To og tredive refleksioner over selvet – Siri Hustvedt AT LEVE, AT TÆNKE, AT SE
Den amerikanske østkyst intellektuelle Siri Hustvedt er en fremragende romanforfatter og en (næsten) lige så fremragende essayist.
Citat
Da jeg var ung, tænkte jeg tit, at der i et hvilket som helst forhold mellem to mennesker også var et tredje væsen – en imaginær skabning, de to første skabte imellem sig – og at denne usynlige ting var så vigtig, at den fortjente at få et rigtigt navn, som var den en nyfødt baby. Jeg fik denne opfattelse, tror jeg, fordi jeg var begyndt at lægge mærke til, at to mennesker var i stand til at skabe både alfer og monstre imellem sig, især hvis der var kærlighed involveret. Efterhånden som jeg blev ældre og læste mere, indså jeg, at denne mellemmenneskelige zone ikke var gået ubemærket hen … Spørgsmål om selvet og den anden har været centrale i psykoanalysen, men de raser også hinsides psykoanalysens grænser i den analytiske og kontinentale filosofi.
Freuds legeplads, fra essaysamlingen AT TÆNKE
Et essay er et forsøg (fra fransk, essayer: at forsøge), og det er egentlig en meget rammende beskrivelse af Hustvedts seneste essaysamling, AT LEVE, AT TÆNKE, AT SE, der stritter i mange retninger, men hele tiden forsøger at nærme sig det, der som altid hos Hustvedt, hvad enten hun skriver romaner eller essays, er hovedinteressen og omdrejningspunktet – det menneskelige selv.
Dette temmelig abstrakte fænomen, selvet, belyses fra forskellige vinkler, hvor alt fra private barndomsminder til refleksioner om migræne, spekulationer over ordet Skandinavien og kunstteoretiske redegørelser, leder tankerne i retning af dette helt centrale spørgsmål: Subjektet, selvet, mennesket, hvad er det for en størrelse? Eller sagt med forfatterens egne ord, i forordet: ’hvem er vi og hvordan er vi blevet sådan?’
Værket er delt op i tre selvstændige essaysamlinger, der er skrevet i årene 2006–2011. De i alt 32 essays er vidt forskellige i både form og indhold, men kender man Hustvedts romaner, kan man nikke genkende til mange af de problemer, der sættes til debat, og måden hvorpå de bliver debatteret. Hustvedts store kærlighed til neurovidenskab og psykoanalyse er genkendelig i mange essays, lige som kombinationen af disse med kunst- og litteraturteori er set før. Sidstnævnte tendens kan imidlertid forekomme både forvirrende og forstyrrende. Det kan simpelthen være svært at følge hendes tanker, hvilket er en skam, for Hustvedt er en dygtig og interessant forfatter med øje for det essentielle. Måske er problemet, at hun vil for meget. Hun vil kombinere de traditionelle humanistiske discipliner med moderne naturvidenskab, og det er da vitterlig også et spændende projekt, men det er svært, og det lykkedes ikke helt.
At Hustvedt er en dygtig essayist kan man ikke betvivle, men den lethed hvorved hun i sine romaner bearbejder de eksistentielle og filosofiske tematikker, og gør dem alment læsbare, er ikke at finde i hendes essays, der langt hen ad vejen er teoritunge og (forholdsvis) svært tilgængelige. Det ligger måske også i genren, essayformen er – eller er i hvert fald ofte – tættere forbundet med videnskaben, men man savner lidt den elegante og lette forfatter, man kender fra romanerne.
AT LEVE, AT TÆNKE, AT SE er den tredje essaysamling af Hustvedt på dansk. Det er en bog med tyngde, skrevet af en livsklog og refleksiv forfatter. Men det er et splittet værk, der vil det hele og kun når det halve. Det er spændende og relevant, og lærerigt til tider, men det er ikke på højde med forfatterens skønlitterære værker.
