Tintin og leoparden Leopold – TINTIN I CONGO
I litteraturen om Afrika er TINTIN I CONGO kommet til at stå som glanskeksemplet på imperialistisk kunst. Men faktisk er den oprindelige version af historien mere kritisk over for den belgiske kolonimagt end de senere politisk korrekte versioner. Nu er albummet kommet på dansk i en flot retroudgave.
Den første udgave af historien om Tintins eventyr i Congo var i sort-hvid, og det er fristende at se en symbolik i det. Men helt så simpelt er det ikke. For nærlæser man historien, der nu ligger i en nyoversat retroudgave fra forlaget Cobolt, opdager man, at Hergé også er kritisk over for Kong Leopolds imperium. Mere om det senere.
TINTIN I CONGO (1931) er blot det andet album i den lange række af historier om den verdensberømte reporter med knæbukser og gelé i pandelokken. Oprindeligt udkom historien som avisføljeton (1930-31), men senere tegnede Hergé de første ni historier om og farvelagde dem, hvorefter de udkom som album. Det er de versioner, de fleste kender. Men nu udkommer de tidlige Tintin-historier i udgaver, som ligger så tæt op ad de oprindelige som muligt. TINTIN I SOVJETUNIONEN (1930) er allerede udkommet, og nu også TINTIN I CONGO (1931) samt TINTIN I AMERIKA (1932).
Historien går i al sin enkelthed ud på, at Tintin i sin egenskab af verdenskendt reporter tager til Congo for at lave en historie. Her hvirvles han ind i alskens problemer iscenesat af en amerikansk skurk i ledtog med en lokal medicinmand, der begge viser sig at være håndlangere for den amerikanske gangsterboss Al Capone, der fra Chicago har beordret Tintin ryddet af vejen, fordi han er bange for, at den nævenyttige reporter skal finde ud af, at han forsøger at få del i Congos store mængder af diamanter.
Billederne minder mange steder om stumfilm-sekvenser, og der er meget af den slapstick-humor, der var så dominerende i 1930’erne. Man kommer uafværgeligt til at tænke på Disneys Pluto, når Terri kommer galt afsted i mødet med junglens vilde dyr. Tegnestilen er langt løsere og ’impressionistisk’ end den sirlige ligne claire-stil, Hergé efterhånden udviklede.
Når historien den dag i dag udløser retsager og heftig debat, er det selvfølgelig fordi, Tintin mildest talt opfører sig politisk ukorrekt. Fremstillingen af afrikanerne er stærkt karrikeret, og det amputerede negerfranske, som nu er oversat til dansk ved Niels Søndergaard, udstiller dem som smådumme.
Dertil kommer, at Tintin i løbet af sit ophold i Congo når at pelse en abe, fodre en slange med sin egen hale, så den spiser sig selv, sprænge et næsehorn i småstykker med dynamit samt nedlægge utallige andre eksotiske dyr med sin jagtriffel.
På den måde er TINTIN I CONGO et katalog over imperialistiske klichéer, men klichéerne bliver også så tykke, at de næsten underminerer sig selv. Det hele er så overdrevet, at det bliver sjovt. Så måske skal man være varsom med at tage det alt for alvorligt. Hvad enten det var Hergés mening eller ej, kan TINTIN I CONGO læses som kolonial satire. Det er også en af pointerne i litteraturhistorikeren Frits Andersens doktorafhandling DET MØRKE KONTINENT?, der indeholder en udmærket læsning af TINTIN I CONGO, og som denne anmeldelse står i stor gæld til.
Senere tog Hergé afstand fra TINTIN I CONGO, undskyldte sin unuancerede fremstilling og ændrede en central scene, så den kom til at fremstå mere politisk korrekt. I den berømte scene underviser Tintin en klasse i geografi og fortæller de små om deres ”fædreland Belgien”. Scenen er af kritikere blevet fremhævet som kongeeksemplet på den imperialisme, der gennemsyrer TINTIN I CONGO. Men faktisk ligner det snarere end kritik af imperialismen. For Tintin lykkes netop ikke med sin undervisning, og scenen går op i ren falde-på-halen-humor.
’Belgien er det, man kalder…en leopard!’ lyder Tintins komiske replik. For der har nemlig sneget sig en leopard ind i klasselokalet. Tintin gør leoparden ukampdygtig ved at lokke den til at æde en tavlesvamp og bagefter drikke vand, så dens mave svulmer op. I samme øjeblik træder den amerikanske cirkusdirektør Jimmy Macduff ind ad døren og hævder, at leoparden slet ikke er farlig, og at den tilhører ham, hvorfor han har krav på erstatning. Tintin svarer, at Macduff bare kan lade leoparden æde en tavle, så vil svampen i maven til sidst blive så slidt af at viske ud på tavlen, at maveondet vil forsvinde.
På den måde ender det, der skulle have været selve cementeringen af forholdet mellem koloni og fædreland i slapstick og satire. Belgien bliver til en leopard, som tvinges til at æde sin lærdom i sig igen og i øvrigt ejes af en amerikansk cirkusdirektør. Og som bekendt rimer leopard næsten på Leopold. Således er ironien tyk som næsehornshud, da den rigtige lærer kommer tilbage og takker Tintin med replikken: ’Tusind tak, fordi De tog dem af de kære små og lærte dem noget om deres fjerne fædreland.’
Hergé ændrede scenen, således at Tintin underviste i noget så neutralt som matematik. Men dermed gik altså mange nuancer tabt. På overfladen blev det mere politisk korrekt, men det blev også tandløst. ’Geografi-scenen’ alene gør dette album til en vigtig udgivelse.
I det lille efterskrift har forlaget travlt med at advare læseren mod, hvor racistisk, imperialistisk og formynderisk TINTIN I CONGO er. Efter min mening måtte de gerne have overladt det til læseren at dømme selv. Under alle omstændigheder skal forlaget Cobolt have ros for at give de danske læsere denne vigtige udgave af et vigtigt værk, ikke bare i tegneseriehistorien, men i litteraturehistorien som sådan.
