Tour de tuberkulose – Ernst Brunner EDITH
Lang og sej (i betydningen anstrengende) fiktion om den ellers seje (i betydningen cool) finlandssvenske digterinde Edith Södergran.
Den svenske forfatter Ernst Brunner har engang i 1980erne skrevet doktorafhandling om den finlandssvenske digterinde Edith Södergran. Romanen EDITH er en form for skønlitterær omskrivning af denne afhandling og udkom i Sverige i 1992. Romanen er skrevet i jeg-person, som var det Edith selv der berettede om sit liv og sin sygdom. Det skal ikke udelukkes, at en sådan lidt anderledes tænkt biografi-form kan være vellykket. Desværre skal man ikke langt ind i EDITH før romanen begynder at lide under sin forfatters manglende pædagogiske evne til at videreformidle sin viden, der forskningen til trods ikke kan bygge på det mest klippefaste grundlag… Edith Södergran efterlod sig ved sin død i 1923 ikke meget andet end sine digte, da alle personlige papirer blev brændt af hendes mor.
Handlingen kredser nu ikke så meget om den unge piges skriverier, som om hendes sygdom og de mange timer hun tilbringer i sengen og bl.a. slår ihjel med seksuelle fantasier. Havde historien om den tuberkuloseramte piges ungdom i sanatorium efter sanatorium været fortalt på en fremdreven og energisk facon, kunne man snildt have tilgivet Brunner hans projekt. Men i forsøget på at fange den Södergranske stemme, bliver sproget til tider så overdrevet, poetisk villet og imiterende Ediths smukke billedrigdom, at troværdigheden falder til jorden med et smæld.
Forfatteren bruger ofte unødvendigt store ord og til tider er sætningerne umådeligt informationsmættede, og har desuden et snært af uforståelighed over sig. Forvirringen, der opbygges undervejs i læsningen, kan skyldes de mange indforståede historiske hints, som kræver at læseren har mere end sin almene paratviden på plads. Det kræver i det hele taget stor viljestyrke at fastholde koncentrationen omkring EDITH, fx i denne rejsebeskrivelse:
– Hvid af kalkede grave, fyldt med de dødes knogler, det var Italien. Nu foldede fremtiden sine vinger ud. Hastighedens armeer af stål omsluttede jorden. Oceandampere, krigsskibe på havet og gennem himlene forunderlige flyrejser. Fra solens kilder drak futuristerne liv, thi de var lysets Herrer.
Bevares, det kan også bare være at undertegnede er for uintelligent til denne kringlede og højtstemte prosaform. Men portrættet af Edith Södergrans korte liv (hun blev 31 år) er efter min mening lige så lang i spyttet, som de detaljeret beskrevne mængder af blod og slim Edith hoster op.
Når dette er sagt, bør det nævnes at romanens styrke er dens grundige indblik i tuberkulosen og livet på diverse sanatorier. Der inddrages citater fra pjecer om lungesygdomme og lignende, hvilket kan virke lige så spændende, som det i grunden er tragisk. Det ville nu stadig have gjort sig bedre i en traditionel portrætbog med en tidstegnende og litteraturhistorisk dagsorden. Eller i den doktorafhandling der som nævnt ligger til grund for EDITH.
Det klinger måske lidt af en kliche at afslutte anmeldelsen med det følgende, men ikke desto mindre er det, hvad læsningen af Brunners roman lægger op til: Gå hellere til kvinden selv og læs Edith Södergrans uforglemmeligt smukke digte, fx i det fine udvalg TRIUMF AT VÆRE TIL oversat af en række danske digtere i 2005.
