Tropiske frugter på kontanthjælp – Martin Ågerup DEN RETFÆRDIGE ULIGHED
Mit nye idol, CEPOS-direktøren Martin Ågerup, er ihærdigheden selv. Med beundringsværdig stædighed helmer han aldrig, når det gælder om at geninstallere liberale læresætninger som helt legitime.
Citat
Martin Ågerups mareridt, den totale lighed, ginikoefficient 0 :
Lad os vende tilbage til Emilie og Jonas. Hver gang Jonas havde brugt 40 kr. på en lottokupon (uden at vinde), skulle han kompenseres for dette tab. Emilie skulle ikke have lov til at beholde den ekstra opsparing, som et forbrug under gennemsnittet ville medføre. Enhver heldig investering skulle straks konfiskeres. Det samme skulle Jonas’ eventuelle lottogevinst. Alle job skulle give nøjagtig den samme løn – i hvert fald efter skat. I et sådant samfund ville borgerne ingen økonomisk tilskyndelse have til flid, tilegnelse af nye kompetencer, opsparing eller selvrisiko. Det ville med andre ord være et samfund uden tilskyndelse til økonomisk vækst – et meget fattigt samfund.
Egentlig har jeg den holdning, at man skal lade være med at gøre sig klog på noget, man ikke ved noget om. Jeg vil da heller ikke politisk bedømme CEPOS-direktør Martin Ågerups neoliberale kampskrift DEN RETFÆRDIGE ULIGHED, for jeg ejer ikke det fjerneste begreb om samfundsøkonomi. Derimod vil jeg godt kaste mig ud i en prisende bedømmelse af Ågerups kontante og ligefremme stil, som jeg er en næsegrus beundrer af. Jeg vil ikke sige, at jeg er forelsket, men min fascination tenderer.
Uden at kimse det mindste siger Ågerup, hvad han mener, og som ingen anden (slet ingen på Christiansborg) mener han, hvad han siger. Det, der er så befriende og misundelsesværdigt ved Ågerup, er hans stædigt enfoldige prunkløshed. Han holder fast i et argument, uanset hvor forrykt det måtte se ud for udenforstående, og det er sine steder udpræget morsomt, når Ågerup med poleret pokerface lader som om, han ikke kender til konsensus og bare vader ind i stuen med belortede træsko på.
Eksempelvis hedder kapitlet om (afskaffelsen af) støtte til skønlitterære forfattere ’Skal særlige erhverv støttes?’. Hmm… ’særlige erhverv’, underforstået: forfattervirksomhed er et ERHVERV på lige fod med kartoffelavl, underforstået: det er urimeligt kun at støtte udvalgte erhverv. Hvis man partout skal støtte, hvorfor så ikke også rejsebranchen, spørger Ågerups lego-logik videre, den giver jo også befolkningen oplevelser og spreder fornøjelse?
I ramme alvor mener Ågerup, for nu at tage et andet friskt eksempel, at indvandrere og tidligere kriminelle skal kunne arbejde under mindstelønnen. Det ville være gavmildt at give staklerne en chance for at komme i gang på arbejdsmarkedet, og det er decideret samfundsskadeligt, at mindstelønnen forhindrer dem i at byde ind med deres stigmatiserede arbejdskraft. Diskrimination er med et trylleslag blevet et overflødigt begreb uden hold i virkelighedens verden. Er det rimeligt, at Hassan skal have mindre i løn end Hans, Johnny mindre end Jonna? Who cares?
Ågerups verden er en absurd relativ verden, hvor rigtigt og forkert ikke findes. Moralens imperativ er slet og ret vilkårlig pladderhumanisme, blot én mening blandt andre, og hvorfor egentlig favorisere bestemte meninger?
Jeg tror ikke, jeg ville flytte ind i Ågerups Liberalia, men fred være med det, for han serverer sine herligt ekstreme holdninger i en letfordøjelig, enormt tålmodig og derfor vildt provokerende form. Han gør sig faktisk umage med at forklare rationalet bag galskaben: Hvorfor det ikke er synd for de fattige, hvorfor direktøren skal have 20 gange mere i løn end kassedamen, hvorfor ansvaret er individets og ikke systemets, hvorfor skat er en adfærdsregulerende straf.
Alt sammen ligger indrullet i Ågerups afsluttende kommentar på bogens takkeliste. Selv ikke her kan han slippe sin agenda, han er altså en sweetie:
– Eventuelle fejl er selvfølgelig mit eget ansvar
