Troldmandens søn – Klaus Mann VENDEPUNKTET
Klaus Mann giver en unik indføring i den europæiske og amerikanske kulturelite i første halvdel af 1900-tallet. Men selvbiografiens styrke er dens øjenvidneskildringer af og refleksionerne over et Tyskland i moralsk forfald, livet i eksil og verden i krig.
Klaus Mann er søn af den tyske forfatter og nobelprismodtager Thomas Mann. Klaus Mann var også selv forfatter, men dog aldrig prisbelønnet og anerkendt i samme omfang som faren. Hans mest kendte værk er selvbiografien VENDEPUNKTET, der er blevet genudgivet som en af titlerne i forlaget Rosinantes klassikerserie. Oprindeligt udkom biografien i 1942 på engelsk, men efter at Klaus Mann havde tilføjet et kapitel og afsluttet et andet (han tog sit eget liv i 1949), udkom den i 1952 posthumt på tysk.
Som det kan forventes af et erindringsværk er kronologien fortløbende. Der lægges ud med barndommen i München, hvor Klaus helt fra barnsben havde et noget distanceret forhold til faderen eller Troldmanden, som Klaus og søsteren Erika fandt på at kalde deres far. Men før det går løs med ’Barndommens myter 1906-14’ ligger en prolog, hvori Klaus kort skitserer den familiehistorie, som går forud for hans egen fødsel 18. november 1906.
Før prologen er der i denne danske udgave gjort plads til et fint, lille forord, skrevet af Klaus Rifbjerg. Heri udpeger Rifbjerg meget præcist bogens største svaghed:
– Ondskabsfuldt kunne man kalde >>Vendepunktet<< for det største kompendium af litterær namedropping det læsende publikum endnu har set (…)
Kalus Manns hang til at beskrive, de i eftertiden både kendte og mindre kendte kulturpersonligheder han omgås, er i store træk biografiens skelet. Heldigvis er skildringerne af møderne med mange af disse mennesker overvejende blodige, saftige og kødfulde. Men det kræver alligevel en stort portion vedholdenhed at fastholde interessen, når fx listen af hans barndoms litterære helte (Sokrates, Nietzsche, Novalis, Walt Whitman, Rilke, Herman Bang etc.) eller de af hans venner, der har begået selvmord i starten af 1930erne, udførligt og møjsommeligt gennemgås. Mann selv er dog ikke uden selvindsigt, når det kommer til dette. Han skriver et sted:
– De fleste memoireforfattere er tilbøjelige til næsten udelukkende at dvæle ved deres bekendtskab med berømte personligheder, mens mindre illustre bekendte bliver forbigået. Denne forfalskning eller denne vildledende fremhæven af visse elementer på bekostning af andre kan simpelthen være udtryk for forfængelighed eller snobbethed, men i mange tilfælde lader den sig forklare ud fra mindre foragtelige motiver. En selvbiografi er nødvendigvis fragmentarisk.
Fragmenterne er hos Mann unikke, historisk relevante scenarier: et cafebesøg, hvor selveste Adolph Hitler sidder ved nabobordet eller et hollywoodsk champagnegilde, hvor Greta Garbo er blandt gæsterne, for bare at nævne et par. Men disse kendisportrætter blegner i forhold til de uhyggeligt skarpe og universelle overvejelser om nationale tilhørsforhold, politik og krig, som intensiveres i selvbiografien fra det punkt, da Klaus Mann og det meste af hans familie i 1933 må flytte fra Tyskland – i første omgang til eksil i Schweiz og senere videre til Amerika.
I 1942 vælger Klaus Mann at melde sig som soldat i den amerikanske hær, så han kan udvide sin modstand mod Hitlers naziregime fra foredrag og artikelskrivning, til også at være med på den kampplads Europa har udviklet sig til. De sidste kapitler er VENDEPUNKTETs højdepunkt. Her får vi dagbogsnotater og breve til familie og venner, der skrevet fra fronten, i Italien primært, og afslutningsvis fra barndomsbyen München i dagene efter Tysklands kapitulation.
Hvis man kan affinde sig med en vis dosis namedropping, forfængelighed og snobberi, belønnes man med en begavet og historisk indsigtsfuld selvbiografi skrevet i et smertefuldt, kaotisk nu, der forhåbentlig aldrig vil se sit lige i Tyskland.
