationalitet midt i den naturvidenskabelige rationalitets epoke som gennemgående figur, tager romanen sit afsæt uden (alt for meget) at ende i klichéernes suppedas.
Endnu bedre fungerer den parallel mellem radiumet og kærligheden Enquist lader ligge uudtalt gennem hele fortællingen. Både radium og kærlighed er således udefinerbare, usynlige størrelser, og begge er i for store, ukontrollerede doser direkte dødelige for det skrøbelige menneske. Således ædes Blanches krop langsomt op af radiumstråler, så hun efter flere amputationer må bevæge sig rundt i en kistelignende trækasse med hjul. Også dette amputationsmotiv kobles fint til det uforståelige følelsesliv, der i høj grad domineres af afsavn og sorg – altså af følelsesmæssig amputation.
Med den på en gang altvidende og alligevel uforstående (og delvist selvbiografiske) fortæller skaber Enquist desuden en absolut ikke uinteressant fortælleposition, der er med til at give romanen en ekstra dimension.
Når BOGEN OM BLANCHE OG MARIE alligevel ender med at blive en frustrerende læseoplevelse, skyldes det ikke mindst en tilsyneladende uskreven regel blandt forfattere, som går på, at bøger der handler om kærlighed absolut skal holdes i en lyrisk tone. Formentlig fordi man mener, at lyrikken som genre står kærlighedens hjerte nærmest. Det er fint når det fungerer. Det er ikke blot ulideligt, men direkte søvndyssende når det ikke gør. Om det er det ene eller det andet i denne romans tilfælde er muligvis et spørgsmål om temperament, men undertegnede nåede i hvert fald aldrig at læse mere end tyve sider ad gangen før først irritationen og derefter søvnen meldte sig.
Vent derfor for en sikkerheds skyld med at påbegynde læsningen til tænderne er børstet og pyjamasen er på. Og læs for guds skyld ikke denne roman i toget med mindre du ønsker at se endestationen. For på trods af de fine motivkonstellationer snegler fortællingen sig af sted med evigt gentagne refleksioner om kærlighedens væsen, om den sorgfulde kærlighed, om den ufuldbyrdede kærlighed osv., osv. Alt sammen holdt i en så stemningsmættet tone, at det ærlig talt ikke er til at holde ud.
Men bevares kan man med den megen føleri, kan der bestemt være noget at hente i BOGEN OM BLANCHE OG MARIE. For denne anmelders vedkommende blev det dog ikke til meget andet end en god gang søvn.
