Til døden jer skiller – Ford Madox Ford DEN GODE SOLDAT
Ford Madox Ford leverer med intrikate flashbacks et hjerteskærende drama mellem to ægtepar i DEN GODE SOLDAT fra 1915. Foruden at være forunderlig i sin fortællestil er den også et fabelagtigt portræt af lidenskab og etikette i det bedre borgerskab.
Citat
Og hun lagde en finger på kaptajn Ashburnhams håndled. Jeg fornemmede, at atmosfæren fyldtes med noget skræmmende, noget forræderisk, noget ondt. Jeg kan ikke definere det, jeg kan ikke findet et udtryk for det, der dækker. Det var ikke, som hvis en slange havde stukket hovedet frem bag en sten. Nej, det var, som om mit hjerte havde sprunget et slag over. Det var, som om vi om et sekund måtte løbe bort i vild flugt, alle fire, i hver sin retning, med bortvendte ansigter.
Det er nærmest en kunst for sig at skrive en god åbning på en bog. Overturen skal slå et tema eller en stemning an, måske noget helt tredje, men vigtigst af alt skal den fange læseren og pirre nysgerrigheden. DEN GODE SOLDAT er et mesterligt eksempel herpå:
– Dette er den sørgeligste historie, jeg nogensinde har hørt.
En bog er selvfølgelig andet end blot en begyndelse, og Fords evner er heldigvis at finde overalt. DEN GODE SOLDAT er pokkers god og et værk, der af mange anses for værende eksemplarisk i sin modernisme. I 1920’ernes Paris var den frankofile Ford redaktør og inspirator for en række modernister, bl.a Hemingway og Joyce, der senere skulle overgå ham i både anerkendelse og berømmelse.
Vi befinder os i det bedre borgerskab i Europa i årene op til Første Verdenskrig. I ni år har bogens fortæller John Dowell levet et lykkeligt liv side om side med hustruen Florence og venneparret Edward og Leonora Ashburnham. Da hans kone pludselig dør, opløses dette venskab på bare fire dage, og John indser nu, at han i alle disse år har levet på en løgn.
Det flyder over med bedrag, stjålne blikke og facadespil i Fords DEN GODE SOLDAT, som på medrivende vis skildrer et kaotisk morads af forbudt lidenskab og skjulte følelser. Fortællingens store omdrejningspunkt er de mange opslidende konflikter mellem kvindebedåreren Edward og hans religiøse hustru Leonora. I disse kampe kommer lidenskaben, skinsygen og tidens strenge konventioner under Fords lup, og resultatet er et knivskarpt portræt.
Det hele er fortalt og fortolket af den dybt involverede John, og man tvivler i ny og næ på hans pålidelighed. Undertiden virker han urealistisk afstumpet og enfoldig, mens han i andre tilfælde fremstår oprigtigt medtaget af hele miseren. Er han fuldstændig ærlig i de refererende samtaler med Leonora eller Edward? Og hvad med når han eksempelvis forklarer, hvad Leonora følte i den og den situation, eller Edward tænkte om dette og hint. Man bliver skeptisk, og det er herligt!
– De spørger, hvordan det føles at være en bedraget ægtemand. Så sandt jeg lever, jeg ved det ikke. Jeg forbinder det ikke med nogen som helst følelse. Det er ikke som at være i helvede, men himlen er det så vist heller ikke. Det må vel være et sted midt imellem. Hvad er det, man kalder det? Limbus. Nej, intet føler jeg derved.
DEN GODE SOLDAT er et labyrintisk fletværk af erindringer og afstikkende sidebemærkninger. John springer i tid og sted, som var han i sine associationers vold, og når det er værst (men også bedst!) taber han sit publikum i den forglemmelse, at vi, modsat ham, ikke kender historiens fulde udstrækning. Man forvirres og forbavses, men læser ivrigt videre for det er rørende godt.
Den noget særegne og fragmentariske fortællestil er en lille genistreg af Ford, som nogle vil nyde, og andre vil finde forstyrrende. Men først og fremmest er DEN GODE SOLDAT en bevægende historie om lidenskabernes spil og ulykkelig kærlighed. Som John på et tidspunkt slår fast: ‘Det menneskelige hjerte er en sælsom indretning’. Det har han så sandelig ret i.
