Tilbage til 1980’ernes natmaskine – Tomas Lagermand Lundme ALT ER MIT
Michael Strunge er død. Sådan begynder Tomas Lagermand Lundmes roman ALT ER MIT, hvor læseren kastes tilbage til 1980’ernes punkmiljø. Og til Lundmes opvækst i det.
Citat
Min far er på natarbejde. Min bror sover hos min mormor. Jeg passer min lillesøster. Og jeg hører Duran Duran. Det sidste er der ingen, der skal vide. Hvis min kusine får det at vide, slår hun mig ihjel. Hun nøjes ikke bare med at true med det. Hun gør det. Duran Duran er døden. ”Jeg troede, vi havde en aftale,” sagde hun meget, meget skuffet, da hun opdagede, at jeg stadig havde tre kassettebånd med Madonna inde på mit værelse. ”Hov,” sagde jeg, fordi jeg er så dum til at lyve sådan rigtigt om noget. ”Dem smider du ud lige med det samme. Nu er vi punkere, ikke?” Jeg nikkede. Det var vi. Eller det er vi. Men jeg får bare så ondt i øjnene af at være så vred. Og sort.
ALT ER MIT er en autofiktiv erindringsroman, hvor Tomas Lagermand Lundme viser sig fra sin herligt selvironiske side i en varm og hudløst ærlig skildring af opvæksten på Amager med to søskende, en mor og en far, en kusine og et sæt venner, castet ud fra deres musiksmag og politiske ståsted. Som romanens titel røber, blotter Lundme sit unge indre på bedste dagbogsvis. Alt er hans, observeres og fortælles kun af ham.
Romanen er delt op i tre tidsafgrænsede afsnit. Første og længste del foregår i årene 1986-1989; en tid, der virker særlig vigtig for Lundme. Hippiebarnet Tomas er som enhver anden teenager trodsig over for sine forældre, selvom det ikke er meget modstand, de giver ham. Hans alkoholiske mor drikker te af en kop-lignende klump, Tomas har lavet i keramik, mens hun læser Tine Bryld med ham. Hvis han er mut, spørger hun ham 117 gange, om han er okay. Det taler han dog ikke med mor om. Tomas’ fortrolige er i stedet hans kusine. Hans vrede kusine, som vil ‘gå i sort tøj og høre The Cure og være sur over, at livet er let at leve’ – hvilket lige præcis er de unge i romanens problem. De vil så gerne være revolutionære, men der er ikke noget at revolutionere over. De lever i et smørhul.
13-årige Tomas går med sort eyeliner, hvilket giver ham øjenbetændelse. Det er dog kun godt, for så behøver han ikke bruge løg for at græde. ‘Vi skal græde ordentligt,’ står der til gengæld på Tomas’ penalhus – en sætning, der fungerer som motto for hele hans omgangskreds, som ser smerten som et ideal. Et paradoksalt motto, siden gråden tydeligvis lige så vel må være kunstigt fremkaldt som ægte. Dét, de gerne vil græde over, er tingenes generelle tilstand, men i 1980’erne var det store ungdomsoprør overstået. Den gængse opfattelse i 1980’erne var, at intet egentlig var galt – at 68-generationen, forældrene, havde klaret ærterne. I stedet lytter de unge til punkmusik, idealiserer frihedskamp og forestiller sig en dag at blive lige så revolutionære. Men punken sidder som en splint i Tomas’ øje, der med tiden heldigvis bliver fjernet.
Anden del foregår i 1992-1993. Her er Tomas og hans forældre flyttet i hver deres kollektiv, hvor revolutionerne udskydes til dagen efter (‘den første kiksede, fordi vi sov over os’), og kommunisterne begynder at drikke cola. En voksen refleksion indfinder sig, og selv Tomas’ hårdføre kusine kan pludselig grine og fundere over sin egen eksistens. Alt sammen meget normalt for unge mennesker i udvikling.
Tredje og afrundende del foregår i år 2000 med Pearl Jam-tragedien på Roskilde Festival som omdrejningspunkt. Tomas er ved at være voksen. Den afrundende del er kortest og virker mindst relevant, men der sker alligevel noget sprogligt interessant. Hvor romanens første dele er skrevet i første person og omtaler alle andre i tredje person, introduceres pludselig et du. Et du, der får afgørende betydning for 27-årige Tomas. Dødsalderen for Strunge, som blev del af den tragisk voksende Klub 27, som Tomas, både bevidst og ubevidst, udtrykker en vis angst for at blive en del af. Var det ikke for det ‘du’, kunne det sikkert også sagtens være sket. Afrundingen virker stilmæssigt overflødig, da romanens styrke ligger i de tørre humoristiske skildringer af middelklassebørns kedsomhed i senfirserne. Men ikke desto mindre viser afrundingen, at Tomas er blevet ældre, at der er tydelig udvikling i hans sind. Lige så ægte, hans forvirring var som teenager, lige så fin er den kærlighed, han runder af med – kærligheden til et andet menneske.
ALT ER MIT er en charmerende, velskrevet bog om dét at blive voksen, stilmæssigt konsekvent og sprogligt præcis. Har man hørt Lundme læse op, kan man høre hans stemme i hvert et ord, se hans ironiske glimt i øjet og fornemme hans smittende umiddelbarhed. Som del af bølgen af Amager-udgivelser, som Morten Papes URBANPLANEN og Maria Gerhardts AMAGERMESTEREN, er ALT ER MIT et frisk pust, hvor Amagercentret er et sted hvor alle hyler og går i billige vindjakker, og hvor der gælder et helt særligt sæt sociale spilleregler. Regler, Lundme evner både at dokumentere og kritisere.
