Tro med tro med tro på – Bente Hansen GUD OG HVERMAND – EN BOG OM TRO OG POLITIK
I GUD OG HVERMAND forsøger litteraten og 68’eren Bente Hansen at forene de tre store ideologier i hendes liv: kristendom, socialisme og feminisme. Resultatet er bras.
Citat
Seriøs forskning har for længst fundet ud af, at der i sjældne tilfælde er noget om snakken. Sjældne psykiske lidelser eller afvigelser kan jo også udstyre et menneske med indsigt og evner, som ingen ‘normale’ har adgang til. Men den tilstand er næppe ønskværdig, selvom den selvfølgelig interesserer videnskaben og filmindustrien. Det er et spændende emne. Og hvis vi kun regner dét for virkeligt, som vi kan sanse, bliver virkeligheden meget lille … Jeg har heller ikke nogen af de særlige evner. Min mor havde mange af slagsen, men hun afstod bevidst fra at bruge dem, da hun anså det for ukristeligt.
Alene det gigantiske emnefelt skriger på en alenlang litteraturliste. I stedet har Hansen valgt at skrive frit fra leveren om sekularisering, jomfrufødsel etc. Leveren skriver ganske vist i en personlig og fortællende stil, men bevisbyrden er høresagen, anekdotisk eller slet og ret fabuleret. Dertil et gammelt leksikon og to nyere bogtitler. Det er alt.
Desuden er GUD OG HVERMAND gennemtrukket med en kamufleret forskelstænkning. En forskelsbehandling af tro og ikketro, som ikke er en litterats organ værdig. Som når sekulariseringen defineres med et citat fra et leksikon fra 1974, mens kristendommen støttes af en bog fra 2004. Valoriseringerne bliver endnu mere åbenlyse i bogens fire dialoger med fire af Hansens egne venner. Hhv. med to repræsentanter for det ’søgende’ og med to ditto for ateismen. De to ’søgende’ er kvinder. De er skildret sympatisk og indfølende med forståelse for individets kompleksitet.
I de to ’ateistiske dialoger’ er ateisterne intet mere end sokratiske papfigurer. De taler i selvudleverende regibemærkninger, der lægger op til Hansens stive, skriftlige svar. Selvom hun ’kender rigtige mange af den ateistiske slags’, selvom hun forsikrer os om, at de er ‘en broget flok’, så har ateisterne i GUD OG HVERMAND det fællestræk, at de alle er mænd. Ikke bare det, de er mandschauvinistiske, drikfældige eller aggressive mænd. Eneste andre ateister er dårlige forældre og skabskristne.
De underliggende ræsonnementer er generaliserende og syllogistiske, og munder i sidste ende ud i et binært modsætningsforhold mellem troen på Gud og ’troen på Ingenting’. Sidstnævnte er det virkelige ’opium for folket’ og den egentlige årsag til krig, terror og diktatur. Socialisme og religion går uden videre fri.
Bente Hansens store synkretistiske projekt med at splejse Gud, kvinde og Marx farer ikke bedre argumentatorisk.
Gud og feminisme skal forsones. Så Maria Magdalene træder ind på scenen. Maria-evangelierne er støtte for leverens positive Maria Magdalene. Den glemmer blot, at ’evangelierne’ ikke er evangelier, de er apokryfe, og at der er tvivl om, hvilken Maria de handler om. Når det kommer til at forsone jomfrufødslen med det moderne, så siger Hansen blot, at enhver fødsel er et mirakel, ateister ikke kan forstå.
Postmodernisme, beretter vores lever et sted, er en tilstand, hvor alt er lige gyldigt og alt er tilladt. Det er vist nok endnu en lille paskvil, der er møntet på ’troen på Ingenting’. Jeg bemærker, at Hansen i sin bog blander marxistisk metafysik med spirituel kristendom med klassisk feminisme med Freuds ubevidste, Jungs arketyper, healing, astrologi og shamanisme. Så tænker jeg, at det først er, når man har overgivet sig til troens promiskuitet, at alt er lige gyldigt, alt er tilladt.
Humanistisk kitsch. Det var, hvad jeg med stejle, udtværede bogstaver havde skrevet et sted i marginen. Mit anmeldereksemplar af GUD OG HVERMAND er fuld af slige frustrerede kragetræer. I den har argumentation, skepsis og sund fornuft kapituleret til Bente Hansens multiideologiske leverfornemmelser. Til tro med tro med tro på.
