Af | 23. april 2019

Tragikomisk selvmordsroman – Auður Ava Ólafsdóttir AR

Auður Ava Ólafsdóttir skriver legende og humoristisk om sorg og håb, om ensomhed og fællesskab og om at finde vejen ud af umulige kriser. Det er underholdende, rørende og i den grad læseværdigt.

Citat

Forskellige fremgangsmåder kan bestemt også komme på tale, det falder mig eksempelvis ind at jeg kan tage loftslampen ned og bruge krogen. Der må også tages en beslutning om placering. I tankerne vurderer jeg forskellige metoder. Skal jeg skyde mig i stuen eller hænge mig i soveværelset? Ligeledes skal der vælges tøj at have på. Hvad er mest passende, nattøj, jakkesæt, hverdagstøj, på stømpesokker eller med sko på?

Pludselig slår det mig at Vatnalilja har nøgle og kunne overraske mig. Hun har for vane pludselig at stå smilende midt på stuegulvet og meddele hvad hun for nylig har fundet ud af. Og siger så måske:

– Far, vidste du at hvert trækfulgepar kun kommer her til øen én gang og derfor ikke kan lære af deres erfaringer?

Det var foran stærke kandidater som Caroline Albertine Minor og Vita Andersen, at islandske Auður Ava Ólafsdóttir løb med Nordisk Råds Litteraturpris i 2018. Udover AR er to af Ólafsdóttirs andre bøger udgivet på dansk: STIKLINGEN og SVANER BLIVER IKKE SKILT. AR er mit første møde med Ólafsdóttir, men hvis hendes øvrige udgivelser holder samme niveau, er der noget at se frem til. AR formår nemlig at få en til at smile samtidig med, at den går lige i hjertekulen. Og så er den skrevet så legende let og medrivende, at den er svær at lægge fra sig.

I romanen beslutter den 49-årige jeg-fortæller, Jonas Ebeneser, sig for at tage sig af dage. Jonas har for nylig været gennem en skilsmisse, hvor han har opdaget, at han ikke er biologisk far til sin datter, og foruden en dement mor og en snakkesalig nabo er hans omgangskreds begrænset. Jonas er, med andre ord, dybt ulykkelig.

Som forberedelse til at gøre en ende på det hele, begynder han paradoksalt nok at fare rundt: Han afhænder sit firma, rydder ud i kælderen og bestiller en enkeltbillet til det mest ufremkommelige sted i verden. For Jonas er en omhyggeligt planlæggende og omsorgsfuld mand, der ikke ønsker, at hverken hans datter eller nabo skal finde ham død.

Med en boremaskine, der skal bruges til at skrue en krog i loftet, én enkelt skjorte samt et par gamle dagbøger, rejser han til et unavngivet land, der kort forinden har været ramt af en heftig borgerkrig. Og det er her – blandt landminer, ruiner og borgerkrigens overlevende – at han langsomt finder tilbage til livet:

‘- Nu hvor jeg ikke dør i dag, må jeg have noget at spise. Det er ikke særlig indviklet at finde Restaurant Limbo, som den unge fyr anbefalede mig […].’

Hos Auður Ava Ólafsdóttir er fortællingen i centrum. Via enkle – og ofte morsomme – beskrivelser gøres jeg-fortællerens tungsind genkendeligt og relaterbart, og vi både griner og lider med ham, når han nøje planlægger sin død. Som da han forsøger at skrive sit selvmordbrev:

’ – Jeg laver et udkast til et brev og skriver: Ja, så er jeg rejst. Hvorfor ”så”? Jeg begynder forfra: Jeg er rejst. Jeg tilføjer: Jeg kommer ikke tilbage. Streger kommer ikke tilbage over og skriver er ikke længere til. Skal jeg nævne foråret? Hvor skulle det komme ind?’

Under humoren og den enkle, medrivende fortælling ligger der dog store temaer gemt. Om tab, ensomhed og kærlighed. Og om at komme videre og finde tilbage til livet, når vores livsgrundlag rives væk, og vi mister, dem vi elsker – uanset om det er i en skilsmisse eller en borgerkrig.

Ólafsdóttir bruger huden som et gennemgående tema, der bliver et fint billede på menneskets skrøbelighed, men også vores evne til at heles. Temaet etableres allerede i titlen – AR –, men foldes ud og løber gennem romanen. Blandt andet i flere af samtalerne mellem hovedpersonen og borgerkrigens overlevende:

’- Menneskekød er så følsomt, huden revner så let, stålkugler flår organer i stykker, stumper af beton knuser kogler, glas skærer legemsdele væk, remser hun op uden at fortrække en mine. Så, så, siger jeg som til et mørkerædt barn. Der er så kort til hjertet, siger hun.’

Det er i samtaler som denne, at Ebeneser får sat sine egne ar på sjælen i relief, og i takt med at huse genopbygges, vægge males og vinduer rekonstrueres, træder også hans egen helingsproces i gang.

Hudens centrale placering i AR leder tankerne hen på danske Bjørn Rasmussens autofiktive roman HUDEN ER DET ELASTISKE HYLSTER DER OMGIVER HELE LEGEMET. Også her er huden associeret med noget skrøbeligt og sårbart. Men hvor teksten hos Rasmussen føles voldsom og smertelig, er temaet anderledes positivt i AR: Her er huden en metafor for det smukke i, at vi mennesker formår at hele os selv, på trods af at sorgen aldrig forsvinder.

Auður Ava Ólafsdóttir leverer en fin fortælling, der trods sin enkelthed, ikke mister dybden. Romanen er let, men aldrig ligegyldig, da den formår at balancere humor, kompleksitet og alvor. Resultatet er en stærk, livsbekræftende læseoplevelse om, at selv under de mest ufremkommelige forhold kan håbet spire.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også