Tøj, møbler og våben – Lars Kepler PAGANINIKONTRAKTET
Superstjernen Lars Keplers nye roman er en opsang til den svenske våbeneksport. Den er også en rimelig okay krimi, og ret sikkert et godt filmmanuskript.
Citat
Penelope har nästan passerat under bron när hon upptäcker att det sitter någon i båten. En man hukar i dunklet med ryggen vänd mot henne. Hon vet inte varför hennes puls stegras vid den plötsliga åsynen av honom. Det är någonting med hans nacke och de svarta kläderna. Hon känner sig iakttagen trots att han sitter bortvänd. När hon kommer ut i solskenet igen ryser hon över hela kroppen och huden på armarna förblir knottrig en lång stund.
Kan du huske, da kunstneren Kristian von Hornsleth for et par år siden oprettede et selskab, der spekulerede i klyngebomber, miner og andre våben? Han malede på overdimensionerede selskabsaktier og solgte dem videre som kunstværker. Overskuddet fra salget gik til fredsbevarende arbejde. Det var egentlig et meget forvirrende kunstværk, og meningen med galskaben var vel netop at pege på våbenindustriens kompleksitet. På samme måde tror jeg, at Keplers nye roman PAGANINIKONTRAKTET gerne vil gøre opmærksom på det svært forståelige faktum, at det politisk korrekte Sverige ikke bare åbner utallige IKEA’er og H&M-butikker over hele kloden, men også er blandt de ni største våbeneksportører i verden.
Sådan tror jeg også, at mange svenskere tænker, og her falder Keplers krimi ned i et for tiden stærkt behov i Sverige for selvkritik. Problemet er bare, at ligesom Hornsleths forvirrende kunstprojekt, er historien om Sveriges våbeneksport formentlig ikke så enkel, som Kepler gerne vil gøre det til i PAGANINIKONTRAKTET. Her drages den forenklede konklusion nemlig, at verden drives af magtsyge, griske og lettere psykotiske mænd, mens verdens uretfærdighed bekæmpes af etnisk sammenstykkede, unge, modige kvinder. Og så selvfølgelig kriminalkommissær Joona Linna, som læserne vil kende fra forrige bog. Det er den misantropiske præmis, man må købe for at få Keplers plot skal gå op.
Penelope, fredsaktivist og kendt ansigt fra Tv-debatter om våbenhandel og ulandsbistand, drages ufrivillig ind i en konflikt på liv og død, da våbenindustriens bagmænd tror, at hun udgør en fare for deres arbejde. Bogens første mange sider er en jagt gennem Stockholms skærgård, med Penelope som jaget vildt og en såkaldt problemknuser som overlegen jæger. Denne jagt er alvorligt spændende og et klart højdepunkt i krimien. Resten af historien er skrevet med en betydelig panderynke, og er mere teknisk end egentlig overraskende.
Forfatterparret bag pseudonymet Kepler har i flere interviews fortalt, at de som en del af deres research (og fordi de godt kan lide det, håber jeg) ser flere film om dagen. Det viser sig i deres sprog, der køligt og allermest bare registrerende lader historien glide over siderne. Det fungerer egentlig meget godt i den forstand, at sproget er lækkert, og at der opbygges en sørgmodig stemning, der hænger klæbende til karaktererne. Men samtidig skabes der en afstand til det fortalte og til personerne, så det er svært for alvor at blive grebet af handlingen. Det sidstnævnte ødelægger især sidehistorien om Joonas privatliv, hvor der måske, måske ikke er et parforhold på spil – detaljerne mangler, så hvem ved?
Som krimi betragtet er PAGANINIKONTRAKTET slet ikke dårlig, men jeg glæder mig nu alligevel til filmatiseringen.
