Tilbage til start – Bret Easton Ellis IMPERIAL BEDROOMS
Den kontroversielle forfatters nye bog udkommer på dansk i dag. International forfatterscene arrangerede i den forbindelse et interview med ham i Diamanten i København. LitteraturNu’s udsendte var til stede og har læst bogen.
Det startede lidt som en af Bret Eastons Ellis’ meta-lege. Pludselig var vi tre mennesker der alle havde billet til plads H 19, men hvem var den rigtige ejer af plads H 19? Det kunne ingen svare på. Ikke engang den unge head-set beklædte medarbejder, der dog heldigvis viftede de to andre væk og lod mig sidde, og der var grund til at holde fast i sit sæde mandag aften i Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København, for der var fulde huse til aftenens interview med den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis.
Amerikansk litteraturs ’enfant terrible’ som han kaldes med flosklernes floskel. Lidt over kl. 20 træder en velklædt Bret Easton Ellis ind på scenen, iklædt en sort Armani blazer, grøn Paul Smith trøje, CK Jeans, sorte Gucci loafers og sorte hornbriller fra D&G. I løbet af interviewet kommer en iPhone 4 frem, der bliver taget fotos af ’the Danes’ til vennerne hjemme i LA og til Twitterfeedet.
Ellis har været på tour i fem måneder, og har kun ti dage tilbage. Han kommer lige fra Tyskland, hvor de, som han siger, ’fuckede med ham’. Han vil først ikke klage, ’man græder ikke over en bogtour’, men så kommer der alligevel en anekdote fra Frankfurt, hvor han blev miked og maked up og proppet i et kongrescenter sammen med Ken Follet og Günter Grass. Til sidst var han så sulten, at han måtte bede om pommes frites af forbipasserende, som så madede ham, mens de grinte og tog fotos af ham.
Efter flere humoristiske ekskurser af samme karakter lykkedes det moderatoren, Politikens Stéphanie Surrugue, at få Ellis ind på hans seneste roman IMPERIAL BEDROOMS – som udkommer på dansk i dag. Bogen er baseret på Ellis’ personlige oplevelser i Hollywood. Her var han med til at caste til filmen THE INFORMERS, skrevet over Ellis’ novellesamling af samme navn fra 1994. I forbindelse med castingprocessen blev han forbløffet over, hvor meget sex der var til rådighed for ham. Bogen følger de samme personer fra Ellis’ debutroman fra 1985 UNDER NUL (som også genudgives i dag, desværre skæmmet af en ganske horribel oversættelse), 25 år senere.
Hovedpersonen hedder igen Clay. I 1985 var han hjemme på juleferie i LA fra sit college på østkysten. I apatisk zombielignende tilstand svævede han igennem LA’s landskab med blodet løbende ud af næsen. Bogen ramte direkte ned i tidsånden og blev hyldet som et skarpt generationsportræt. Den blev en sensation, ikke mindst fordi Ellis var 21 år, da han skrev den. Den blev også filmatiseret, dog blev den klippet sammen til en misforstået overmoraliserende version, hvis største og eneste lyspunkt var Robert Downey Jr.’s rolle som den prostituerede Julian, Clays ven.
Ellis laver et fornemt trick i IMPERIAL BEDROOMS. Han starter bogen således
– De havde lavet en film om os. Filmen var baseret på en bog skrevet af en vi kendte. Bogen var en simpel historie om fire uger i den by vi var vokset op i, og for det meste gav den et korrekt billede. Den var defineret som roman, men kun nogle få detaljer var blevet ændret og heller ikke vores navne var ændret, og der var ikke noget i den som ikke var sket.
Sådan stempler Ellis UNDER NUL til en (delvis) fiktiv bog, skrevet af en jaloux ’forfatter’ (dvs. Bret Easton Ellis), der hang i periferien af kredsen. IMPERIAL BEDROOMS bliver så Clays mulighed for at gøre rent bord, og vise at han faktisk er en ok fyr. Bogen løfter sig derved op til den narrative førsteplads og ’den virkelige historie’. Det er samme leg med virkelighed og fiktion, Ellis udøvede i hans forrige roman LUNAR PARK, hvor hovedpersonen er den succesfulde forfatter Bret Easton Ellis. Det er en glimrende start, men ligesom i LUNAR PARK taber konceptet hurtigt momentum.
Det mislykkes selvfølgelig spektakulært for Clay at rette op på sit image. Han er knap så apatisk, bevares, og han er vist også holdt op med coken, til gengæld deltager han nu selv aktivt i torturagtige sexseancer med unge piger og drenge, hvor han før nøjedes med at kigge på.
Modsat i UNDER NUL er der en form for narrativ i IMPERIAL BEDROOMS. Som Ellis selv oplevede, er Clay også involveret i en casting til filmen The Listeners. Dette bringer ham i kontakt med en ung og smuk, men fuldstændig talentløs, skuespillerinde – Rain Turner. Ved at holde hende hen med vage løfter om en rolle i filmen lykkedes det Clay at indlede et stærkt seksuelt forhold med hende. Pludselig dukker Clays gamle ven Julian op i kulissen, tilsyneladende er det ham, der har pudset Rain på Clay. Der er også en mystisk bil, der følger Clay, mystiske SMS’er og et spøgelse i bedste Stephen King-stil, som vi også så det i LUNAR PARK.
Det noir-agtige plot er, som hos forbilledet Raymond Chandler, mere en undskyldning for at lave et stemnings- og karakterportræt, end et egentligt spændingsplot. Dette portræt synes at sige, at filmfolk i LA udnytter deres position til at få sex med hungrende unge skuespillere, og at de i det hele taget er nogle enorme assholes – surprise!
Der er masser af ubehagelige scener i IMPERIAL BEDROOMS, og også kontroversielle voldsscener, som gjorde AMERICAN PSYCHO så berygtet. Volden falder dog ikke fra hovedpersonens hånd, men som gnidrede youtube-videoer, Clay ser på sin iPhone 4. De er alle skildret i den karakteristiske neutrale og minimalistisk tone, som alle dage har været Ellis’ varemærke. Hos mig vækker de dog ikke andet end træt afsky. Ellis spytter dem mekanisk ud uden overvejelse og uden grund.
Tilbage i Diamanten begynder Ellis at krympe sig og vride sig i stolen, når spørgsmålene falder på IMPERIAL BEDROOMS. Han virker ikke særlig bevidst om, hvad han har forsøgt at udtrykke. Han afleder og laver flere jokes, komplimenterer Stéphanie Surrugues smil. Hele salen holder med ham, og det gør jeg også. Lige så afstumpet, som hans karakter er, ligeså menneskelig virker Bret Easton Ellis. IMPERIAL BEDROOMS er desværre bare lige så tom og meningsløs som den verden, den skildrer.
