Træmænd i skoven – Staffan Söderblom RASERIET
Söderbloms rasende smukke erindringsglimt er nu oversat. De spørger bl.a., hvad man stiller op med ønsket om at forlade det, man aldrig kan forlade?
Citat
Jeg tænkte på bandykampen, et kær i skoven overdækket med grovkornet grus, et fugtigt skovområde som bundfryser i den tidlige vinter. Jeg følger med i udekampene for at komme til den slags steder. Man drejer af fra landevejen et sted i mørket, glider af sted i høj fart i den overkørte snavsede sne, mellem sneplovene, inde blandt granerne, en kroget skovsti man aldrig får lov at følge, man kommer ikke i gang igen i sjappet, høj fart gennem mørket, frem til lysningen og kæret, det stærke lysskær og projektørerne, kulden og lugten fra kaffen, Kurt Bruce som slæber af sted med stavene og skøjtesliberen, tynget og tandløs. Man sidder i omklædningsrummet og lytter, intet nyt bliver nogensinde sagt, det er godt, det gamle kan man ikke få nok af, det er ikke meningen, man hviler og det er meningsløst at forsøge at forlade historien, de mørke vinduesruder dugger, luften driver og intet mangler, man hviler.
RASERIET fortæller i lyrisk beskrivende nedslag historien om svigt og sorg mellem far og søn i en svensk provins, hvor blæsten er plagsom, og hvor man ikke taler om det, der gør ondt.
Romanen fik temmelig meget opmærksomhed i Sverige i begyndelsen af 1990’erne, men blev ikke oversat til dansk. Det bliver der nu rodet bod på af det agtværdige lille forlag Virkelig, der bl.a. ønsker at bringe os det, vi har overset af nordisk litteratur.
Og det er lykkeligt, for Söderblom skriver fantastisk. De lange sætningsperioder retter et skarpt poetisk blik mod især landskabet og dyrene. Hør fx beskrivelsen af et fiskested i havnen:
-I lysningen var vandet blankt og stille, det var sort som metal i skygge, i lysningen mellem benzinbroen og laksekutterens skrog, der hvor skroget blev holdt i skak af de fastspændte traktordæk, der er de fede aborrer, dér i lysningen kunne de løftes ud af mørket.
Med sine gentagelser bygger et stykke som dette virkelig op til den afsluttende sætning, hvor modsætningen mellem lys og mørke viser sig at være afgørende for lystfiskeriet, idet aborrerne ikke blot fanges eller hales op, men ‘løftes ud af mørket’.
Der er noget faretruende betydningsfuldt ved naturen i denne bog. Især ved skoven, som igen og igen tematiseres som et sted, man søger hen for at finde en skrøbelig ro. Skoven beskrives som et sted, der kan fremkalde en særlig ‘årvågenhed’, hvor der ‘ingen seksualitet og næsten ingen erindringer’ er. Men bogens jeg søger også skoven, fordi det ikke er nødvendigt at tale i skoven, fordi sproget der viser sig som en overflødig forstyrrelse.
Jeg kom til at tænke på ordet ‘træmand’. Min far siger, at det var noget, man sagde meget i halvfjerdserne. Ordet henviser til mænd, der ikke vil give deres følelser udtryk og måske slet ikke kan, fx fordi de er vokset op et sted, hvor det ikke er socialt acceptabelt at gøre det, hvor det faldt uden for den maskulinitet, de blev opdraget til.
I RASERIET svigter jeg’ets far sin familie og drikker sig omtrent ihjel. Men jeg’et og faren taler kun om sportsresultaterne, som faren læser som ‘profetiske tavler’. Jeg’et kender ‘meningsløsheden i idrætten’, men kan ikke bryde ud af den tomme snak. De er begge træmænd. Men i RASERIET er det ikke kun mændene, der nægter deres følelser udtryk. Det er også drengene. Som der står om jeg’ets egen søn: ‘Mellem ham og døden er jeg, det er hans krav til mig, og ikke noget at snakke om i øvrigt. Han forsvinder ud i skoven hele tiden (…)’.
Et refræn i bogen er sætningen ‘Det er meningsløst at forsøge at forlade historien’. Og refrænet angår i særdeleshed arven fra en generation til den næste. Det at man ikke kan holde op med at være sin fars søn eller sin søns far, og det at man giver sine mangler videre. Det er derfra, raseriet strømmer. Den store sorg er, at det ikke nytter at tale om det, at fortælle det. Heller ikke i litteraturen, for som der står: ‘litteratur er bagdøre, den her historie er alt for enkel til den slags’
Men hvad gør man så, når det ikke nytter at fortælle om det, der gør ondt? Söderblom fortæller mest af alt om stilheden. Den stilhed, der hersker, når vi ikke taler. Men den er ikke tom, for som der står: ‘Derpå hørtes kun det øvrige, mågernes aftenpalaver på stenene langs sejlrenden, vandet der havde stemmer, og andre ting som man ikke kan fatte og derfor kalder stilhed.’
