To sjæle ét tilbageblik – Patti Smith JUST KIDS
Årets vinder af National Book Award er en kraftfuld og fuldendt erindring om to unge menneskers uadskillelige kærlighed til hinanden og kunsten.
Citat
Intet var mere vidunderligt for mig end Coney Island med dens sandede uskyld. Det var lige et sted for os: de falmede arkader, de afskallede skilte fra en svunden tid, candyfloss og dukkeengle på pinde, klædt i fjer og funklende cylinderhatte. Vi gik tur i et uddøende show, der havde mistet sin glans, selv om man stadig falbød sådanne menneskelige besynderligheder som drengen med æselhovedet, alligatormanden og den trebenede pige. Robert var fascineret af denne verden af vanskabninger, selv om han i sine arbejder i den seneste tid havde givet afkald på dem til fordel for lædderklædte fyre.
JUST KIDS er en helt særlig erindringsbog. Den er biografi og selvbiografi i et. Patti Smith skildrer den afdøde, amerikanske fotograf og billedkunstner Robert Mapplethorpe, men da de to havde en helt unik relation, bliver og er hans historie også hendes. Ligesom Robert og Patti i deres ungdom var uadskillelige, er de i bogen to skæbner, der parallelt vokser og udvikler sig ind og ud af hinanden – både som kunstnere og som mennesker.
– Den eftermiddag forleden, da du faldt i søvn med hovedet på min skulder, faldt jeg også lidt hen. Men før jeg faldt i søvn, faldt det mig ind, mens jeg sad og så på alle dine ting og dine arbejder, og mens jeg tænkte på de ting, du har lavet i årenes løb, så faldt det mig ind, at af alle dine værker er du det smukkeste. Det smukkeste kunstværk af alle.
Robert Mapplethorpe døde af AIDS den 9. marts 1989. Før hans død lovede Smith ham, at hun ville skrive deres fælles historie. Måske er hemmeligheden bag denne ualmindeligt gribende erindringsbog, at den er skrevet fra et menneske til et andet. Dens motiv er – til forskel fra alle de biografier, der overrumpler boghandlerne (især i disse dage op til jul) – ikke penge eller presse. JUST KIDS er i bund og grund en vennetjeneste i ordets smukkeste og mest livsbekræftende betydning.
Patti Smith er i dag kendt som rockmusiker, sangskriver og foregangskvinde for punkmusikken, men før hun fandt sig rigtig til rette i musikken, skrev hun digte og tegnede. Poesien var hendes første kunstneriske udtryksform. Det er derfor ingen overraskelse, at hun skriver flot og fængende. Hendes sprog er præcist, hun har en beundringsværdig evne til at beskrive:
– Min mor havde givet mig den hvide uniform og de hvide sko, havde investeret sine forhåbninger på mine vegne i det udstyr. Nu lignede det en bunke slatne liljer, efterladt i en hvid vaskekumme.
JUST KIDS er ikke en bog, man læser. Man gennemlever New York fra 1967 og op gennem 1970erne. Man bor med Smith og Mapplethorpe på det legendariske Chelsea Hotel, man sulter med dem, spiser daggamle småkager, man smiler til polaroidkameraet med dem, og man føler med og som Patti, da Robert må erkende sin homoseksualitet, og deres forhold tager en drejning.
Empati er kernen i JUST KIDS. Smith kender Mapplethorpe så godt, at hun ikke bare sætter sig i hans sted. Hun forstår ham så dybt, som man kan forstå et andet menneske. Og hun forstår sig selv gennem ham. Det der egentlig portrætteres i erindringerne er deres kærlighedsforhold, som over årene er både et kæresteforhold, et venskab og en bror-søster lignende relation. Kort sagt er de hinandens bedre jeg’er. Og denne udvikling kunne næppe være beskrevet smukkere, mere rørende, gribende … Ærlig talt blegner tillægsordene, når jeg forsøger at beskrive bogen, der burde læses af alle, som har den mindste interesse i mennesket, kunsten og kærligheden.
Når jeg tænker over det, var jeg måske ’bare et barn’, sidst jeg blev så opslugt af et stykke litteratur, at det kom til at virke mere levende end virkeligheden.
