Totalitarismens anatomi – Ödön von Horváth GUDLØS UNGDOM
Hvordan agerer man som humanist og – ikke mindst – som lærer, i et samfund, der anser det for sin moralske pligt at opdrage ungdommen til krig og nationalisme? Horváths klassiker, der sammen med sin forfatter blev blacklistet af Gestapo, giver hverken entydige eller ideelle svar, men efterlader alligevel en redningsplanke i det oprørte vand.
Citat
Al tænkning er lagt for had hos dem! De piber mennesket ud! De vil være maskiner, skruer, hjul, kolber, remme – men endnu hellere end maskiner vil de være ammunition: bomber, projektiler, granater. Hvor vil de elske at krepere på slagmarken! At blive nævnt på et monument over faldne i krigen er deres pubertetsdrøm.
‘Negre er dog også mennesker’, belærer den unge lærer sin elev. Nok følger elevens stil med temaet ‘Den nødvendige kolonisering’ til punkt og prikke den officielle retorik, sådan som statens public serviceudsendelser i radioen prædiker den, men læreren vælger alligevel at sætte foden ned her. Netop det frie – eller rettere det moralsk bestemte valg – bliver et kardinalpunkt i romanen. Uden at vælge det rette alle omstændigheder til trods, er humanismen og dermed mennesket dødsdømt.
Valget er imidlertid ikke uden konsekvenser. For i det totalitære samfund er selv civilsamfundet en slagmark. Man retter ind eller forgår, hvilket den unge lærer må sande, da elever og forældre vender sig imod ham pga. hans landsforræderiske ‘humanisteri’. Alligevel vælger læreren atter at følge sin moral, da en skæbnesvanger mordsag kører for retten. Og sandheden sætter ham fri i mere end en forstand.
Ved at lade handlingen udspille sig i en almindelig skoleklasse, får Hováth mulighed for at behandle sin abstrakte problematik (studiet af det totalitaristiske samfund) indenfor en yderst konkret socialramme. For hvad kan være mere konkret og almindeligt, end det daglige liv i en skoleklasse? Ydermere afspejler skoleklassen bedre end noget andet de mekanismer, der gælder for hele samfundet. Sådan er skolen en verden i sig selv og samtidig samfundet i miniformat. En tematik vi kender fra vores egen Scherfig.
Ved at studere livet i skolen, studerer Hováth det nazistiske samfunds mekanismer og hvad de gør ved de mennesker, der frivilligt eller ej, ligger under for dem. Mekanismer, der rækker så langt ind i folkesjælen, at selv den mest overbeviste humanist, ikke kan sige sig fri fra en snigende kynisme. Sådan omtaler læreren kærlighedsforholdet mellem eleven Adam (!) og den hjemløse tyv Eva (!) som ‘barnepjat’, ligesom han hurtigt overtager den lokale folketerminologi om Evas bande som værende ukrudt. Og ukrudt udrydder man som bekendt. Med nazismen går menneskeheden ind i fiskenes tidsalder, som en gammel lærerkollega, kaldet Cæsar, udtrykker det. Mennesket bliver koldt, udtryksløst og kynisk.
Som det fremgår, bliver kristen symbolik, i lighed med analogier til det gamle Rom, strøet med temmelig let og en smule vilkårlig hånd romanen igennem. Til tider må man ligefrem korse sig. Alligevel er det ingen anden end Gud selv, der får læreren til at vælge det eneste moralsk rigtige. Det lyder ligefrem mod slutningen, ‘”at Gud er sandheden’. Den sandhed, der ligger inde bag fascismens rædselsmaske, som Hováth så fint søger bag om, for at se om der dog ikke er en smule menneskelighed tilbage at berette om.
