To do-liste: Find en rigtig lesbisk – Anne Mette Kærulf Lorentzen SKAMLEBBEN
I SKAMLEBBEN skriver og tegner Anne Mette Kærulf Lorentzen med finfølelse og humor om det at være ’homo med forsinkelse’ – altså sent i livet tage springet og turde vove lykken.
’Homo med forsinkelse’ er en LGBT-basisgruppe, som Louise, hovedpersonen i den grafiske roman SKAMLEBBEN, deltager i, for bedre at forstå den situation hun som nyligt hetero-fraskilt lesbisk med to børn befinder sig i. Basisgruppen, og romanen generelt, er et fantastisk indblik i de mange forskellige spring-ud historier, der findes.
Gruppen ledes af den 35-årige Nanna, der, med et måske lidt forfejlet blik på sig selv, betegner sig som senudspringer efter at være trådt ud af skabet som 25-årig. Men i gruppen er også den 78-årige mand, der var chef i Finansministeriet og som ikke følte, han kunne springe ud, før hans mor døde og derfor begrænsede sit kærlighedsliv til usikre parkmøder. Der er Henning, der som sømand havde en lang række forhold til mænd på havet, men som også havde Grethe, der ventede på ham i havnen. Og så er der kvinden Jønne med de to voksne børn, der blev forført af den svenske sygeplejerske, Stella, i Afghanistan, mens hun arbejdede for Læger uden grænser.
Lorentzen har ladet sin ellers genkendelige verden befolke af dyr i stedet for mennesker, og det må netop være tegneserietegnerens privilegie at lade denne ekstra fremmedgørelse træde mellem teksten og læseren. Eller mellem handlingen og forfatteren. For på romanens afsluttende side lyder der et ’Tak til alle de modige LGBT+ mennesker jeg har mødt på min vej.’ Derved skriver SKAMLEBBEN sig ind i en lang tradition af grafiske romaner, der arbejder i autofiktionens grænseland, hvor den i denne sammenhæng måske mest nævneværdige er Allison Bechdels FUN HOME, der også har autofiktive spring-ud-fortællinger som sit omdrejningspunkt.
Det med fremmedgørelsen skal ingenlunde forstås som en kritik. Romanen formår på alle måder at være nærværende og udvise en fantastisk forståelse for den angst og isolation, der er forbundet med at springe ud, uanset hvornår i livet man gør det. Det er dog en lille smule forstyrrende, når kaninfamilien, der har en kat som parterapeut, også får en kat som kæledyr.
Romanen udspiller sig i månederne op til kaninparret Louise og Peters kobberbryllup, samtidig med at der leges med tilbageblik og spring i tid. Mens festdagen nærmer sig, vokser afstanden mellem ægtefællerne. Det forsøger de at rette op på ved at gå hos den føromtalte parterapeutskat, Kisser. Lorentzen har en udsøgt sans for detaljer, især i seancerne hos Kisser, hvor Louises ubehag ved det hele tegnes frem gennem nærgående blikke på Kissers ravhalskæde og trusserne, der træder frem under sommerkjolen og mellem de tykke kattelår.
Louises ubehag ved situationen stammer egentlig fra hendes lesbiske tendenser og ikke Kissers lår eller Peters famlende forsøg på at finde tilbage til kærligheden. Samtidig med sin spirende seksualitet må Louise kæmpe med sin mors begyndende demens, men i særdeleshed de følelser af skam og uro, der er forbundet med begæret om at lægge det velkendte bag sig og starte forfra.
Bogen er holdt i skarpt lyserøde og støvede grønne toner, der giver den et særegent udseende. Det er egentlig utroligt, at Lorentzen formår at tegne så mange følelser og sindsstemninger frem ved brug af kun de to nuancer og sidernes hvide flade. Det er alt fra den demensramte mors isolering, til de hemmelige hotelmøder med den selvsikre Søs samt den ægteskabelige afstand mellem Louise og Peter, der træder så tydeligt frem, når de sidder i lænestolene hos parterapeuten eller bevæger sig søvngængeragtigt rundt blandt børn og opvask i deres fælles hjem.
SKAMLEBBEN viser, at der er mange måder at være homo på. Derfor er romanen også et rart afbræk fra den klassiske coming-of-age historie, hvor flot, ung mand ala Isak fra SKAM forelsker sig i anden flot, ung mand, som også bare forelsker sig helt vildt og stormende. Men måske mere vigtigt stiller værket spørgsmålet om det liv, der blev levet før, udviskes, når man sent i livet tager springet ud af skabet.
Heldigvis ikke, må man forstå. I det hele taget tegner Louises indre konflikter sig noget banalt når de anskues udefra. Alligevel er det en reel angst, og med en let ironi og et enormt nærvær bliver den i SKAMLEBBEN gjort forståelig uden at føles fortærsket.
