Tunge tanker og tørre tekster – Siri Hustvedt ESSAYS
Siri Hustvedts genudgivne ESSAYS er 576 siders nærmest intimiderende kloge tekster om kunst, filosofi, neurovidenskab og alt mulig andet. Desværre overskygger den akademiske grundighed både sprogligt overskud og fortælleglæde.
Citat
En lille, slank kvinde med langt hår samlet i en hestehale, en royal holdning, et skarpsindigt udtryk og en kraftfuld gangart fejede gennem Pierre Matisse-galleriet med en hale af unge mænd efter sig. Hun var klædt i sort, et eller andet dramatisk, og hendes tilstedeværelse virkede som et elektrisk stød på lokalet. ‘Hvem er det?’ spurgte jeg min man. ‘Louise Bourgeois.’
Fra ‘Louise Bourgeois’
Franklin Pangborn var en undseelig birolleskuespiller fra 40’ernes Hollywood. Hans figurer er altid pertentlige og neurotiske, og i utallige farcer og komedier måtte han som lagerforvalter, ejendomsbestyrer eller hotelinspektør stå model til W.C. Fields’ whiskeyvædede udskejelser.
Siri Hustvedts essay om Franklin Pangborn er et af de bedste i genudgivelsen af hendes ESSAYS. Hendes kærlighed til film og hendes øje for detaljen kommer tydeligt til syne i essayet, der er et morsomt studie i den helt særlige nævenyttige, regelrette stivstikkerkarakter som Pangborn gjorde til sit speciale.
Men desværre er essays af denne art en sjældenhed hos Siri Hustvedt, der kun undtagelsesvist giver sig selv lov til at slippe den meget saglige og alvorlige tone, der kendetegner hendes tekster. Essaygenrens litterære kvaliteter folder sig simpelthen ikke ud i ESSAYS, der hele tiden balancerer på kanten af kedeligt.
ESSAYS består af Siri Hustvedts to tidligere bøger EN BØN FOR EROS (2006) og AT LEVE / AT TÆNKE / AT SE (2012), der tidligere er udgivet af forlæggerveteranen Per Kofod på hans eget forlag, som han solgte til Lindhardt & Ringhof i 2013. Nu udkommer de samlet. Og det er altså lidt af en mundfuld: 576 siders koncentrerede, grundige og nærmest intimiderende kloge tekster trækker tænder ud.
Siri Hustvedt er først og fremmest skønlitterær forfatter. Men det kan være svært at få øje på i hendes essays. De ligner nemlig mere akademiske artikler og teoretiske afhandlinger. Siri Hustvedt skriver indsigtsfuldt om kunst. Hun har en enorm viden om franske filosoffer, engelsk litteraturhistorie, neurobiologi, psykologi og psykoanalyse.
Men essayistikkens sproglige kreativitet og nysgerrighed bliver alt for ofte hæmmet af akademisk grundighed og teksternes fagsprog: ‘En automatisme er proprioceptiv, knyttet til min kropslige orientering i rum, det som Merleau-Ponty betegnede som kropsskema, og den kobler sig til mine motorsensoriske evner.’ Pyh!
Heldigvis er der også enkelte små lyspunkter af sproglig kreativitet, hvor romanforfatterens sprogfornemmelse skinner igennem og serverer en lille perle af en sætning som: ‘Nyfødte er ikke tilbøjelige til at holde af kubistiske portrætter.’
EN BØN FOR EROS er afgjort den stærkeste (og trods alt mest essayistiske) af samlingens to bøger. Teksterne pendler mellem Siri Hustvedts norsk-amerikanske barndom og voksenliv, mellem Norge, Minnesota og New York. Selvom hun skriver på kryds og tværs af landegrænser og tid, er hendes selvbiografiske essays meget private og foregår i høj grad inde i hovedet på teksternes jeg. Gennem selvanalysen og topkvalificeret amatørpsykologi endevender Siri Hustvedt et helt livs versioner af sig selv, erindringer, tanker og følelser.
Den anden halvdel af ESSAYS er tekstudvalget AT LEVE / AT TÆNKE / AT SE, der falder i tre tematiske blokke. Fem af de 32 essays er forelæsningsmanuskripter, fire er katalogtekster, et par er blogindlæg og yderligere et par er skrevet som avisartikler. Siri Hustvedt undersøger sin migræne og sin søvnløshed, hun skriver om at se sig i spejlet og om at tegne. Og virkelig meget om den engelske børnelæge og psykoanalytiker D.W. Winnicott.
Det vrimler meget u-essayistisk med henvisninger og fodnoter og AT LEVE / AT TÆNKE / AT SE fortaber sig for ofte i teoretiske eksesser. Og det er synd, for Siri Hustvedt er bedst, når hun skriver kort og præcist som i de to portrætessays om den svenske forfatter Stig Dagerman og af den franske billedkunstner Louise Buorgeois.
Eller i den næsten anekdotiske nekrologhyldest til Inger Christensen, der spiller en vigtig rolle for Siri Hustvedts forfatterskab. Hun husker første gang hun læste DET, hun husker digtenes rytmer og tonefald, og hun husker rørende et kort møde med sit idol: ‘Hun var venlig.’
