Tør fransk hvidvin – Jacques Tardi ADELE BLANC-SEC 1-9
Den luksuriøse udgivelse af franskmanden Tardis serie om den bistre føljetonforfatterinde går fra det fornøjelige til det forfærdelige.
I to tunge kassetter har Faraos Cigarer genudgivet de 9 bind om føljetonforfatterinden Adèle Blanc-Sec (tør hvidvin), og hendes kulørte eventyr i Paris i 1910 og 20’erne. Bind 9 fra 2007 kommer dog første gang på dansk. Det første album ADÈLE OG UHYRET udkom i 1976, og siden er der mindre jævnligt, med så meget som 9 år mellem udgivelserne, udkommet et album om den lakoniske forfatterinde. Efter sigende skulle der være et 10. album på vej, som allerede har en plads i kassette to. Sidste år kom også en filmatisering af det første bind, fra landsmanden og billedjongløren Luc Besson. Den røg direkte på DVD herhjemme.
I serien bliver Adèle kastet ind i det ene mysterium efter det andet, selvom hun egentlig foretrækker at blive hjemme, ryge cigaretter og læse avis i selskab med sin mumie. Serien dyrker og overdriver føljetonlitteraturens konventioner. Historierne blæser af sted uden endegyldige afslutninger, døde karakterer dukker uventet op, og det brogede persongalleri vokser sig større og større, mens de uforløste narrative tråde vikles uløseligt og uforståeligt ind i hinanden. Emnerne er, føljetonlitteraturen tro, fortidsøgler, gale videnskabsmænd, religiøse sekter, mordkomplotter, tentakelmonstre og selvfølgelig 1. Verdenskrig, som altid spiller en central rolle i Tardis værker.
Som i Tardis krimiserie NESTOR BURMA, er den virkelige hovedperson i ADÈLE BLANC-SEC Paris. Tardi skildrer byen så levende og betagende, at man får mere lyst til at tage turen ned ad en parisisk passage, end følge Adèle Blanc-Sec rundt om hjørnet. De smukke bygningsværker, som det naturhistoriske museum Jardin des Plantes, hvor pterodaktylægget udklækkes, Pont-Neuf broen med dens hemmelige døre, og Eiffeltårnet hvor dæmonen Pazuzu jagtes, giver én lyst til at (gen)opleve Paris.
De første fire bind er veloplagte og fornøjelige. De formår på samme tid at pege på præmisserne for føljetonen og udfolde sig succesfuldt indenfor genrens rammer. Tegningerne er lækre, farverne er holdt i smukke afdæmpede sepialignende nuancer. Bybaggrundene er som sagt fænomenale, med en høj arkitektonisk akkuratesse, mens karaktererne er karismatiske og let karikerede. Tardi har udtalt, at han blev træt af Adèle efter 3-4 album, og det mærker man desværre fra bind 5, hvor historierne kammer over i ren pastiche, og den charmerende forvirringsstrategi overdrives og saboterer handlingen. Også i tegningerne ser man et kvalitetsmæssigt dyk, de flyder ud på siderne, og den stringente farvetematik er væk.
Anden halvdel af serien er rent ud sagt forfærdelig kedelig at komme igennem. Man mærker tydeligt Tardis uvilje mod stoffet, som hele tiden undslipper sig fremdrift og forløsning, og i stedet kajer ud i absurditeter og gags. Kun en fanatisk Tardi-fan vil insistere på at anskaffe sig begge kassetter. Vi andre kan nøjes med den første, som indeholder seriens fire højdepunkter.
